Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Capitalism - A Love Story (127 min.) Biografversion / Filmkompagniet
Anmeldt 22/11 2009, 18:00 af Claus Krogholm

Capitalism - A Love Story


Capitalism - A Love Story

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det kan næppe kaldes nogen stor overraskelse, at Michael Moore har lavet en film om finanskrisen. Hans første film Roger and Me (1989) handlede om konsekvenserne for hans egen hjemby, Flint i Michigan, at General Motors lukkede deres fabrik og dermed lagde byen i økonomisk ruin. 20 år senere ser det ud til, at hele USA begynder at ligne Flint.

Filmen starter med familier, der bliver sat ud af deres hjem, fordi de ikke længere kan betale afdragene på de lån, de har taget i huset. Folk spørger, hvordan det kan ske i Amerika. Moore ser tilbage på sin egen barndom, hvor man lærte at kapitalisme er godt. Hans far arbejdede på General Motors, hvor han tjente nok til at forsørge sin familie, købe et hus og give børnene en uddannelse. Fabrikkerne producerede et rigt udvalg af varer, så alles behov kunne tilfredsstilles. Kapitalismen virkede og amerikanerne elskede kapitalismen. Så hvad er der sket?

Som sædvanlig har Michael Moore fundet en række groteske eksempler på, hvad kapitalismen har udviklet sig til. I Pennsylvania har man privatiseret fængslerne. Firmaet bag har dommerne på lønningslisten, så de idømmer rutinemæssigt unge fængselsstraf for banale forseelser. Jo flere der fængsles, desto bedre går forretningen. Et andet eksempel er firmaer, der tegner livsforsikringer på deres medarbejdere. Umiddelbart lyder det sympatisk, men den forsikring, som udbetales ved medarbejderens død, går ikke til familien, men til firmaet. Dermed får firmaet en interesse i, at deres medarbejdere dør. Papirer fra en bank afslører, at man har haft mindre overskud end forventet, fordi dødeligheden blandt medarbejderne har vist sig at være mindre end der var kalkuleret med.

Sagen er, at USA har tabt konkurrenceevne i forhold til Europa og Asien. Derfor må man finde nye områder, hvor man kan tjene penge. Det blev på finansmarkedet. Den amerikanske kapitalisme kunne ikke overleve på at producere varer, så man skiftede til noget langt mere uhåndgribeligt. Optioner, futures, derivater og subprimes. Det er ikke en kapitalisme, der producerer varer, men spekulerer i immaterielle værdier. For at få flere penge i omløb, opfordres, lokkes, presses almindelige mennesker til at tage lån i deres huse. Og da alle de gode, solide kunder er kommet i folden, begynder bankerne også at interessere sig for en kundekreds, der tidligere blev anset for usikre. Økonomien buldrer afsted - indtil en dag...

Banker, finansieringsinstitutter, kreditselskaber m.v. gik konkurs på stribe. Bush-administrationen hastede en krisepakke igennem Kongressen, hvor staten - og dermed skatteyderne - postede flere hundrede milliarder ind i bankerne for at undgå et totalt kollaps for den amerikanske økonomi. Der var i hvert fald den officielle forklaring. Michael Moore påpeger, at finansministeren og topembedsmænd i finansministeriet alle kom fra investeringsbanken Goldmann Sachs. Blandt de der havde størst fordel af krisepakken var - Goldmann Sachs. Mens den gennemsnitlige amerikaner mistede arbejde og blev sat ud af sit hus, så hentede finansfolk og banker blot pengene i statskassen.

Michael Moore er ude i det samme ærinde, som Einar Már Gu∂mundsson er i Hvidbogen - Krisen på Island. Nogen må gøres ansvarlig for det, der i såvel Moores som Gu∂mundssons øjne er røveri ved højlys dag. Det er grådighed og spekulation, der har ført til finanskrisen, men de der betaler, er mennesker, der har arbejdet og produceret de varer, alle har brug for for at overleve.

Moore forklarer amerikanernes kærlighed til kapitalismen med, at de er opdraget til se kristendom, demokrati og kapitalisme som den treenighed, der har skabt den største nation i verden. I det billede Moore tegner, er kapitalismen blevet både ukristelig og udemokratisk. En finansmand forklarer, at demokrati ofte bliver en hæmsko for kapitalisme og muligheden for at tjene penge. En bank forklarer i et internt notat, at USA ikke længere er et demokrati, men har udviklet sig til et plutokrati, hvor det er i realiteten er 1% - de rigeste - der sidder på magten. Hvilket er godt! På den anden side står præster og biskopper, der udtaler at kapitalisme er i modstrid med Jesu lære og kristendom.

Michael Moore ser et håb i valget af Barack Obama, ser tegn på at amerikanerne har fået nok og ikke længere vil finde sig i den uhæmmede grådighed. Det er ikke nødvendigvis en revolution, men blot et ønske om demokrati og næstekærlighed.

Capitalism - A Love Story er typisk Michael Moore. Filmen veksler mellem det komiske, det groteske og det tragiske. Som sædvanlig manipuleres der med vores følelser, når ofrene for ufattelig grådighed fortæller. Michael Moore foregiver ikke at være en neutral iagttager. Han har et budskab og filmen er åbenlyst politisk. Han optræder igen med hængerøv og baseballkasket som klovnen med de banale spørgsmål, der ikke findes noget simpelt svar på. Som film føjes der ikke meget nyt til, hvad Michael Moore allerede har lavet. Formatet er det kendte og overrumpler ikke længere i samme grad som tidligere. Men sansen for det groteske og absurde er i behold. Og derfor er det stadig en vigtig historie, Michael Moore får fortalt. Kapitalisme uden en moralsk og etisk overbygning er et monster. Om overbygningen så skal hedde kristendom, demokrati eller noget helt tredie - det er op til os.


Forrige anmeldelse
« 30 Rock: Sæson 1 «
Næste anmeldelse
» Livvagterne (1. sæson) »


Filmanmeldelser