Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Sauna (85 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 22/11 2009, 17:39 af Kim Toft Hansen

Grænser trækkes – og brydes ned


Grænser trækkes – og brydes ned

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Rusland og Sverige var i krig i slutningen af 1500-tallet i en voldsom krig mod hinanden. I 1595 sluttede krigen, og grænserne skulle på ny trækkes op – hvilket vel at mærke var i en tid, hvor det nuværende finske rige var en del af det svenske kongedømme. For at denne grænsedragning skulle gå rigtigt til, sendte Sverige og Rusland en samlet kommission ud, der skulle trække korrekte tråde gennem landskabet. Kommissionen deltes op i mindre grupper, der bestod af lige dele svenske og russiske diplomater og soldater. En gruppe sendtes i nordgående retning for at tegne den øst-vestlige grænse – men vender aldrig tilbage. Hvad der skete på denne tur, handler den finske historiske horror-film Sauna om.

Hovedpersonerne er det finsktalende brødrepar Eerik og Knut, der er udsendinge for den svenske konge. Eerik er en hårdhændet soldat, der tæller sine ofre – og er ved filmens start nået til 73 hoveder. Knut er en geograf og underviser, og er med som kommissionens tekniske pejlemærke. Det er ham, der formår at føre kompasset, så de tegner de rette linjer såvel på kort som i natur. Undervejs støder de ind i et område, som hverken russerne eller finnerne har lyst til at passere igennem, men da de ikke kan blive enige om, hvem området skal tilfalde, er de nødt til at gå lige igennem – for der skal linjen gå. Passagen viser sig at føre dem direkte ind i et tåget og besværligt sumpområde, hvor både kompasnål og almindelige sanseorganer slår fejl.

Der begynder derfor at ske ting, som ingen af de implicerede parter havde forudset – og den by, der befinder sig i midten af sumpen er således kun yderligere forplumring af de forvirrede rejsende. Byen er i sin tid grundlagt af munke pga. en særlig sauna, der befinder sig uden for byen – saunaen, der lægger navn til filmen. Ved indgangen i denne sump og mødet med denne by ændrer filmen således karakter. Indtil nu har den langt hen ad vejen haft et udtryk, som vi momentvist genkender fra det historiske drama, selvom der ikke er historisk belæg for meget andet end krigen og grænsedragningen. Filmen forsøger derfor på ingen måde på at være en historisk fortælling, men udtrykket, som filmen nu vender sig mod, er nu i stedet en gennemført – og velkoreograferet – gyserfilm med fokus på en lang række uforklarlige elementer.

Det kan lyde overraskende som sammenligningsgrundlag, men den første instruktør, der kommer i tankerne i forbindelse med Sauna, er den russiske mesterinstruktør Andrei Tarkovsky. Det er ikke så meget i stilen, for Sauna hverken forsøger på eller kan leve op til Tarkovskys cinematografi. Men fortællestilen, der overlader mangt og meget til seeren selv, og ikke mindst fortællerens – i vores tilfælde her kameraets – positionering minder meget om fx Tarkovskys Stalker. Fortællingen om at begive sig ind i et område, hvor tingene ophæver den almindelige sunde fornuft og dømmekraft, er i sig selv fællestræk mellem Stalker og Sauna, men flere gange ’fanger’ Sauna seeren på samme måde: Ved langsomt at bevæge sig ind, hvor det uforklarlige befinder sig, mens filmens karakterer stadig er uden for, er en teknik, som Tarkovsky benyttede sig af i Stalker. I Sauna har det blot en noget anderledes effekt: Det placerer os som seere lige præcist, der hvor det, vi skal være bange for, er. Og det virker…

Sauna er en effektiv gyser, når den sætter sig for at være det. Det er nemlig ikke et gennemgående element, idet den også fokuserer på forholdet mellem de to brødre, der udvikler sig undervejs – ikke mindst i mødet med det, de ser i sumpen. Det etablerer en særdeles effektiv vekselvirkning mellem velspillet karakterdrama og teknisk fornemt udført horror, der sender nogle kærlige tanker til den japanske horrorstil. Det er dog ikke slet og ret en indføring af j-horror på finsk grund, for der tilføres elementer af finsk mytologi, ødemarksmelankoli og historisk autencitet (uden at det selvfølgelig skal være historie). Derfor er filmen – måske overraskende – filmisk og fortællemæssigt temmelig interessant, mens den samtidig også sætter ind med de rette gys på de rigtige tidspunkter. Det er oplagt og herligt, at Finland nu er kommet med på den seneste reaccentuering af det alvorlige gyserfilm. Det manglede bare.


Forrige anmeldelse
« Mammut «
Næste anmeldelse
» 30 Rock: Sæson 1 »


Filmanmeldelser