Mest lste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




The Legend of Barney Thompson (92 min.) Købefilm / Universal
Anmeldt 7/6 2016, 15:12 af Torben Rølmer Bille

Den ufrivillige seriemorder


Den ufrivillige seriemorder

Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den skotskfødte skuespiller Robert Carlyle, der nok bedst kendes for sin rolle i Trainspotting og 28 Days Later, har været så frisk at give sig selv i hovedrollen sin instruktørdebut. Filmen deler navn med dens hovedperson - Barney Thompson - en i filmens start meget indebrændt og gnaven herrefrisør, der i løbet af filmen udvikler sig til morder. Ikke fordi han vil, men mest af alt fordi han er meget uheldig med saksen.

Det hele starter med, at Barney - ham som ingen af kunderne i salonen vil klippes af, da han er kronisk gnaven - får at vide, at han er blevet fyret. Det har Barney endog meget svært ved at acceptere, så i det efterfølgende håndgemæng med medejeren af salonen lander hans kollega uheldigvis oven på den saks, Barney holder i hånden. Med udsigten til ikke kun at miste sit job, men potentielt også at komme i spjældet, nu da Barney til og med har et oplagt motiv til at begå mord, forsøger han at skaffe liget af vejen. Det er bare ikke helt så nemt, som man skulle tro.

Ud over at skulle bøvle med et lig, der – af årsager som ikke skal afsløres her – pludselig bliver til flere, så har Barney også problemer med sin dominerende mor. Hun spilles af en højtråbende, skotsk-dialekt-snakkende, næsten uigenkendeligt-gammelkone-sminket Emma Thompson, der hele tiden vil have, at sønnen gør hende tjenester. F.eks. kræver hun, at sønnen kører hende og veninderne til banko, selv om Barney har et lig i bagagerummet, som han meget gerne vil af med. Til gengæld skal det vise sig, at mutter måske er endnu bedre end sin søn til at håndtere og bortskaffe lig.

Som man nok kan regne ud, er Barney Thompson en virkelig sort komedie om en mand, der tilfældigt begår et mord, og som herefter desperat havner i nogle situationer, som er både vilde og vandvittige. Filmen baseret på en roman The Long Midnight of Barney Thompson af den meget produktive Douglas Lindsay, som skriver både regulære kriminalromaner, gysere, satire. Der findes hele syv romaner på engelsk om den indebrændte skotske frisør.

Hvorvidt flere af bøgerne bliver filmatiseret er dog et godt spørgsmål, for selv om Barney Thompson er en ganske veloplagt filmfortælling, der byder på en række fine karikerede figurer og en masse gode skuespillere, så er det også en historie, der sikkert virker langt bedre i romanform, end den gør i levende billeder. Ofte er man langt mere villig til at acceptere visse narrative elementer, når de foreligger på skrift, frem for i levende billeder. I dette tilfælde handler det især om, at det kan være svært at acceptere de utroligt inkompetente strømere, der efterforsker mordsagerne, og så handler det også om, at man skal kunne acceptere, hvor heldig hovedpersonen alt for ofte er.

Kapellet er udmærket klar over, at filmen om Barney Thompson ikke just indskriver sig i en realistisk tradition, men derimod en satirisk, komisk en af slagsen. Så er man villig til at gå lidt på kompromis med de kausale brister, som optræder undervejs, er det sagtens en film, man kan nyde for de meget fine skuespilpræstationer. Især tænkes her på Emma Thompsons skingervulgære udgave af Barneys mor, der med en vild Glasgow-accent skruer helt op for excentriciteten.

Det er også en film, der ved første gennemkig er ganske morsom, for det lykkes debutinstruktøren at få fortalt en historie, som både er sjov og virkelig langt ude, men det kræver helt bestemt, at seeren er i stand til at se det sjove i lemlæstede lig, for ikke at grinene skal sætte sig fast i halsen. Der langes ikke kun ud efter systemet, men i bedste skotske stil gøres der også tykt grin med englændere, noget som muligvis også vil virke lidt mærkværdigt på danske seere – med mindre de da som Kapellets skribent arbejder som engelskundervisere.

Alt i alt er Barney Thompson en glimrende instruktørdebut for Robert Carlyle, der samtidig får sat en tyk streg sine hans skotske rødder. Det er i den forbindelse ganske svært at se filmen uden undertekster, med mindre man altså er vældig god til den særlige dialekt fra Glasgow. Filmen er satirisk og sort, men det er desværre som om der mangler et eller andet udefinerbart, der ville gøre, at dette blev en film, som fik en nærmest øjeblikkelig kultstatus. Hvad dette helt præcist er, kan kapellet desværre ikke præcisere, men tag og se filmen, og send os gerne dit bud på, hvad det er som filmen mangler.


Forrige anmeldelse
« Joy «
Nste anmeldelse
» Fargo – Year two »


Filmanmeldelser