Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Juletestamentet (341 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 21/10 2009, 17:03 af Kim Toft Hansen

Julen dekonstrueret


Julen dekonstrueret

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Man skulle jo rent faktisk tro, at en julekalender – og så allerede i midten af oktober – burde hensætte én i en stemning af glinsende klejner, pebernødder og brændte mandler. Det er nærmest et særligt genkendeligt tegn i enhver julekalender, at julen på en eller anden måde er truet og derfor skal reddes. Det er dog måske mest et velkendt infantilt præg i børnenes julekalender, hvor hjerte og store følelser siver ind som et åg af smeltet skumfidus. I den beslægtede – men alligevel ofte nærmest omvendte – voksenjulekalender er det nemlig sjældent tilfældet. Igen i år er flere af disse klar til genudsendelse, og her kaster vi et blik på Juletestamentet fra 1995 – et radikalt modspil til julens søde eftersmag.

Plottet er i og for sig ganske simpelt. Tre brødre, der ikke har set hinanden siden deres mor døde for otte år siden, tager til en øde hytte på landet, hvor de skal mødes for at dele arven fra deres afdøde far. Det ene par ankommer til tiden, fordi de hurtigt vil have det hele overstået. Det andet par ankommer næsten samtidig, men viser – på bare disse få sekunder – at være en direkte modsætning til den anden familie: Her mødes en (tilsyneladende) hardcore forretningsmand og en naturelsker hinanden uden meget at snakke om, udover at de er trætte af, at den tredje bror – som altid – er forsinket. Denne ankommer med en kvinde, der tydeligvis ikke kender ham – hun viser sig også hurtigt at være en prostitueret, som han har snappet op på vejen for at kunne få 2/6 frem for 1/5 af arven.

Med andre ord er pengenes bånd og ikke julens ånd i centrum for disse tre brødre, der ikke har meget til overs for deres far, som forlod dem i en ung alder. Men samtidig er det ikke kun en understregning af hovmod og griskhed, hvilket det i allerhøjeste grad er, men det er også en grovkornet, overspillet og ikke mindst stærkt satirisk voksenjulekalender. Det er julen dekonstrueret, vi er vidner til. Det viser sig, at disse tre familier, der aldrig har kendt hinanden, for at kunne modtage arven, tvinges til at tilbringe julemåneden sammen i hytten. Fra gravens dybe stille ro spiller deres far dem et puds ved at understrege, at testamentet ikke indfris, hvis bare én af de seks forlader hytten i utide. Hvis ikke dette var seks år før Big Brother, skulle man tro, at dette var en dybsindig parodi på dette.

I stedet handler det om, at deres far har hyret en butler til at varte dem op gennem hele julemåneden, så de sammen kan skabe en tilpas behagelig julestemning. Butleren har dog fået til opgave at stille krav til deres niveau af hygge, så de undervejs betvinges til at lege julelege, klippe juleglans og bage julekager. På den måde fremhæver Juletestamentet alle de ting, som vi alle render rundt og gør uden at skænke det den mindste kritiske tanke. På sin vis er det en radikal udstilling af, hvad julen rent faktisk er, nemlig én langt finansiel udmarvning af sagesløse familier, der tror de hygger sig, indtil payoff nås juleaften. Så kan vi igen gå hver til sit – og passe os selv. Julen og hyggen dekonstrueres som den konkurrence, den er, mens vores elskede julelege satiriseres, så de kommer til at betyde det modsatte: noget, vi ikke rigtig gider, men gør, fordi ’de andre’ ser ud til at synes om det.

Juletestamentet holder stadig, og det er ikke mindst på baggrund af den vel- og overspillede ekspressivitet og fint koreograferede slapstickhumor og situationskomik. Samtidig leger den rent stilistisk med flere genre, såsom gyseren og thrilleren undervejs, hvilket skaber veletablerede genreparodier. Tilmed er kalenderen her ud-over-scenekanten-teatralsk, hvilket fremhæver overspillet og de lavkomiske situationer - instruktør Nikolaj Cederholm er da også til daglig sceneinstruktur. Det er undervejs så kalkuleret, at det kammer så behageligt langt over og bliver usvigelig sikker satire. Denne dekonstruktion er dog ikke en opfindelse, Juletestamentet kommer først med, selvom seriens stil og humor i høj grad er ganske gennemført. Satirens kuldkastende sigte genfinder vi allerede i Jul i den gamle trædemølle fra 1990 og i høj grad The Julekalender fra året efter – begge bærer dekonstruktionen helt oppe i titlen.

Idéen om julekalenderen er en skandinavisk idé, der stammer fra Sverige. Ret hurtigt tog DR den til sig i Danmark i løbet af 60’erne, og julekalenderen er nu et fast element i enhver opbyggelighed mod juleaften. Men konceptet om en voksenjulekalender står TV2 Danmark til regnskab for, og netop Jul i den gamle trædemølle var den første. Samlet set er det egentlig ret smukt, at vi som familier sammen kan bygge julen op for børnene om dagen, men efter børnenes sengetid kan vi igen pille det søde klokkespil fra hinanden igen. Måske er det derfor vi kan holde til 24 dage med den søde bismag af alt for mange æbleskiver.


Forrige anmeldelse
« The Duchess «
Næste anmeldelse
» Nu er det ikke sjovt længere »


Filmanmeldelser