Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Zombi 3 (1988) (95 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 3/8 2008, 21:57 af Kim Toft Hansen

Do the zombie stomp!


Do the zombie stomp!

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er få genrer, hvis arnested kan lokaliseres så præcist som zombiefilmen. De levende døde og andre kryb havde selvfølgelig i mange år overrendt jorden, men George A. Romeros Night of the Living Dead skabte i 1968 noget særegent, der til dato ikke er blevet udslettet – celluloidzombier synes at være helt og holdent udødelige.

Samtidig med fødslen af denne genre begynder en instruktør med smag for de kuriøse subgenrer for alvor at røre på sig i Italien, nemlig Lucio Fulci. En bred diversitet præger Fulcis film, men tre typiske genrer fra Italien spiller en stor rolle for Fulci. For det første er det spaghetti-westerns, eksempelvis gennembruddet Massacre Time fra 1966; gialloen, fx den blodige New York Ripper fra 1982; og horrorgenren, fx Rædslernes hotel fra 1981, der er blandt Fulcis bedste. Disse film har gjort Fulci til en kultinstruktør med flair for sleaze af den ”allerværste” skuffe.

Zombi 3 fra 1988 er – som titlen antyder – i kategori med den sidste gruppe film, endvidere selvfølgelig i subgenren zombiefilm. Det er for så vidt en selvstændig film, men af omveje har den fået titlen Zombi 3 – den er i øvrigt kendt som Zombie Flesh Eaters 2 og Zombie: Hell on Earth. Den sidste titel er en egentlig selvstændig titel, mens de to andre titler kræver en forklaring. Fulci instruerede nemlig i 1979 filmen Zombie Flesh Eaters – heraf selvfølgelig titlen Zombie Flesh Eaters 2 til den her omtalte. Men denne var egentlig ment som en opfølger til Romeros Night of the Living Dead, der var blevet temmelig populær i Italien. Af samme grund blev den første Zombie Flesh Eaters kendt som Zombi 2, og heraf følger at den tredje – der jo egentlig blot er den anden – skulle blive nævnt som Zombi 3.

Zombiefilmene deler sig i to hovedgrupper, hvor den ene er de film, der ikke præcist angiver, hvad årsagen til de inficerede, genoplivede og menneskeædende zombier dukker op. De kommer ud af intet, og forsvinder ud i intet – næsten! Det er nemlig nærmest et genretræk, at disse film skal have åbne slutninger. Night of the Living Dead er et godt eksempel på denne første gruppe. Den anden gruppe er zombiefilm, der på en eller anden måde giver en årsag til infektionen – og Zombi 3 er et godt eksempel på dette. Her udspringer hele katastrofen af et amerikansk militærforsøg med et kemikalie, der formentlig er et virus. En terrorist stjæler dette, bliver inficeret, men slipper – heldigvis! – væk. Og så er helvede brudt løs.

Et andet generelt træk, der egentlig mest hidhører kritikken af zombiegenren, er, at disse film er et led i en generel kritik af forbrugersamfundet, der gør mennesker til zombier i forfølgelsen af falske idealer. Om det er rigtigt, er nok en analytisk smagssag, men det er trods alt en plausibel forklaring – filmene opstod også i de økonomisk blomstrende 60’ere, hvor der tillige skabtes en central modstand mod det kapitalistiske samfund – tag eksempelvis Dawn of the Dead, der foregår i et stormagasin.

Men det er da uden tvivl gældende, at denne grundsten, som måske kan have været en medårsag til genrens opståen, ikke bliver ved med at være en del af filmene. De mange zombiefilm, der kommer som en syndflod, er mest af alt produceret ganske simpelt, fordi det er fedt! En række instruktører med lyst til de mørkere – men enormt populære – tolkninger af livets skyggesider dukker op uden kritisk brod. Og denne gruppe hører Fulci zombiefilm nok mest til, med mindre man generelt læser denne analyse ind i hele genren – for det kan man sagtens.

I stedet skal man se Fulcis Zombi 3 – der i øvrigt ukrediteret skulle have Claudio Fragasso og Bruno Mattei som medinstruktører – for de kreative scener og de semioriginale jagtscener, der er så central for genren. Fulci har i de fleste sine film formået at udvide sortimentet af opslidende kampscener, og det gælder også Zombi 3 – mere er der faktisk ikke i det (ud over selvfølgelig de konventionelle halvdårlige skuespillerpræstationer og den dårlige synkronisering). Man skal ikke vente sig dybsindigheder eller store forklaringsmodeller, men man skal i stedet nyde, at vi har endnu en tilgængelig Fulci-film på det danske marked. Den italienske dødsens charme vil ingen ende tage.


Forrige anmeldelse
« Ekko «
Næste anmeldelse
» The Last Legion »


Filmanmeldelser