Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Det store stilehæfte (108 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 8/9 2014, 22:07 af Kim Toft Hansen

Krig og kynisme


Krig og kynisme

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Jeg fik øje på den ungarske instruktør János Szász, da han indspillede Opium, som indeholdt en modig homage til Dreyers Le passion de Jeanne D’Arc (1928). Med en god fornemmelse for en indre spænding og det modsætningsfyldte i psykiatriens og psykologiens væsen fortalte han en nærgående fortælling om en kvindes kamp, som spejlede sig i en psykologens egen. Styrken ved Szász er de komplekse karakterer, der rummer så stærke modsætninger, at vi faktisk både holder af dem, forstår dem, og forkaster dem. Sådan er det også i hans seneste film Det store stilehæfte, der kynisk fortæller om to drenges overlevelseskamp mod slutningen af Anden Verdenskrig.

Tyskernes bombetogter over Ungarns større byer intensiveres mod slutningen af krigen, og manglen på mad bliver større og større. Derfor tager en ængstelig mor sine tvillingebrødre med ud på landet til sin mor, som hun ikke har set i mange år. Bedstemoderen nægter først at tage imod dem, men er nødt til det, da moren uden videre bare går. Opholdet skal sikre deres overlevelse, men livet er ikke let. Inden da har deres far, som er soldat, givet dem en notesbog, hvor han har bedt dem skrive alt ned, de oplever. Denne kobling bliver til en sært refleksiv og kynisk beretning om krigens sidste år i lyset af de oplevelser, som de to (unavngivne!) drenge har.

Visse østeuropæiske fortællestile på film har det med at gå væsentligt mere kynisk til værks, når det handler om krig. Nikita Mikhalkovs Brændt af solen-trilogi eller Elem Klimovs Gå og se (1985) er gode eksempler, men at lægge optikken hos to brødre på 13-14 år gør kun ondt værre. En bedstemor, der kalder dem horeunger, en krig, der ser stort på sine ofres alder, og en hungersnød, der tvinger dem til at gøre grumme ting, er blot nuancer af det, de må gå igennem. Grumt er det, men smukt ser det ud, når det er fotograferet gennem kønt dalende nysne og i et næsten tegneserieagtigt perspektiv fra deres vildtvoksende notesbog.

Den umenneskelighed, som krigen stod for, reflekteres ned i den oplevelse af den, som drengene har. På den ene side viser både drengene og bedstemoren – og faktisk også nazisten (Ulrich Thomsen), der bor ved bedstemorens hus – elementær medfølelse, men dette er fra tid til anden udfordret radikalt af nogle hensynsløse og inhumane gerninger. Jødedeportationen fra byen er det udslagsgivende moment for drengene. Ikke at de nu bliver til helte, der hjælper andre. Nej, omkring dem finder de et rationale for at se sig selv nærmest – og nu selv begynde bruge de metoder, som de ser anvendt. Filmen er baseret på Agota Kristofs romantrilogi, hvor filmen her dækker første del.

Filmen bærer en fornemmelse for poetisk grumhed i detaljen. Scener, der egentlig skulle fremstå utrygge og skræmmende, formuleres smukt og med æstetisk velbehag. Tag scenen, hvor drengene er i byens gader, mens tyskerne bomber falder. I stedet for at spæne i sikkerhed, sætter de sig køligt i den nyfaldne sne. Imens ser vi skygger fra fly og bomber over byen, der som et fugletræk pletter den hvide sne og de kønne bygninger. På den måde er filmen – ligesom hovedpersonerne – hele tiden spændt ud mellem to poler: noget attraktivt og noget frastødende. Derfor er Det store stilehæfte også en film, der sætter sig dybt og nagelfast.

Jánus Szász er også dramatiker, og det kan ses effektivt i det tætte kammerspil, der udspiller sig mellem drengene og bedstemoren. Uden de store tekniske forstyrrelser dvæler filmen ved det stærke modsætningsforhold – og den pudsigt fælles accept af skæbnen. Samtidig er filmen hele tiden suppleret af de mange passager, hvor drengene skriver i deres notesbog, hvor de selv dræber biller og tæller antallet af jødiske ofre for den tyske besættelse. Fascinationen af at dræbe cementeres af deres egen tegneserie af samme – og deres senere drab på en lokal (nærmest et slags omvendt ødipuskompleks gennem savnet på deres mor). Et drab, som filmen på ingen måde forsøger at få os til at tage afstand fra. I stedet synes det at ligge i kortene, at det nok var ok at tage et andet liv.

Der er langt imellem film om Anden Verdenskrig, der tør være så nærgående i en allegorisk skildringen af krig og oplevelsen af gru. Derfor er Det store stilehæfte en af de mest interessante film om Anden Verdenskrig længe. Men jeg har – uden at afsløre for meget – simpelthen svært ved at forstå filmens slutning, der står meget uafsluttet hen. Men måske er det et oplæg til en fortsættelse, fordi filmen kun bygger på en tredjedel af en bogserie. Det ville være lækkert med en fuldent trilogi. Men om det bliver til noget, er stadig uvist. Nyd indtil da denne lille perle af indestængt kynisme – og forklar mig ved lejlighed slutningen.


Forrige anmeldelse
« Nebraska «
Næste anmeldelse
» Sleep Tight »


Filmanmeldelser