Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Double Indemnity (103 min.) Købsfilm / Panvision
Anmeldt 9/8 2009, 23:06 af Kim Toft Hansen

Skyggernes paradis


Skyggernes paradis

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er som at vende tilbage til en gammel ven, jeg ikke har set længe, når jeg får fingrene i en klassisk amerikansk film noir. Jeg træder ind i et velkendt univers, hvor tingene ikke har ændret sig siden sidst, hvor persiennernes sprossede skygge sætter stemningen, der kun lægger op til duften af krudtrøg og billig bourbon. Den moralske akkuratesse, som samtidens amerikanske Hollywood-produktioner til tider stod for, lider i denne sammenhæng et gevaldigt knæk – og hvorfor dette monokrome, etisk gråtonede univers appellerer til mig, må guderne vide. Det er under alle omstændigheder et skyggernes paradis, som fødte nogle af de bedste amerikanske kriminalfilm til dato. Billy Wilders Double Indemnity fra 1944 er en af dem, og den er netop igen ude på dansk dvd.

Denne skyggeverden udspringer af – og bygger i mange tilfælde på – det tyvende århundredes måske mest deprimerende periode, nemlig mellemkrigstiden og den anden verdenskrig. I et forsøg på at bortvriste sig utroværdige kriminalfortællinger, som vi kender dem fra særligt den britiske guldalder, kastede amerikanske forfattere sig ned ad den ene mean street efter den anden med privatdetektiver, forsikringsagenter og femme fatales, som i den grad forplumrede det gyldne moralske (og konservative) samfundsbillede, som krimien ellers kunne stå for. Nu blev detektiven, der alene skulle opklare mordet, også selv part of the nastiness. Det kom der en lang række temmelig gode romaner ud af, og det er disse, der – i løbet af og efter den anden verdenskrig – omsættes til det store lærred.

Det er dog ikke et hvilket som helst sted, filmfolkene henter deres inspiration til disse film. Romanernes stemning udspringer nemlig i høj grad af detektivernes rolle i dette skyggefyldte univers, der i den grad er præget af mangel på fælles moral og anstændighed for den anden, og spørgsmålet var så, hvordan dette kunne udtrykkes på film. Det første middel, som skulle imødekomme flere af romanernes medrivende jeg-fortællere, skulle være en dominerende voice-over – så dominerende, at den siden er blevet karikeret til overflod. Det næste middel, som nok er noirens fineste kendetegn, er de stilistiske midler, som den henter fra primært den tyske filmiske ekspressionisme – særligt stærkt står her Fritz Langs M fra 1931.

Double Indemnity er – med disse elementer in mente – en af de mest kendte og for mange også en af de bedste. Den handler om forsikringsmanden Walter, der i filmens fabelagtige intro sætter sig for at indtale et memo til sin chef – intet mindre end en tilståelse. Dette memo bliver så til filmens voice-over, hvilket – til sammenligning med andre film i stilen – fremstår som en langt mere troværdig fortællerstemme. Filmen har alle de elementer, som udgør noirens kriminalgenre, selvom denne i sig selv er temmelig svær at få hold på. Ikke mindst har vi det skyggefyldte univers, den brogede moral og – sidst men ikke mindst – den inkarnerede femme fatale. Det er dog lidt en skam, at filmen i sin tid – med reference til denne fatale kvinde – fik den danske titel Kvinden uden samvittighed, for det samvittighedsløse spil er ikke klart fra starten. Den forhåndenværende udgivelse har titlen med, men den dominerende titel er Double Indemnity – en reference til sager, der giver dobbelt erstatning i tilfælde af dødsfald.

Filmen er instrueret af en af de store inden for denne genre og andre filmtyper, nemlig Billy Wilder, der utvivlsomt huskes bedst for sin betagende Sunset Boulevard fra 1951. Han allierede sig, da manuskriptet skulle skrives, med en anden af de helt store inden for den litterære del af genren, nemlig Raymond Chandler, der både har skrevet flere centrale hårdkogte krimier og i den grad sat sine spor med sine refleksioner over samme. Det er ham, der leverer ordene down these mean streets a man must go, som er og bliver det centrale diktum for genren: Selvom detektiven er ren som ridderen (som Chandler alluderer i sin The Big Sleep, som i øvrigt også omsættes til endnu et central noir-værk af Howard Hawks) må detektiven også selv blive en del af the nastiness. Romanforlægget til Double Indemnity er hentet hos James M. Cain, der heller ikke er en hvem-som-helst i denne forbindelse – endnu et centralt værk inden for noiren, der også bygger på Cains roman, er her The Postman Always Rings Twice fra 1946. Med andre ord er Double Indemnity et møde mellem tre af de helt store inden for såvel roman noir – som de litterære forlæg er døbt – som film noir.

Meget er sagt om film noir og Double Indemnity, og lidt nyt kryber til overfladen. Men det gør ikke noget, når vi kan træde ind i et kælent dystert og moralsk henkastet univers som dette, hvilket gør, at film noir generelt og Double Indemnity i særdeleshed ikke nødvendigvis bliver nemme film. Når det konservativt bevarende verdensbillede er opgivet, er der kun de dekonstruerede sandheder og den etiske relativisme til overs, og dette er måske en af de vigtigste årsager til, at disse film – og Double Indemnity – stadig holder den dag i dag. Vi kunne have håbet på en ny restaureret version eller berigende ekstramateriale, men det er ikke prioriteret fra udgiveren. Vi må nøjes med denne fremragende film…


Forrige anmeldelse
« How to lose friends and alienat... «
Næste anmeldelse
» Outlander »


Filmanmeldelser