Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




How to lose friends and alienate people (110 min.) Købsfilm / Sandrew Metronome
Anmeldt 5/8 2009, 21:47 af Torben Rølmer Bille

Der er en Pegg til forskel!


Der er en Pegg til forskel!

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den romantiske filmkomedie er ikke en genre, der er overrepræsenteret på kulturkapellets sider. Det til trods for, at det forekommer som om, der bliver udsondret en jævn masse af denne type film hvert år. Men mængden af film gør heldigvis også, at der indimellem bliver skabt film, som i kvalitet og indhold hæver sig over den pudsgrå mængde. Sidst dette lykkedes var i Kevin Smiths Zack and Miri make a porno, og heldigvis sker det igen i den engelsk-amerikanske koproduktion, der bærer den umuligt lange titel How to lose friends and alienate people. Filmen er baseret på Toby Youngs bestseller, som desværre ikke kan bruges som direkte referencepunkt her, idet undertegnede ikke har haft fornøjelsen at læse den.

Filmen starter in medias res, hvor vi finder vores antihelt Sidney Young til en prisuddeling sammen med den superhotte starlet Sophie Maes. Hun har lovet ham hed sex, hvis hun vinder prisen, hun er nomineret for. Kuverten åbnes, hendes navn bliver nævnt, og Sidney begynder at fortælle den nysgerrige seer, hvordan det er gået til, at han er endt i denne fortune situation.

Vi spoler tiden et års tid tilbage, og her er Simon en bidsk, ludfattig redaktør på et ubetydeligt, engelsk undergrunds-sladderblad. Han skyr ingen midler for at komme tæt på de kendte og skrive afslørende artikler om disse. En dag ringer telefonen, men i stedet for at modtage et søgsmål fra den amerikanske mediemogul, han netop har tilsvinet, bliver Sidney headhuntet, og befinder sig pludselig i New Yorks jetsetmiljø. Her må han se i øjnene, at han ikke længere kan holde fast i sine stålsatte principper, der op til nu har været en fast del af hans journalistiske drivkraft, hvis han vil overleve i bladbranchen.

Sidney er både kejtet, kikset og katastrofal i sin timing. Et fint eksempel på sidstnævnte er, da han dukker op til den indledende jobsamtale i en skriggrøn t-shirt med påskriften ”young, dumb & full of cum” – noget der ikke behager ret mange i det politisk korrekte, bonerte newyorkermiljø. Han får hurtigt tildelt en skrivebordsplads ved siden af den unge dame han (uden held, selvfølgeligt) forsøgte at score aftenen forinden. Det skal dog hurtigt vise sig, at Alison Olsen, som hun hedder, ikke alene bliver en trofast samarbejdspartner men også potentielt kærestemateriale.

Simon placeres så i den helt klassiske situation, hvor han på et tidspunkt bliver nødt til at vælge mellem den fyrige, oversexede, ultrapopulære og snotdumme fotomodel og den forsagte, kønne, intelligente kontormus med et hjerte af guld. (Alle, der kender til genren, ved vist godt, hvordan det spænder af?) Heldigvis gives der også rigeligt med plads til andre morsomme karakterer og absurde situationer, så hjerte/smerte-tematikken ikke overdøver komikken.

Det er hovedsagelig takket være et rigtigt godt ensemble af skuespillere, at filmen lykkes. Gillian ”Scully” Anderson indtager rollen som en megaslesk pr-medarbejder, og Jeff Bridges gør det fremragende som direktøren for det hele. Kirsten Dunst synes ikke at have meget svært ved at spille Alison Olsen, der på mange måder er meget lig den, man kender hende for fra Spiderman serien: den søde, forsagte lillepige. Det er dog Simon Pegg, der endnu engang stjæler billedet totalt.

Selv om Pegg måske mest er kendt for sine overdrevne genrefilmspasticher Shaun of the Dead og Hot Fuzz, har han siden tv-serien Spaced vist, at han også behersker den lette, romantiske komedie, senest i 2007 i den knap så vellykkede Run, Fat boy, Run! Pegg hører til de skuespillere, der deler vandene – for enten elsker man ham, eller også kan man ikke udstå ham. How to lose friends and alienate peoples succes afhænger derfor i høj grad, om man tilhører den første eller den anden kategori. Holder man af Pegg, er denne film en, man klart må se – det er ikke et komisk mesterværk, men den er både sjov, underholdende og et velspillet bud på en sød kærestefilm. Kan man derimod ikke lide ham, bør man i stedet kaste sig over den Kevin Smith-film, der blev nævnt i starten.


Forrige anmeldelse
« Rovdyr «
Næste anmeldelse
» Double Indemnity »


Filmanmeldelser