Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




En dødsdømt flygter (97 min.) Købsfilm / Panvision
Anmeldt 1/7 2010, 21:35 af Kim Toft Hansen

Vinden blæser hvor den vil


Vinden blæser hvor den vil

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Robert Bresson kaldte selv sin måde at lave film for cinematographie – at registrere bevægelse. Det fortæller en del om Bressons interesse i filmens visuelle realisme, som kendetegner det, som er blevet omtalt som en minimalistisk stil. Bresson var ikke interesseret i at placere en særlig betydning i det, han ville skildre, men ville i stedet afsøge det visuelles sandhed. En sådan ambition kunne vi godt lade os snyde af, men det er for sig et udtryk for en kunstnerisk ambition, Bresson henter fra sin interesse i malerkunst – billedet skulle kunne tydes som det, der fortælles. En af de film, hvor dette kommer klarest til udtryk, er et af Bressons mest omtalte værker, der på dansk hedder En dødsdømt flygter (1956). Indledningsvist viser filmen en håndskrevet note, der antageligvis er fra Bressons egen hånd, hvor der står: ”Dette er en sand historie. Jeg gengiver den uden skønmaleri” – Bresson ville ikke trække noget ind i billederne, men udelukkende aftvinge billederne deres sandheds- og realismeværdi. En dødsdømt flygter er netop genudgivet på dansk dvd.

En sådan ambition om sandhed og visuel realisme kan selvfølgelig diskuteres – og det er den da også blevet. Det er dog ikke så interessant, eftersom det snarere er det meget selvstændige udtryk, som Bresson – qua sine praktiske refleksioner over filmen som medium – kommer frem til, der er interessant. Fortælleteknisk og stilmæssigt er En dødsdømt flygter et hovedværk, der viser, hvordan Bresson kunne arbejde sikkert inden for en realistisk stil, der vil kunne omtales som filmens svar på Balzac. En metode, som Bresson brugte til at afskære de mange konnotationer, der altid ligger i billeder, om vi vil det eller ej, var at hente ukendte skuespillere ind, hvilket han også gjorde i denne – her spiller den, på dette tidspunkt, ukendte François Leterrier hovedrollen som den dødsdømte modstandsaktivist Fontaine under Anden Verdenskrig. Leterrier skulle senere udvikle sig til en produktiv instruktør, som – efter En dødsdømt flygter – kun spillede en ubetydelig birolle i en senere film.

Tiden er 1943. Fontaine er – på det tidspunkt, vi møder ham – blevet taget til fange af det tyske sikkerhedspoliti i Lyon i Frankrig. Lyon var under krigen kendt for at være et særdeles farligt sted, hvor den berygtede tyske bøddel Klaus Barbie – udmærket skildret i Jagten på Klaus Barbie – gjorde sig gældende. Fontaine tages til fængslet, hvor han låses inde, men finder hurtigt ud af, at han må finde en vej ud – han er med sikkerhed på vej mod en dødsdom. Derfor begynder han at udtænke sin flugt, som er det, filmen generelt fokuserer på. Det er derfor også her, udtrykket minimalisme kommer til sin ret – ikke nok med at Bressons visuelle stil, der holder sig punktfast til længere skud og sigende vinkler frem for vinklende klipninger. Selve fortællingen er tilmed reduceret til et minimum, så Bresson kan fokusere på Fontaines udvikling undervejs. Ved første øjekast vil filmen – og Bresson generelt – fremstå som kedelig, men det er kun indtil, hans særlige evne til at fremhæve en snigende fornemmelse af og i billedet, bliver klar. Trods den meget rolige stil, så opbygger filmen en knugende spænding undervejs.

Den komplette, franske titel på filmen er intet mindre end Un condamné à mort s'est échappé ou le vent souffle où il veut, hvor den første del også er blevet oversat til den danske titel. Den sidste halvdel – ou le vent souffle où il veut – er et citat fra Biblen og betyder noget i retning af eller vinden blæser, hvor den vil. Heri ligger en antydning af en interesse i det religiøse, som også går igen i fortællingen – selvom filmen ikke henter meget kristen tankegang ind, så er en af de vigtigste støtter, Fontaine har, en præst, der også er indsat i fængslet. Men i sig selv er denne undertitel alene en understregning af, hvilke tilfælde, Fontaine er underlagt i sit forsøg på at flygte – det er ikke en selvsikker Clint, der skal flygte fra Alcatraz, men en usikker og tvivlende Fontaine, som vil undslippe sin dødsdom. Om det lykkes, må her forblive i det uvisse.

En dødsdømt flygter er en film, der er nødvendig for enhver, som vil have en forståelse for, hvordan filmisk realisme ser ud. Det er også en film de fleste, der er interesseret i skildringer af Anden Verdenskrig, men billedet af tyskerne og nazisterne er ikke, som man kunne forvente allerede i 1956 – kun et årti efter krigens slutning. Fransk film – særligt de mere etablerede, kunstnerisk interesserede instruktører – var hurtigt til at finde en form, der gjorde skildringerne af krigen troværdig, frem for den meget dualistiske version, vi oftest har set fra den umiddelbare efterkrigstid. Bresson er her ikke interesseret i at vise tyskerne som onde – han vil hellere vise, hvilken effekt fængslingen har på sin hovedperson Fontaine. De virkelige hændelser fra et af Frankrigs krigsmæssige brændpunkter står den dag i dag stadig lysende klart og vedkommende.


Forrige anmeldelse
« Bad Lieutenant – Port of call... «
Næste anmeldelse
» Panserkrydseren Potemkin »


Filmanmeldelser