Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




My name is Bruce (86 min.) Købsfilm / Midget Entertainment
Anmeldt 9/2 2009, 17:13 af Torben Rølmer Bille

Hail to the Bruce, baby!


Hail to the Bruce, baby!

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er vist ikke mange fans af b-film, der ikke kender fænomenet Bruce Campbell. Selvom der er nogle, der måske først har mødt Campbell i rollen som en gammel Elvis Presley i Don Coscarellis Bubba-Ho-tep, så er glansrollen stadig gennembruddet som Ash i Sam Raimis tre Evil Dead film. Det er også indirekte Campbells evner udi bekæmpelse af uddøde og dæmoner, som er udgangspunktet i My Name is Bruce.

Campbells instruktørdebut var no-budget filmen The Man with the Screaming Brain, som samtidig blev udsendt i tegneserieformat af forlaget Dark Horse. Det er også Dark Horses logo, der toner frem, når den nye film starter, og som alene i sine fem første minutter har kostet ligeså meget, som hele den første film.

Campbell har alle dage haft en ironisk bevidsthed om sine evner (eller måske rettere mangel på samme), som ikke kun kommer til udtryk i de film, han medvirker i, men også i hans dokumentarfilm om fankultur Fanalysis og i de to bøger, han har forfattet; If Chins Could Kill og Make Love – the Bruce Campbell Way.

I My Name is Bruce spiller Campbell en ret sørgelig karakter, som tilfældigvis hedder Bruce Campbell, og som tilfældigvis har været med i en lang række b-genrefilm. Da nogle taberagtige post-punk teens skænder en kinesisk kirkegård i den lille by Goldlick, kommer de uforvarent til at vække Guan-di fra sin slummer. Han er en gammel, hævngerrig, kinesisk gud, som ikke blot var sat til at våge gravene for de mange kinesiske arbejdere, der døde under opførelsen af den store amerikanske jernbane, men som tillige er guden for tofu. Indbyggerne i det Goldlick er ikke ovenud tilfredse med, at en to meter høj dæmon hugger hovederne af byens beboere, så de ser sig desperat om efter hjælp.

En af byens teenagere er bizart stor Bruce Campbell-fan, så en aften opsøger han en hamrende fuld, uforskammet og selvhadende Campbell i dennes trailer. Campbell bliver slået ned, smidt i bagagerummet på en bil og kørt til Goldlick. Da Bruce lukkes ud af bagagerummet, præsenteres han som den frelser, de længe har ventet på.

Lige før Campbell skal til at gå helt grassat, kommer han i tanke om, at hans agent har lovet ham en ekstraordinær fødselsdagsgave; noget som han aldrig havde drømt om i sin vildeste fantasi. Da han hører byboernes fortælling, tror han naturligvis, han er med i et elaborert rollespil, kreeret udelukkende til hans ære - så Bruce begynder at lege med og fylder de godtroende folk med en masse varm luft, en række slet omskrevne filmcitater og en gennemført overdreven arrogance, som naturligvis varer lige indtil, at han pludselig står ansigt til ansigt med Guan-di.

My Name is Bruce er ikke en milepæl rent filmhistorisk set, men den giver Bruce Campbell en virkelig god platform til at markedsføre sig selv videre på. Nu kunne det måske lyde meget negativt, men det bør slet ikke opfattes sådan, for det er faktisk meget svært at overdosere på Bruce Campbell. Det er naturligvis enormt plat, når der er skrevet scorereplikker som ”And if you’re lucky, a little bit later, I’ll let you play with my boom-stick” ind i filmen, men for alle aficionados er det altså ubetaleligt morsomt.

Sam Raimi har i et gammelt interview udtalt, at måden, han fik Bruce til at se så vanvittig ud i Evil Dead, var ved umiddelbart før optagelse at daske til ham med en lang pind. Når Bruce så blev komplet irriteret, hysteisk og frustreret, begyndte Sam at optage. Hvorvidt Campbell selv har taget denne metode til sig, skal være usagt, men det forholder sig sikkert ikke sådan, for My Name is Bruce er primært en film, der virker som om, den har været rigtigt sjov at lave for alle medvirkende.

Bruces replikker, beslutninger og handlinger er konsekvent helt ude i hampen, og han får heldigvis også mulighed for at vise, hvor god en fysisk komiker han er. Filmen er sjov hele vejen igennem, og så prøver den på ingen måde at hamle op med Evil Dead – den vil hellere lave sjov med hele b-films miljøet, kulten omkring Campbell og ikke mindst med manden, der har tildelt sig selv både instruktørposten og den altoverskyggende hovedrolle.


Forrige anmeldelse
« Modelmordene «
Næste anmeldelse
» Shine a Light »


Filmanmeldelser