Mest lste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




The Angels’ Share (101 min.) Købsfilm / Midget Entertainment
Anmeldt 10/10 2013, 15:10 af Kim Toft Hansen

Livets vand, livets film


Livets vand, livets film

Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den engelske instruktør Ken Loach har bevaret en helt særlig kerne i sin socialrealistiske filmstil. En kerne, som særligt udtrykkes gennem nærgående portrætter af samfundets nederste klasser i et nænsomt møde med humor. Humoren i Loachs kradse realisme gør hans film udholdelige. Uden grin og glæde undervejs ville den mistrøstighed, han viser, ikke være til at holde til. Stædigt gennem fire årtier har Loach med dyb forståelse udfrittet det britiske samfund for de strukturelle uligheder, der rammer de fattigste hårdest. Det bliver sjældent til belærende film, men netop til film, der viser, hvordan samfundet reelt ser ud. Også for de, der måske ikke skulle have bemærket det.

Sådan er hans seneste film The Angels’ Share i nogen grad. Men selvom Loach er blevet krediteret for kompromisløs at afvige fra stærke genreformer, så er dette faktisk en af Loachs mest genrevante film. Det er en regulær komedie, der desværre vender lidt op og ned på det styrkeforhold, som han vanligvis fastholder. Altså den, hvor socialrealisme disponeres, så humoren indpasses. Nu har humoren fået the upper hand, og derfor svinder hans stærke socialrealisme ind, og filmen bliver til en komedie, der af samme årsag også kommer til at lide under de forudsigeligheder, en helt regulær komedie ofte har. Derfor er The Angels’ Share en lidt for let dans gennem de socialt udsatte.

Men når det så er sagt, så er det en Ken Loach-film. Og særligt filmens førte halvdel viser, at han stadig med relativt simple stilistiske virkemidler kan vise, hvordan samfundsstrukturer producerer ofre – og at det ikke kun er mennesker selv, der træffer valgene. Filmen handler om at få en chance til. Det gør Robbie, der idømmes samfundstjeneste frem for fængsel, fordi han forhåbentligvis kan vælge den ’rette vej’, eftersom han lige er blevet far til en søn. Det viser sig hurtigt at være temmelig svært at bryde det kriminelle mønster, fordi en række nære og fjerne strukturer fastholder ham i en ond spiral. Indtil han opdager den gådefulde, velsmagende whisky.

Filmen handler ligeså meget om glæden ved den skotske nationaldrik, som den handler om Robbies sociale problemer. Whiskyen viser sig, fordi Robbie har en helt særlig næse for de dyre dråber, at give ham – og hans tre venner i arbejdsprøvning – nye muligheder. Filmen gør derved ved whisky lidt det, som Alexander Paynes Sideways (2004) gjorde ved rødvinsdruen pinot noir. Større destillerier har da også spyttet i kassen til filmens budget, og det kan – for de, der ikke er til whisky – måske godt føles lidt påtrængende, at Robbies socialarbejder Harry flere gange skal belære den grønne Robbie om whisky. Men er du selv til whisky, vil du elske det. Er du ikke, kan du måske blive det.

Filmens komiske træk tager over undervejs, og den bliver derfor båret tungt af genrens styringsmekanismer. Det vil gøre Loach mere tilgængelig for de fleste, men han kommer næsten til at save den gren over, som han selv sidder på. Ja, Loachs film har altid en humoristisk undertone. Denne bærer altid faren for at komme til at sparke nedad oppefra på de svageste, fordi det er dem, der gøres grin med. Det plejer han at fraholde sig, men han kommer lidt til det i The Angels’ Share, som er nødt til at etablere et par karaktermæssige karikaturer for at få det hele i hus. Alligevel fastholder han fornemmelsen af, at fattigdom ikke nødvendigvis dræber livsgnisten. Kun lidt.

Titlen henviser naturligvis til den del af whiskyen, der forsvinder i forædlingsprocessen. Det, der fordamper, mens væsken lagres på trætønder. I overført betydning er det også en henvisning til samfundets spild, de fattige, der glemmes af det etablerede samfund, den samfundstekniske fordampning. Det kan godt være, at mennesker fødes, lever og dør i al ubemærkethed. Men de opløses til… ja, en engel. Og dermed får Loach presset et religiøst perspektiv ind ad bagdøren på socialrealismen, hvilket ikke er uden fortilfælde hos Loach. I hans film spiller det religiøse dog hovedsageligt en diakonisk rolle. En metafor for socialhjælp. Og således også i The Angels’ Share.


Forrige anmeldelse
« Blodbrødre «
Nste anmeldelse
» Star Trek Into Darkness »


Filmanmeldelser