Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Modelmordene (90 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 9/2 2009, 17:07 af Torben Rølmer Bille

Gedigen giallo


Gedigen giallo

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Måske er det ikke alle, der har det ligesom undertegnede, men det er meget svært ikke automatisk at holde af film, der har Donald Pleasance på rollelisten. Uanset om han spiller med i Polanskis allertidligste kunstfilm, advarer folk i Haddonfield Illinois om Michael Myers’ ankomst, eller for den sags skyld er blevet placeret i en rullestol og tillige er mægtigt interesseret i biller i en 80er film af Argento, så udstrålede Pleasance altid en blanding af bedstefaderlig alvidenhed, autoritet og gedigen hygge. Selv om hans rolle som politikommissær i Modelmordene ganske vist krævede, at han tillagde sig en meget kraftig og ret så fjollet, tyk italiensk/engelsk accent og ikke havde mange gode replikker at arbejde med, så varmer scenerne med ham alligevel.

Det er ikke kun Pleasances tilstedeværelse, der gør Modelmordene seværdig, for filmen er en ganske hæderlig giallo, der dog på intet tidspunkt fører noget nyt til genren, ud over Renée Toft Simonsens tilstedeværelse. Hun spiller en af de mange modeller, der bor på det hotel i Milano, hvor en psykotisk galning også hærger. Morderen har af en eller anden grund set sig sur på en række af byens modeller, men handlingen tager sit egentlige udspring i USA.

Filmens protagonist er parkbetjenten Bob Crane. Da hans tvillingesøster overfaldes på den anden side af jorden, hjemsøges Bob pludselig af en række skrækkelige visioner om forbrydelsen. Han hopper ombord på den første flyver til Italien og styrter hen til hotellet, men frustreres da han ikke finder det mindste bevis for en forbrydelse på søsterens hotelværelse. Bob kontakter derefter det lokale politi, idet han er overbevist om, at hans søster er blevet myrdet. Den godmodige Kommissær Danesi er heldigvis villig til at stole på vores unge helts ret udsyrede fortælling om mystiske syner og telepatiske links mellem tvillinger, så derfor går han med til at assistere Bob i jagten på sandheden.

Modelmordene er en giallo, der på intet tidspunkt bryder den form, der blev lavet, da genren blev født. Selvom moderens sande identitet er lidt af en overraskelse, så ændrer det ikke ved, at der er en lang række logiske brister spredt ud undervejs. Filmen er ej heller så blodig som mange af de øvrige genrefilm fra midt80’ernes Italien – især ikke de som Dario Argento stod for. Til gengæld er personinstruktionen fin og selv Renée Toft Simonsen, der udelukkende er med, fordi hun var en af de hotteste modeller på det tidspunkt, filmen blev til, gør faktisk et fint stykke arbejde. Men hun har også fordelen, at hun rent faktisk spiller en karakter meget lig hende selv. Det er da også hende, der umiddelbart gør filmen lidt mere interessant end mangen anden giallo for et pæredansk publikum.

Filmen har et udmærket tempo, og selvom den naturligvis forfalder til alle tænkelige klicheer omkring modebranchen og ikke mindst alle de klicheer, vi forbinder med psykotiske mordere på film, så er Modelmordene stadig hæderlig. Hvad der derimod er atypisk er, at instruktøren helt tydeligt har valgt at arbejde med reallyd. Mange italienske film bliver stadig den dag i dag konsekvent eftersynkroniseret, men med et par få undtagelser, er det skuespillernes rigtige stemmer, vi hører i Modelmordene. Som vidne til Modelmordene er seeren måske ikke henført til halvanden times åndeløs spænding, og de der kræver blodige excesser vil blive slemt skuffet, men både opklaringsarbejdet og den historie, der ligger til grund for, at modellerne skal og må dø, er interessant nok til at fastholde langt de fleste.


Forrige anmeldelse
« Murder Party «
Næste anmeldelse
» My name is Bruce »


Filmanmeldelser