Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Steppeulven (107 min.) Biografversion / Nordisk Film / Nimbus Film / SF Film (international dist.)
Anmeldt 19/2 2015, 09:55 af Torben Rølmer Bille

Den forbandede kærlighed


Den forbandede kærlighed

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den nye danske portrætfilm Steppeulven handler i sagens natur om den ikoniske Eik Skaløe, der som bekendt tog sit eget liv på grænsen mellem Pakistan og Indien tilbage i 1968, men som desforinden havde oplevet meget mere end mange 25-årige gør i løbet af et helt liv. Dette korte og intense liv er der kommet en særdeles vellykket spillefilm ud af, som til trods for at det lykkes den at skildre mange aspekter af den unge mands liv, primært Eiks til kærlighed og forelskelse i Iben som fremdriftselement og omdrejningspunkt.

Det var interessant at opleve filmen, især efter for nyligt at have læst og rost Breve fra vejen af rågummisåler, som er Eiks søsters samling af breve sendt fra den unge mand til hans forældre. Dette tætte forhold som Eik havde til sin far, søster og især moderen er noget nedtonet i filmen, da dens fokus i stedet er rettet mod det tumultariske kærlighedsforhold til Iben, datter af den landskendte forfatter Halfan Rasmussen. Et forhold der bestemt ikke var uden problemer.

Filmen åbner med en afkræftet, afmagret Eik, der slæber sig afsted gennem et øde ørkenlandskab. Dette er sikkert valgt ud fra bevidstheden om, at langt de fleste blandt publikum udmærket godt er klar over, hvordan hans liv sluttede. Det giver også et nærmest perfekt oplæg til filmens centrale, lange flashbackhistorie, hvor Eiks liv ganske konkret får lov til at udfolde sig for hans – og vore - øjne en sidste gang.

Det starter og slutter da også med Iben. Da vi møder den purunge Eik tæves han af ordensmagten for at have sat propagandaplakater mod atomvåben op i København. I detentionen møder han en anden aktivist og dennes kæreste Iben. De to bliver hurtigt tiltrukket af hinanden, men eftersom aktivistmiljøet i midten af tresserne havde paroler, der kundgjorde et opgør mod de traditionelle, småborgerlige værdier, er det nærmest umuligt for Eik at danne fast par med hende, selv om det på det kraftigste antydes, at det er lige præcis det, han ønsker. ”Du kan ikke eje mig”, siger hun til ham, og det ved han godt, selv om det er smerteligt.

Eik og Iben bor i et hus i baghaven hos hendes mormor, og rønnen fungerer ikke kun som deres eget tilflugtssted med også som et mødested for andre i aktivistmiljøet. Eik og Iben skilles ufrivilligt, og da de mødes igen, har hun fundet en ny kæreste i Henrik, som er deserteret fra hæren. De tre rejser nu sammen mod Gibraltar i et folkevognsrugbrød, og herrerne konkurrerer indbyrdes om, hvem der kan have sex flest gange med pigen de begge kæmper om.

Henrik ryger ud af billedet og de to tiloversblivende elskende rejser nu videre i Nordafrika og ender efter flere måneder i Athen, hvor de begge for første gang stifter bekendtskab med hash og stoffer, der er langt mere vanedannende på Christian Arnøs selvbestaltede ”Hasrygerhøjskole”. Det er dog ikke stofferme, der får deres forhold sat på prøve, det er derimod den graviditet som pludselig er en realitet. Et barn som Eik ønsker, men som Iben ikke vil beholde.

Hvad der startede som en drøm om frihed og alternative måder at opleve verden og virkeligheden på, vendes pludseligt til en fortælling om en personlig nedtur, der mærker alle involverede, ikke mindst Eik og Iben. De glider af forskellige grunde fra hinanden og til trods for at Eik også søsætter flere projekter, så kuldsejler de fleste af disse, med undtagelse af det ene som han, ifølge sig selv ”vil følge helt til dørs”. Dette projekt er dannelsen af rockbandet Steppeulvene, udgivelsen af en af dansk musiks mest toneangivende LP’ere Hip og successen i kølvandet på denne.

Filmen åbner med en tekst, der informerer om, at dette er en film, der er ”fri fantasi baseret på virkelige hændelser”. På denne måde forsøger filmen netop at undgå diskussionen om, hvorvidt filmen vrider sin virkelighed alt for meget i dramaets hellige navn. Filmen er til trods for biografiske unøjagtigheder en ganske seværdig kærlighedshistorie, der samtidig søger at gengive et portræt af en ung, kompromisløs idealist og ikke mindst en tid, der måske var en anelse mere naiv og uskyldig, end den verden vi lever i nu.

Der er sikkert de, der vil klantre filmen for indirekte at påstå, at det var Ibens mange afvisninger af Eik der til sidst drev ham mod sin alt for unge død, men som han selv skriver i sit selvmordsbrev: ” No one is to blame except the cruel person inside of me – Forgive me”, hvilket også er det credo, filmen slutter med. Det er en velfortalt film, der oplagt - og med både stor humor og gode nærbilleder - fortæller et stykke danmarkshistorie filtreret gennem en enkelt, ung mands optik, og derfor vil det være en film, der forhåbentlig både rammer et bredt publikum og en masse undervisere i enten dansk, musik, historie, mediefag eller samfundsfag, som med god samvittighed kan tage deres elever med ind i biografen og sammen få en god, dansk filmoplevelse.


Forrige anmeldelse
« What we do in the Shadows «
Næste anmeldelse
» Bad Neighbours »


Filmanmeldelser