Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




The Strangers (86 min.) Købsfilm / Sandrew Metronome
Anmeldt 21/3 2009, 14:08 af Torben Rølmer Bille

Banke, banke på…


Banke, banke på…

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

I det noget sparsomme ekstramateriale til filmen The Strangers definerer filmens instruktør selv sit værk som tilhørende genren ”terror film”. Til forskel fra den traditionelle gyserfilm er her tale om en film, der forsøger at skabe en konstant følelse af fortvivlelse og frygt, i stedet for at satse på de hurtige gys og chokeffekter. Det er meget muligt, at dette har været hensigten med filmen, men for de der er ganske velbevandrede i gysergenren, så tilføjer The Strangers desværre ikke noget nyt.

The Strangers er en klassisk home-invasion film med rødder i film som Last House on the Left, House on the Edge of the Park, Ils og Michael Hannekes mesterlige Funny Games. Filmen slår helt fra starten sin melankolske og trøstesløse tone an: Et ungt par er på vej til et sommerhus, som ligger langt inde i skoven. Han har friet til hende, men hun har afslået tilbuddet, så derfor ligger de rosenblade, han forinden har strøet omkring i huset, og visner lidt hurtigere end ellers. De to taler knapt nok sammen, og han beslutter sig for at drikke den afkølede champagne alene og synke ned i selvmedlidenhed, mens hun ryger cigaretter og stille begræder deres ellers så lykkelige forhold, som pludselig er kommet på en usædvanlig hård prøve. Det banker på døren!

Udenfor står en forsagt pige i skyggerne og vil vide om Abigail er hjemme. De svarer hende, at hun må være gået forkert, men inden længe er pigen tilbage, og med sig har hun et par af sine venner, der iklædt udtryksløse masker langsomt men sikkert begynder at være mere og mere pågående. Parret kan se og høre de fremmede luske rundt om huset. De ser dem stå stille på græsplænen foran huset, og i næste nu er de forsvundet. Mobiltelefoner forsvinder. Bilen punkteres. Og inden længe er scenen sat til et voldeligt opgør mellem de fremmede og parret.

Selv om The Strangers skal have kredit for at være så enkel i sin handling som overhovedet muligt, er den samtidig en film, som er meget svær at leve sig ind i, endsige finde noget overraskende i. Hvor såvel Ils og Funny Games skabte sympatiske karakterer, som man kunne relatere til, og som man faktisk til det sidste håbede på ville undgå den kranke skæbne, som de indtrængende psykopater havde udset, at de skulle lide, så udmærker The Strangers sig ved at skildre sine to centrale protagonister som nærmest handlingslammede, enormt naive og ikke mindst i stand til at levere dialogstykker, der kun meget få steder kommer til at fungere.

Liv Tyler, der spiller den unge kvinde, virker filmen igennem sært apatisk stenet og bestiller i filmens afsluttende tyve minutter stort set ikke andet end at græde og skrige. Hendes kæreste (Scott Speedman) synes også at slås voldsomt med sin rolle. Slutresultatet bliver derfor, at man aldrig kommer helt ind under huden på parret, og derfor også bliver lidt ligeglad med, om de overlever eller ej.

Lydsiden derimod er upåklagelig lækkert skruet sammen. Hvis man har mulighed for at skrue godt op for surrounden i stuen, bliver lydtapetet næsten den bedste ”skuespiller” i filmen. For i og med at de maskerede tosser sniger sig rundt om det øde sommerhus, så laver de lyde, vælter ting og banker på dørene i sådan en grad, at man som tilskuer føler, at man er placeret midt inde i huset sammen med vore realitetsfornægtende hovedpersoner.

The Strangers kan muligvis godt have en vis appel, især hvis man ikke kender en eneste af de film, der blev nævnt i starten. I så fald kan man godt vælge at krybe sammen foran flimmeren med kæresten. Men kender man til de førnævnte film, så er de alle klart at foretrække, både fordi de byder på bedre ensemblespil, flere originale visuelle påfund og generelt bare er en hel del mere uhyggelige, end The Strangers i sidste ende formår at blive.


Forrige anmeldelse
« The Rage «
Næste anmeldelse
» Isfugle »


Filmanmeldelser