Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Ekko (80 +136 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 2/8 2008, 10:08 af Kim Toft Hansen

Koreansk genklang


Koreansk genklang

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Man bliver overrasket af Anders Morgenthaler. Talentens adspredthed sker fyldest, snarere end at han forfølger det humoristiske spor, som han især er blevet populær på. Ekko viser i hvor høj grad, Morgenthaler formår at beskrive det eksistentielle og de heri liggende dramatiske knudepunkter. Men det betyder ikke, at humoren udebliver; snarere bliver humoren en forudsætning i Ekko, der på ingen måde – kun – er en psykologisk thriller, som den er blevet genreangivet. Hvor Morgenthalers forrige tegnefilm Princess var imponerende flot, men fortalte en lidt uudholdelig moralsk fortælling, så formår Ekko at holde moralen i ave til fordel for – alt andet end tendentielt – stykke dansk film, der ikke ligner noget, vi hidtil har set.

Det er synd, at beskrivelsen på dvd-udgivelsen giver filmens plot væk, for der går et stykke tid, inden man (helt) får fat i sammenhængen – man aner selvfølgelig, at noget er galt. Den første halvtimes tid holdes man hen i en uvished om, hvorfor far og søn rent faktisk er draget ”på ferie”. Samtidig er det derfor også lidt en skam, at filmen selv ikke kan holde informationen tilbage lidt længere – uvisheden er filmens styrke. Havde filmen kunne holde endnu længere, inden vi får sammenhængen at vide – men det er et minimalt problem i generelt gedigen, gennemarbejdet film. Jeg kan derfor kun være enig med denne sides bioanmeldelse i, at det ikke er en film, man slipper med det samme.

Og det er der primært to årsager til.

For det første er det en genremæssigt yderst kompleks film, der indfører tvist ganske enkelt ved at ændre genrevalg undervejs. Der er fra starten helt tydelige spor fra thrilleren og gyseren, selv spøgelsesfilmen er rørt ind i muljen. Samtidig har vi det eksistentielle drama, der er filmens helt centrale omdrejningspunkt, hvorudfra afstikkerne – rent stilistisk – kan sendes ud.

Eksistentialismen bliver til en platform, som resten kan basere sig på, og det betyder, at filmen hele tiden formår at holde et fast fundament under de øvrige genresonder, der bliver sendt ud. Ikke nok med det! For man kunne frygte, at dramaet ville være et tungsindigt tilsnit til filmisk skæbnedrama, men undervejs er de dramatiske spor krydret med humorfyldte indslag, der – uden øvrig sammenligning – bringer mindelser om Roberto Benignis Livet er smukt, der også forsøger at holde barnets viden på afstand af de virkelige hændelser. På samme måde som Livet er smukt er Ekko fortalt i børnehøjde det meste af tiden, for det er tydeligt, at faderen er mervidende end sønnike og seeren. Vi følger plottets udvikling fra sønnens synsvinkel.

Alt i alt giver dette et sammensurium af genrer og dramatiske vendepunkter, som kan lyde vildledende, men Ekko er en film, der i stedet giver et helhedsindtryk – som var disse genrer født til symbiose. Det betyder samtidig, at filmen bliver yderst karakterbundet, og filmens fortjeneste skal her særligt tilskrives Kim Bodnia og Villads Milthers Fritsche, der som far og søn formår at fylde de krævende roller ud – sammen og hver for sig.

For det andet er Ekko samtidig en dansk homage til centrale koreanske eksistentielle dramaer, hvilket især kommer til udtryk i filmens ekstramateriale, der – ganske overraskende – er filmens første klipning på ikke mindre end 136 minutter (den er mere end et ’ekko’, for bioudgaven varer kun 80). Selvom den endelige udgave formår at trække tempoet ned, så de eksistentielle komponenter ikke undertvinges en plottyngde, så sætter den første klipning endnu mere fokus på det poetiskes mulighed for at fortælle mere, end handling og ord kan.

Det er særligt her – som også Morgenthaler selv skriver i sin introduktion til den første klipning – den koreanske tangent stråler frem. Koreansk film er kendt for sit – inden for asiatisk film og generelt – originale fokus på det menneskelige og det poetiske, trods det også findes i både japansk og kinesisk film (den japanske gyser formår at tviste de kendte plots med eksistensdramaer, mens de modernitetskritiske kinesiske film gør det samme).

Særligt springer Kim Ki-duk i tankerne som inspiration til Ekko, og dette dobbeltspor – som er så centralt hos Ki-duk – af poesi og eksistens inkorporerer Morgenthaler på tiltalende vis, og det kommer også i høj grad til udtryk i bioudgaven af filmen – på trods af at det selvfølgelig er det, der lider under, at filmen er relativt kort. Derfor kan det måske endda være en akilleshæl, at udgivelsen inkluderer den lange version, idet man her får øje på ”det, der mangler”. Samtidig er det jo nok tvivlsomt, om der er andre end nørdede filmbuffs, der vil nyde denne ”ekstra” film, for det er næsten en anden film med mange nye og udbyggede scener – centrale kameraindstillinger ændrer endda betydning heri.

Men for dem, der kan nøjes, er Ekko i sit endelige format en sporsættende oplevelse – en af dem, der er langt imellem.

Læs også Torben Rølmer Billes bioanmeldelse af Ekko.


Forrige anmeldelse
« X- Files – I Want to Believe «
Næste anmeldelse
» Zombi 3 (1988) »


Filmanmeldelser