Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




TRO (81 min.) Biograffilm / Fenris Film
Anmeldt 29/3 2018, 18:15 af Ove Christensen

Jeg er den, jeg er!


Jeg er den, jeg er!

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Troen spiller en stor og tilsyneladende stigende rolle i vores samfund. Siden religionskritikkens storhedstid i 1800tallet og med forskellig styrke op gennem 1900tallet, så ser det ud til, at der er kommet en øget forståelse for tro og religiøsitet i de senere år.

Immigration har i Danmark formentlig været en medvirkende årsag til, at der er kommet et voksende fokus på tro og religiøsitet. For det første er der en del immigranter, der synligt markerer et trosforhold. For det andet er der nogle, der har reageret mod en svækkelse af deres tros (Kristendom) selvfølgelighed og uantastethed i lyset af andre tydelige trosretninger. Så kan det for det tredje også være en reaktion mod tidens svækkelse af meningsgivende narrativer i en senmoderne kultur.

Uanset hvad er der noget, der tyder på, at flere forholder sig eksplicit til deres religiøsitet.

Jeg ved ikke, om det er noget af dette, der har fået Jens Loftager til at lave filmen TRO (med versaler), men den falder fint i tråd med en generelt kulturel tendens. Og Loftager vil gerne sætte fokus på, hvad tro - og Gud - så er for nogle størrelser. Hvad kan religion betyde for os i dag i dag?

“I TRO skaber to vidt forskellige billeder af religiøs tro en kontrastfuld og tankevækkende helhed”, hedder det i pressematerialet. De to vidt forskellige billeder henviser konkret til en dansk folkekirkepræsts konfirmationsforberedelse med en 8. klasse og en gruppe japanere, der var med i sekten AUM, der stod bag giftattentatet i Tokyos undergrundsbane i 1995.

De tre japanere, vi følger, fandt alle en vis trøst og mening i AUM. Da de var i konfirmationsalderen følte de behov for et tilhørsforhold, da de alle var udfordrede i deres liv på den ene eller anden måde. Den faste tro i AUM gav dem et holdepunkt, som i en eller anden forstand gjorde, at de var fri for selv at forholde sig til deres liv og virkelighed. Religionen blev en slags dispensation for selvet og for den enkeltes identitet. Den ene fortæller ligefrem, hvordan hun skulle lade være med at kigge på den natur, hun var omgivet af, da hun skulle hellige sig troen. Tro blev en slags erstatning for liv.

De tre japanere har efterfølgende følt et stort meningstab, da det viste sig, at AUM også kunne give anledning til en så frygtelig terrorhandling, som var tilfældet med giftangrebet i 1995. Så i nutiden følger vi dem på en slags pilgrimsrejse til Fujibjerget, hvor de endelig kan sone deres brøde, og vi hører deres refleksioner, som peger på, at det må være op til den enkelte, hvad Gud er for dem. Man må som individ forholde sig til Gud ved at forholde sig til sig selv og sine værdier. Dette er de hver især kommet frem til.

Dette matcher fuldstændig den konfirmationsforberedelse, vi følger. Her forbereder en præst de kommende konfirmander til at tro på sig selv. Han fortæller dem, at Gud ikke er en fast væren, der kan give svar på de store spørgsmål. Gud kan ikke give en mening med livet. Det er helt op til den enkelte at finde meningen med livet - og ville de gode. Kærlighedsbudskabet om, at man skal elske sin fjende, er dog i en forstand absolut, da det er det, der giver adgang til, at livet opretholdes. Man modtager kærlighed og giver den videre i en cirkelslutning, der opretholder menneskeligheden - og menneskeligværdigheden.

Kun ved at Gud ikke er givet, men netop kun kan sige: ’Jeg er den, jeg er’, må vi selv stå til ansvar for vore handlinger. Gud leverer ingen facit - men er en tomhed. “I enhver religion ligger der et voldspotentiale, det gør der faktisk også i Kristendommen”, siger vores gennemgående præst til de kommende konfirmander. Han henviser til, at den kristne kirke har haft meget magt og ”lavet meget lort”, som han udtrykker det. Derfor er det godt, at den danske folkekirke nu er magtesløs.

”Kristendommen er regelløs”, siger han videre, derfor skal den heller ikke have noget magt. Det er op til hin enkelte at fortolke Gud - og dermed sin religiøsitet. Det forsøger præsten at lære de unge ved aldrig at levere svar, men bede dem finde svarene selv gennem refleksioner over deres styrker og svagheder, deres forhold til døden og så videre.

Helt hvordan det passer med kærlighedskravet, forstod jeg ikke på filmen.

Som film er der mange ting, der undrer mig. For det første skifter filmen mellem at være i sort-hvid og farve. Men jeg kan ikke gennemskue noget system - blot en forvirring, eller måske en kunstnerisk effekt? Jeg ved det ikke - men det bliver irriterende som filmen skrider - eller rettere: slæber sig fremad.

For det andet er der noget monologisk over det valgt ‘gode eksempel’ med filmens præst. Han taler og taler i et væk, og det kan godt være, at han ikke vil give svar, men lade eleverne selv reflektere over de store spørgsmål, men alligevel udfylder hans tale så meget af deres samvær i filmen, at han kommer til at modsige den åbenhed over for eleverne, som han prædiker. I enkelte tilfælde er der tilløb til ‘dialog’ med de unge, men den lukker præsten med det samme. Han er ganske enkelt ikke i stand til at lytte til dem.

Det mest interessante ved filmen er faktisk de skriftlige refleksioner, de unge leverer som besvarelser af præstens oplæg til refleksioner, men også her forholder præsten sig blot rosende i forhold til, at besvarelserne er ”virkelig gode”, osv. Refleksionerne bruges ikke dialogisk, hvilket sikkert heller ikke er meningen, da de er de unges dialog med sig selv, der er det centrale. Men hvorfor skal vi så høre præstens fuldstændigt overfladiske ros?

Jeg kan heller ikke finde ud af, hvorfor kontrasten mellem de tre tidligere medlemmer af AUM og en dansk eksistensfilosofisk præst skulle være særligt sigende i forhold til spørgsmålet om religion og religiøsitet. Det forekommer mig at være en mere eller mindre tilfældig modstilling, som jeg stadig leder efter en begrundelse for.

Måske har det noget at gøre med tro som ‘troen på sig selv’ og ‘tro som blind følgeskab’. Her bliver et terrorangreb jo meget håndgribeligt - og samtidig har Loftager så netop ikke peget fingre af Islam. Jeg ved ikke, om det er overvejelsen, men i så fald kunne der være mange andre terror-eksempler at tage fra. Historien - både den fjerne og nære - er fyldt med eksempler på terror udført i en eller anden religions navn.

For mig danner filmens to billeder ikke “en kontrastfuld og tankevækkende helhed”. Den er derimod et alt for langt og overpædagogisk indlæg til forsvar for en bestemt opfattelse af Kristendommen som noget, der angår hin enkelte. Et på mange måder pragmatisk og sympatisk bud på, at vi skal være gode ved hinanden, fordi vi gerne vil være gode ved hinanden. Hvis den Gud, vi dermed skaber os, kan bidrage med det - så er det da nice nok.

Men noget stærkt indlæg i en religionsdebat - eller noget særligt sigende signalement af religiøse kontraster, er det nu ikke.


2272
Forrige anmeldelse
« Pacific Rim Uprising «
Næste anmeldelse
» Ready Player One »


Filmanmeldelser