Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Justice League (121 min.) Biograffilm / Warner Bros. / DC
Anmeldt 22/11 2017, 16:20 af Torben Rølmer Bille

Glasset halvt fuldt


Glasset halvt fuldt

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der har – og med rette – været en hel del kritik af DC’s superheltefilm. Det er som om de ellers så dygtige filmmagere og manuskriptforfattere der arbejder med DC’s figurer ikke helt har fundet den formel som gør mange af Marvels film så utroligt populære. Derfor sætter mange muligvis ens forventninger en anelse ned, før man giver en ny DC-film en chance. Det vil sige, hvis man i det hele taget har lyst til at tage en tur i biografen, efter at have læst eller set mange af de meget negative omtaler som filmene får på nettet allerede inden præmieren.

Der har også været en del murren på nettet og i filmtidsskrifter efter Zack Snyder måtte forlade produktionen grundet datterens selvmord og Josh Whedon i stedet overtog tøjlerne. Han skulle angiveligt have ændret ganske voldsomt på Snyders oprindelige plan. Oven i hatten blev det ligeledes besluttet fra filmstudiet, at filmen skulle skæres ned fra de planlagte 145 minutter til de to timer som er blevet den version der er udsendt i biograferne nu. Rygterne vil vide, at der var kernescener der blev skudt om og at filmen slet ikke var den Snyder og manuskriptforfatterne havde planlagt.

Her på Kapellet mener vi, at der er opstået en grim tendens til at levere ensidige nedsablinger af film før fans selv har fået mulighed for at se dem. Disse omtaler stammer både fra velbetalte anmeldere og fra alle mulige andre personer, der påstår at have en holdning til film og adgang til bredbånd.

Megen af den kritik som udbasuneres virker uberettiget hård og hadsk, hvilket ville svare til at nærværende skrivekarl kunne finde på at skrive at en fyr som Mark Kermode har vildt grimt hår og måske burde tabe sig, i stedet for at tage stilling til hvad manden reelt siger om Justice League, selv om han bestemt ikke holder sig for god til at uddele verbalske tæsk til en film, som han næppe selv ville kunne have lavet bedre. For selv om filmen da har en række problemer, virker det som om Kermode og en masse andre galdespyende, såkaldte kultureksperter alt for ofte glemmer at finde deres indre 13-årige frem, når film som disse skal anmeldes.

Koger man superheltefilm ned til deres grundlæggende essens, så ved vi alle sammen, at de starter med en eller anden form for trussel (oftest en der antager konkret fysisk form) der har potentiale til at udslette hele Jorden, universet eller galaksen. Det skal stoppes. Så enten forsøger en enkelt helt at klare dette selv, ellers må denne alliere sig med andre helte for så til sidst at nedkæmpe dette onde. Hvad der ellers fyldes på er staffage. Variationer over et tema. Det er så dette fyld folk som Kermode tydeligvis kan se sig så vældigt knotten på.

Jovel, Ben Affleck virker muligvis ganske utilpas i rollen som Batman. Indrømmet, filmen er alt for fragmenteret fortalt i starten. Ja, der er tåkrummende dårlige replikker (som eksempelvis da Louis Lane siger ”du lugter godt” til Clark Kent, efter han (spoiler alert!) er blevet bragt til live igen). Alle disse elementer er dog langt fra nok til at gøre Justice League til en frygtelig oplevelse.

Hvis man et kort øjeblik husker på hvad grunden egentlig er til at man holder af film som disse, så fungerer den. Hvis det samtidig lykkes tilskueren at fremmane en tilstand af barnlig naivitet og ufiltreret glæde over at se DCs ikoniske figurer på et stort lærred, så er Justice League langt fra den rædsel, som mange hævder den er. Det er der flere grunde til.

Først og fremmest er det befriende at Justice League har en lidt lettere, mere humoristisk tone end mange af de andre DC film før den. De har haft en kedelig tendens til at være alt for selvhøjtidelige. Humoren skyldes især at ligaen vælger at tage Lynet med på deres hold. Han får lige som Spiderman i Avengers og i Homecoming lov til at være ung og meget kvik i replikken. Lynet er dog langt fra det eneste lyspunkt. Gal Gadot stråler i alle scener hun er med i – hun er ikke kun vildt smuk, hun får Wonder Woman til at fungere og hæve sig betydeligt over en figur, som udsprang af en lidt halvlummer tegneserieforfatters S/M-fantasier. Hun er ikke som hendes tegnede alter ego en slags sekretær for ligaen men en heltinde i sin egen ret – helt på linje med hendes testosteronfyldte kollegaer.

Ud over Lynet er der to ”nye” figurer med i ligaen. Det drejer sig om Aquaman (som får sin egen origin-film senere) og Cyborg, som mange børn sikkert kender fra bl.a. Teen Titans. I den nye film er Cyborg blevet konstrueret med dele fra det rumskib Supermans ankom til jorden i. Det gør at han i filmen både kæmper med sin menneskelighed og som tillige er fremmedgjort overfor sin egen krop, der bogstavligt talt ikke stammer fra Jorden. Selv om disse to helte ikke får så megen skærmtid som de øvrige, er de dog begge interessante på hver deres måde og gør gruppens dynamik bedre.

Der er selvsagt en masse kampe i filmen. I filmens start, da Batman under en jagt på en indbrudstyv pludselig kæmper med en mystisk, flyvende skurk, virker kampscenen rodet og ikke særlig fed. Idet filmen har en aldersgrænse på 11, kunne det være en medvirkende årsag til at nærkampene ikke er voldsomme som tilfældet er, men det kan jo også være Whedons fingeraftryk. Heldigvis er dette ”kampproblem” kun et irriterende i filmens start, for senere i er der actionscener som fungerer langt bedre. En personlig favorit er scenen med amazonkrigerne, der forsøger at forhindre filmens skurk i at få fat i et af de tre mystiske artefakter, som han skal bruge til sine destruktive formål.

Når man samler så mange helte på et sted, så er det selvsagt ikke uproblematisk, for de vil alle gerne have opmærksomhed, samtidig skal der også fortælles den førnævnte historie om en trussel der er så grusom at en enkelt superhelt ikke er nok til at forhindre skurkens hærgen. Denne gang er antagonisten en kæmpestor gut kaldet Steppenwolf. Han er blevet udstyret med en kolonorm økse, har rådighed over en veritabel hær af flyvende zombievæsener og så er han megastærk – alt sammen hvilket er medvirkende til at en helt ikke er nok. Samarbejde skal der til, for at forhindre Steppenwolf i at forandre verden til hans personlige inferno – men det er selvfølgelig også meget svært at få dette samarbejde til at virke for lige som på enhver anden arbejdsplads, er der store egoer der kæmper om at få ret.

Rent personligt kan Kapellets udsendte godt være lidt irriteret over filmens slutning, ikke kun fordi den afsluttende kamp lidt for forudsigelig og lang (med mindre man sammenligner den med Avengers eller en tilfældigt udvalgt Transformers-film) men mere fordi den løses udelukkende fordi den mest irriterende superhelt pludselig dukker op igen. Til gengæld var det fedt at høre ”Darkseids” navn blive nævnt igen, for som alle der holder af superhelte ved, så er der planer om at heltene skal støde ind i ham i en senere film.

Så til trods for sine åbenlyse fejl, lykkes det altså Justice League at være en ganske hæderlig superheltefortælling, der med en spilletid på to timer, heller ikke bliver alt for lang. Den er forventeligt lækkert produceret og Zack Snyders kendetegn: ultra-slowmotion er selvfølgelig også i spil. Den er basalt underholdende, perfekt til en tur i biffen med ungerne og så giver den fans præcis det de kan forvente af en film som denne. Dette altså kun, hvis man kan se glasset som halvt fuldt, i stedet for kun at dvæle ved de problemer filmen selvsagt også byder på.


2201
Forrige anmeldelse
« Ash vs. the Evil Dead s.2 «
Næste anmeldelse
» Westworld – s.1 – The Maze »


Filmanmeldelser