Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Trolls (92 min.) Købefilm / 20th Century Fox Home Entertainment
Anmeldt 16/3 2017, 10:04 af Torben Rølmer Bille

Fra Gjøl til Hollywood


Fra Gjøl til Hollywood

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Da det for et par år siden kom frem at der lå planer om at lave en spillefilm baseret på de populære Gjøl-trolde, virkede det, i denne anmelders optik, som en uendelig dårlig idé. Måske hænger det sammen med at undertegnede selv er barn af 70’erne og derfor vant til at færdes i hjem, hvor disse trolde nærmest var obligatoriske udstillingsgenstande, lidt som porcelænsfigurer fra Bing og Grøndal, eller Hoptimister, for den sags skyld. Det kan også være fordi disse trolde altid har virket lidt mystisk grimme med deres indsunkne ansigter, sorte, blanke øjne, stride hårpragt og en lugt, der mindede lidt om brændt plastik.

Nu er filmen her så og lad det blive sagt med det samme, det er et helt andet positivt møde end barndomshjemmets pyntetrold var det. For ikke kun er der fuldstændig knald på farver, former og figurer, det er også lykkedes animatorerne på Dreamworks at skabe en fortælling, der rummer så tilpas mange morsomme sekvenser, at anmelder tog sig selv i at grine højlydt langt oftere og meget højere end forventet.

Som alle eventyrfilm er det ikke nok med en samling charmerende troldevæsener, der skal selvsagt også være en eller flere modstandere. I Trolls er det Borkerne – en samling store, grimme, monokrome, ulykkelige væsener, som er permanent knotne og hvis eneste chance for at føle lykke er ved at spise en trold. Borkerne har i flere generationer holdt troldene fanget i et bur, som er blevet konstrueret rundt om Troldenes hjemsted - Troldetræet. Hvad Borkerne dog ikke ved, så har troldenes høvding, da filmen starter, lavet en snedig plan for at undgå at blive spist og er flygtet langt væk med alle sine undersåtter.

Handlingen springer herefter mange år frem i tiden og seeren er nu vidne til, at troldene har fundet et nyt hjem i en stor skov. De bruger dagen på at synge, danse og kramme hinanden en gang i timen – for som en af dem siger, hvis de krammede oftere, ville de jo ikke have så meget tid til at danse og synge. De kan bruge deres hår til alt muligt og enkelte af dem er ligefrem i stand til at være stand-ins for diskokugler eller puste glimmer efter andre. Der er dog en trold – kaldet Gren – som ikke har lyst til hverken at synge, danse, lege med glimmer eller feste. Han har i stedet bygget en topsikret bunker i visheden om at Borkerne med sikkerhed vil opspore, indfange og æde alle hans artsfæller.

Grens paranoia, der står i en skærende kontrast til hans festglade, syngende, krammende og dansende artsfæller, skal vise sig at være en berettiget for Borkernes forhenværende chefkok opdager en enorm fest, som høvdingens datter har arrangeret og dermed også troldenes tilholdssted. Det lykkes kokken at få indsamlet stort set alle troldene undtagen Gren og prinsessen. De to tager nu på et syret road-trip tilbage til Borkernes by i et forsøg på at befri deres venner.

Dreamworks leverer som altid varen rent teknisk. Både troldene og den verden de lever i minder om en slags hæklet, quiltet version af et Nintendospil. Det hele er tilsat fremragende musik, som de fleste nok allerede ved er produceret af multitalentet Justin Timberlake. Han lægger i øvrigt stemme til Gren i den amerikanske versionering, der helt klart fortjener at bliver oplevet, hvis man enten har lidt større børn, eller hvis man har lyst til at se en sjov animationsfilm efter de mindste er blevet lagt i seng. Sangene er forrygende, for selv om Can’t stop the feeling måske er det egentlige hit, så har Timberlake omformet og arrangeret en række klassiske popnumre til at passe helt perfekt til denne film.

Indbygget i filmen er der en morale om at forsøge at finde lykken på helt sin egen måde, uden at alderen skal diktere hvordan og det er selvsagt opbyggeligt, men denne gamle traver af et budskab kommer ikke i vejen for en masse veloplagte og morsomme sekvenser med både de nuttede troldevæsner og deres usle arvefjender.

Får man fat i filmen på BluRay er der som altid fra Dreamworks en masse ekstramateriale man kan give sig i kast med, være det en virtuel tur rundt i Troldenes univers, slettede scener eller for den sags skyld interviews og bag-scenerne film – alt sammen noget man selvsagt misser hvis man blot nøjes med at streame filmen på en af de mange nettjenester.

Det kan godt være at Trolls ikke bliver en milepæl indenfor animationsfilmen eller for den sags skyld sørger for at folkene på fabrikken i Gjøl begynder at skovle vognlæs med kontanter ind til deres forretning, men selv om man måske fordomsfuldt kunne mene at det bare var halvanden times reklamefilm for legetøjsprodukter, så er det også en reelt morsom animeret film, der byder på masser af sjov for både små og voksne børn.


Forrige anmeldelse
« Elle «
Næste anmeldelse
» Life »


Filmanmeldelser