Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Whiskey Tango Foxtrot (100 min.) Købefilm / 20th Century Fox Home Entertainment
Anmeldt 10/10 2016, 16:51 af Torben Rølmer Bille

Perfekt balancekunst


Perfekt balancekunst

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er ikke svært at lave krigsfilm. Det er en ganske veldefineret genre, hvad enten man vil fortælle en historie der skildrer krigens rædsler eller en, der fokuserer på de spektakulære og nervepirrende elementer i bomber der eksploderer og modige kampe der vindes mod alle odds. Det er derimod langt sværere at skabe en komedie, hvor man forsøger at finde de morsomme sider ved krig.

Nuvel, film som Tropic Thunder og Dr. Strangelove er jo satiriske og allegoriske film, der ikke foregår i en (f)aktuel krigssituation, mens en film som Good Morning Vietnam i lige så høj grad spiller på patos som på komikken. Der er i skrivende stund kommet en film, der skildrer krigsindsatsen i Afghanistan og men på en helt anden måde end vi ellers er vant til. Whiskey Tango Foxtrot er noget så usædvanligt som et komediedrama der foregår midt i krigens gru.

Filmen er baseret på den biografiske roman The Taliban Shuffle: Strange Days in Afghanistan and Pakistan af Kim Barker. Hun spilles i filmen af Saturday Night Live-veteranen Tina Fey. Filmen er da også produceret af bl.a. Lorne Michaels, der som bekendt er manden bag netop SNL og den giver et helt andet billede af livet i en krigszone end rigtigt mange andre film gør det. Andre krigsfilm fra Afghanistan har ofte fokuseret på enten krigsindsatsen eller i det mindste enkelte soldaters dagligdag, WTF handler om krigskorrespondenternes dagligdag.

Udgangspunktet for WTF er følgende: Kim arbejder som researcher for et amerikansk tv-netværk, der takket være en ny krig i Mellemøsten mangler folk til at dække krigsindsatsen, eller manglen på samme i Afghanistan, en krig der i starten af 2003 ikke længere er vildt aktuel, men som stadig pågår. I et øjebliks letsind og fordi hun keder sig på redaktionen slår Kim til og bliver i løbet af ganske få dage fragtet til et internationalt pressekontor i Kabul. Kort sagt starter det som en klassisk ”fisk-ude-af-vandet”-fortælling.

I Afghanistan opdager Kim efter nogle dages akklimatisering, at pressekorpset for det meste består af fordrukne, sexgale narkomaner, der godt nok arbejder hårdt, men fester mindst dobbelt så hårdt efterfølgende. Hun bliver hurtigt venner med en kvindelig BBC journalist, hvis reportage var en af grundende til at Kim tog af sted i det hele taget. Hun hjælper Kim med at falde til i lejren, men Kim får også tildelt en lokal ”fixer” Fahim, der fungerer både som tolk og som ham der kan skaffe informationer, interviews og nyhedshistorier.

Selv om Kim egentlig har en sød kæreste hjemme i USA, finder hun hurtigt ud af at livet i Afghanistan, uanset hvor meget luften ellers er fyldt med fæcesbakterier, er noget som både er spændende, sjovt og som ikke mindst giver god mening for hende, både som journalist men også som menneske. Hun kaster sig flere gange ud i reportager, uden at kende til farerne der kan være forbundet med det – eksempelvis da hun med et kamera gemt under burkaen sniger sig tæt på en forsamling af mænd, der måske skal til at hænge nogle fanger. Hvor skulle hun da vide fra, at kvinder normalt ikke deltager i den slags ”gadefester”?

Selv om filmen har en meget seriøs undertone, lykkes det hele vejen gennem historien at finde en utrolig fin balance mellem det alvorlige i en krig, som mange mener er formålsløs, lokale stridigheder og ikke mindst komikken. Humoren er allestedsnærværende, mest måske i dialogen og Kims voiceover, men også visuelt. Eksempelvis kan man nævne en sekvens, hvor man følger Kim og hendes team der, efter et tip fra Fahim, bevæger sig ind i et topsikret compound til en højtstående Taliban-leder som ingen har interviewet i over ti år. Man ser bistre bevæbnede vagter stirre olmt efter bilen til tonerne af dyster musik, men umiddelbart før Kim og hendes hold standser og stiger ud, vises et close-up af en AK-47, hvor ejermanden har klistret en lyserød My Little Pony-klistermærke på magasinet. Det tager øjeblikkeligt brodden af situationen.

Filmen er ud over at være komediedrama også en historie om en kvinde, der finder sin rette plads og sig selv, på et meget usandsynligt sted. Filmen kammer dog aldrig over i sentimental patos og tager heller ikke entydigt stilling til hvem der er ven eller fjende i denne ”glemte” krig. Den formår takket være sin satiriske tone og den overbevisende skildring af journalisterne og soldaternes arbejde, at føje et sympatisk lag af menneskelighed til det der i mange medier ellers fremstilles ret entydigt.

WTF er en film, der gør hele tre ting. Først og fremmest får man lyst til at læse Kim Barkers romanforlæg, der forhåbentlig er lige så velskrevet som dialogen i filmen. For det andet oplever man, at man sidde og griner højt af ofte ganske alvorlige eller absurde emner, takket være den meget bramfri, amerikanske tilgang til begivenhederne som filmens hovedperson har. Endelig så giver filmen en sjov men også ganske troværdig skildring af mediernes rolle i det at formidle nyheder fra krigsskuepladser rundt om i verden. Den viser hvor langt nogle vil gå for at få de bedste historier og at der også krigskorrespondenterne imellem udspiller sig en række magtkampe.

Det kan godt være, at der er de der vil mene, at det er dårlig smag at blande humor og krig sammen på denne måde, men her på kapellet mener vi at i denne film afvikles med både et stort hjerte og med virkelig fin sans for at vise en side af krigsskuepladsen, der normalvist ikke fokuseres på. For skal man holde krigen ud så virker det som om at en kulsort galgenhumor (tilsat en massiv mængde stoffer og alkohol) sikkert er ganske gode hjælpere. Sidst men ikke mindst, så lykkes det filmen, gennem det platoniske forhold som Kim hen af vejen får til Fahid, at fortælle en virkelig fin og troværdig romantisk fortælling, der faktisk ender med at være ganske rørende.


Forrige anmeldelse
« The Great Gilly Hopkins «
Næste anmeldelse
» Klanen »


Filmanmeldelser