Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children (127 min.) Biograffilm / 20th Century Fox
Anmeldt 3/10 2016, 19:15 af Torben Rølmer Bille

Trofast, lige indtil det sidste


Trofast, lige indtil det sidste

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er mange af os, som holder af fantastisk litteratur, der har opdaget Ransom Riggs fascinerende bogserie om Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children. Den første roman i serien på tre er en, der øjeblikkeligt henrykker den læser, som samler den op. Selv hvis man blot står i boghandelen med den, virker den appellerende, for Riggs har bygget sin eventyrlige historie op over en række meget bizarre fotografier, som forfatteren delvist selv har fundet, dels har opdaget i andre folks kuriosumsamlinger. Disse bizarre billeder fodrer øjeblikkeligt fantasien og giver en lyst til at opdage fortællingen bag dem.

Da det blev annonceret, at valget var faldet på Tim Burton som instruktøren af filmversionen, kom det næppe som en stor overraskelse, for Hr. Burton har alle dage også været mere end en smule ”peculiar” (da. ejendommelig, mærkværdig). Til gengæld gjorde det også nærværende anmelder ganske frygtsom, eftersom mandens version af Alice i Eventyrland mildest talt var en fiasko i forhold til Lewis Carrolls klassiske roman. Frygtsom, idet Burton i instruktørstolen måske ville skabe endnu en halvhjertet romanfilmatisering. Heldigvis har denne frygt været næsten helt ubegrundet, for filmversionen af Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children er langt mere tro over for originalen med undtagelse af filmens sidste femogtyve minutter.

Når man filmatiserer romaner, er der selvsagt mange ting, man bliver nødt til at gøre anderledes, for at få det drama, der i bogen udelukkende skabes på skrift (og i dette tilfælde med hjælp fra en håndfuld gamle fotografier), til at fungere på film. Heldigvis er filmen endt med at skære en række uvæsentlige bifigurer og handlingsforløb væk (f.eks. hvordan den lokale pub fik sit navn, eller hvordan vores hovedperson lærte at navigere den sump, som man skal igennem for at nå børnehjemmet) og i stedet fokusere på hovedfortællingen og dens figurer.

Som i bogen er hovedpersonen en ung, utilpasset, amerikansk dreng, Jake, der altid har forgudet sin bedstefar. En bedstefar, som fortalte de mest fascinerende fortællinger om sin barndom på et engelsk børnehjem befolket af de mest utrolige børn, der alle havde en eller flere former for unaturlig evne. Her boede bedstefaren efter eget udsagn under størstedelen af Anden Verdenskrig. Da Jake bliver ældre lykkes det omgivelserne at overbevise drengen om, at hans bedstefar bare fortalte historier, som han selv havde digtet. Alle hans historier om frygtelige monstre, der lurede overalt, var tilsyneladende løgn, men da Jakes bedstefar en sen aften ringer og trygler om hjælp, kommer Jake lige akkurat for sent. Bedstefaderen er død, men i nærheden ser Jake et meget stort væsen, med spidse tænder og tentakler ud af munden forsvinde i tågen. Før bedstefaderen dør, kræver han, at Jake opsøger børnehjemmet og Miss Peregrine for at advare hende.

Det lykkes Jake at overbevise både sine forældre og sin psykolog, at det sikkert ville være gavnligt for hans mentale helbred at drage til den lille ø Cairnholm tæt på England, hvor bedstefar påstod at have boet på børnehjemmet. Her kunne Jake selv at få syn for sagen og måske møde den Miss Peregrine, som i sin tid var leder af børnehjemmet, og som Jake fandt et postkort fra, der kun var to år gammelt. Da Jake ankommer til øen sammen med sin far, finder han til sin store skuffelse kun ruinerne af et sønderbombet børnehjem. De fåmælte fiskere i øens eneste by kan fortælle, at børnehjemmet har stået ubeboet hen siden 1943, siden det blev ramt af en bombe kastet fra en tysk flyvemaskine. Jake finder dog ud af, at der måske alligevel er noget, der rør sig i ruinen, men hvilke hemmeligheder øen bærer på, skal man i biografen for selv at opleve.

Filmen er som alle Burtons film gotisk laber og byder på scener, som bestemt ikke er for de allermindste. Det er godt nok en film henvendt til de eventyrlystne og en fortælling, der har en helt klassisk eventyr/fantasystruktur, men den er bestemt ikke egnet for de allermindste, da uhyrerne og de, der styrer dem, kan være decideret mareridtsfremkaldende.

Blandt de fjender, som optræder, er også den skumle Mr. Barron, spillet af Samuel L. Jackson, men selv om undertegnede altid har været glad for skuespilleren, fungerer han ikke godt i denne film. Han bliver lidt for meget en parodi på sin egen figur, overspiller, og mest af alt er det Sam L. Jackson, der forsøger at artikulere med munden fyldt op af et gebis med sylespidse tænder. Derved bliver det replikker, der aldrig formår at bliver virkeligt skræmmende, selv om han nemt må betegnes som filmens hovedskurk. Når skurken ikke kommer til at fungere, underminerer det især filmens dramatiske slutning.

Her kommer en spoiler. De, der ikke har læst bogen endnu, bør nok springe dette afsnit over! For fans af romanen slutter første del med, at Jake og resten af de besynderlige børn sætter efter den tilfangetagne børnehjemsleder. Filmen slutter på en måde, der, så vidt kapellet erfarer, ikke optræder i nogen af bøgerne i serien. Man kan sagtens forstå, at både Burton og Ransom Riggs gerne vil give deres tilskuere en form for finale i stedet for at lade filmen ende med et løfte om en fortsættelse, der måske aldrig kommer, men den virker mest af alt som en påklistret slutning, og som en hyldest til Ray Harryhausen, end en, der er i bogens ånd.

Filmen er dog stadig vældig seværdig på grund af de fantastiske scenerier, de mærkværdige børn og et meget opfindsomt fantasyunivers, der lige som i mange andre klassiske fantasyfortællinger (Narnia, Harry Potter, osv.) er skjult for os ”normale” mennesker, og eksisterer parallelt med vores virkelighed. Til gengæld er skabningerne i Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children utroligt opfindsomme – og løftet nærmest direkte ud af romanen. På samme måde er mødet med omgivelserne på Cairnholm, pubben og børnehjemmet gengivet utroligt godt. Som læser af Riggs’ roman føler man altså, at tonen er ramt, selv om filmen bevæger sig noget mere dynamisk og hastigt frem end romanen.

Så holder man af bogen, er der al mulig grund til at se filmversionen af den, forudsat at man bereder sig på, at finalen måske er en anelse anderledes, end den man havde håbet på. Der kommer i dette lys sikkert ikke flere film i serien, selv om man sagtens kunne mene, at dette var en fiktivverden, som er så visuel og dystert fascinerende, at der meget nemt kunne laves spillefilm over de andre romaner. Dette sker desværre nok aldrig.


Forrige anmeldelse
« Junglebogen «
Næste anmeldelse
» Jane Got A Gun »


Filmanmeldelser