Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




My Blueberry Nights (90 min.) Købsfilm / Sandrew Metronome
Anmeldt 28/5 2008, 08:41 af Kim Toft Hansen

Det eneste hun ville var…


Det eneste hun ville var…

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Al ting sker altid på et tidspunkt for en første gang. Det gælder Wong Kar Wais seneste film My Blueberry Nights, der er Wongs første film på engelsk, men det er den amerikanske sangerinde Norah Jones’ debutrolle på filmlærredet. Filmen har i høj grad Wong Kar Wais særlige visuelle stil, der blænder i sin kreative udfoldelse, men filmen har desværre et par problemer – og det største er nok desværre Norah Jones. Men til trods for det, har Wong Kar Wai igen lavet et patosladet, farveladet og gennemført smukt værk.

Wong Kar Wai er blandt de mest kendte nulevende kinesiske instruktør, og han hører hjemme – hvis nogen da skal siges at gøre det – i en sen postmodernistisk filmstil. Mest af alt ligner udtrykket, der blander et ekspressionistisk farvevalg med en kultureklekticisme, den spanske instruktør Pedro Almodóvar. Ofte i en kombination af dette og improviserende optagelses- og instruktionsseancer, sidste til både skuespilleres og produceres frustration, formår Wong at skabe nogle værker, der udnytter det filmiske rum til at fortælle uden nævneværdig brug af tale – men gennem det visuelle sprog.

My Blueberry Nights handler om den nedtrykte Elizabeth, hvis kæreste har kastet hende på porten. Derfor ender hun på den lille fortovscafé hos Jeremy, der lægende forklarer den forståelsessøgende Lizzie, at hver dag er alle hans tærter spiste, men blåbærtærten står altid urørt tilbage: Der findes noget, ingen vil have! I stedet for at lade sig trykke af denne kommentar, bestiller hun i stedet et stykke blåbærtærte, hvilket sætter gang i et bekendtskab, som skal sætte sine spor. Desværre - nok mest for Jeremy - er Lizzie mest interesseret i at selvransagelsestogt på tværs af USA, og det er filmens egentlige tema. Elizabeths søgen efter forståelse og samling på sig selv. Hun vælger at tage den længste omvej for at havne lige der, hvor vi andre godt ved, hun skal hen (kig bare på forsiden). Spørgsmålet er så, om det eneste hun ville var - at spise blåbærtærte.

Kedlen er altså sat over til et godt gammeldags eksistentielt drama, og det er da også mest af alt, hvad vi får. Vi følger Lizzie, der i sin søgen også bliver kaldt Beth, og navneskiftet undervejs – hvor begge jo godt nok udspringer af Elizabeth – er ganske signifikant for hendes personlighedskrise. Rørt godt og grundigt sammen med dette er en udpenslet metafor om nøgler til folks døre og liv, hvilket grundlæggende egentlig er en ganske god idé – mest udførligt og bogstaveligt udført i Sliding Doors. Desværre er det for filmen ikke tilstrækkeligt, at vi skal forføres af Wongs visuelle poesi, der på ganske illustrativ og æstetisk facon forklarer disse betydningslag. I stedet bliver denne metaforik udførligt forklaret i nogle lidt forstokkede dialoger, som bliver en kende for lommefilosofiske. Det eksistentielt følsomme, der kendetegnes ved sin sprogløshed, bliver her sat på nogle forklaringsmodeller, der trækkes lidt i langdrag.

Derfor skal filmen holdes oppe på det visuelle, mens skuespillerne heri skal holde sammen på de elementer, der serveres. Det er derfor en særdeles krævende film at spille for skuespillerne, fordi de filosofiske oneliners skal leveres med en troværdig fylde. Det mestrer Jude Law udmærket, Rachel Weisz tillige, og særligt fremhævelsesværdig er David Strathairn som den fordrukne politimand, Elizabeth bliver bekendt med undervejs. Det er desværre i samspillet med disse, Norah Jones blegner en smule. Det kan selvfølgelig bunde i selve rollen, men det betyder, at enten er rollen fejl i forhold til resten, eller også formår Norah Jones ikke at præstere det nødvendige.

Alligevel formår filmen at vedholde på grund af stilen, der på ingen måde lader hånt om Wongs tidligere værker. My Blueberry Nights skal ses – og ses for sit overflødighedshorn af orgiastisk visualitet.


Forrige anmeldelse
« Kiki - den lille heks «
Næste anmeldelse
» Eastern Promises »


Filmanmeldelser