Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Farvel Bafana (140 min.) Købsfilm / Sandrew Metronome
Anmeldt 5/2 2008, 06:19 af Kim Toft Hansen

Bille og pædagogen


Bille og pædagogen

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Bille Augusts seneste film Farvel Bafana har hjertet på rette sted, men det er også et hjerte, der bløder så tilstrækkeligt for sin sag, at filmens tematik oversvømmer i rød farvelade. Der er stadigt længere tilbage til centrale film som Pelle Erobreren og Jerusalem.

Det er et vigtigt element for flere af Augusts film, at der går et litterært værk forud for selve filmen. Det gjaldt for de ovenstående, men det også gjorde sig gældende i – bare for at nævne et par stykker – Åndernes hus, Frøken Smillas fornemmelser for sne og den bedste af de seneste film fra August, nemlig En sång for Martin. Men med Return to Sender gjorde August sig et forsøg udi film uden romanforlæg, og det fortsætter i Farvel Bafana, der er bygget på James Gregorys erindringer. Man kan have fornemmelsen af, at Bille August er bedst, når der er en værdig roman at bygge på, for hverken Return to Sender eller Farvel Bafana er fantastiske film.

Al ære skal sættes i en films budskab, hvis den kæmper et humanitært projekt, som også Farvel Bafana gør det. Den fortæller historien om Nelson Mandela, oprørsleder og senere præsident i Sydafrika, set fra fængselsbetjenten Gregorys synspunkt. Dette punkt i filmen er i sig selv helt fornuftigt valgt, idet vi dermed får distanceret os tilpas meget fra Mandela selv, hvormed et mere nuanceret billede kan tegnes. Og specielt Dennis Haysbert og Joseph Fiennes som henholdsvis Mandela og Gregory tager da også sine roller ganske godt på sig. Gennem centrale karakterdramaer får vi skildret Gregorys møde med Mandela, der kommer til at ændre hans syn på Sydafrika og Apartheid-styret. Denne udvikling er udmærket skildret og er da også filmens vigtigste positive faktor, der gør, at den holder en vis standard.

Men som det er tilfældet hos August i Return to Sender, så går han – eller manuskriptet – hen og bliver overpædagogisk, idet for mange tematiske og budskabsmæssige intentioner kommer til at stå så krystalklart, at de næsten blænder. Det viser sig ret hurtigt i filmen, da familien Gregory, der er omdrejningspunkt, ser en arrestation af en række sorte, hvor datteren bagefter spørger sine forældre ”Jamen, er det retfærdigt?”. Som sagt skal al ære sættes i, at August har villet vise de ustyrligheder, som Apartheid-styret stod bag, men at benytte børns uskyldsrene tankegang til at understrege budskabet bliver en grad af empati for meget. Dette gælder også Gregorys læsning af Mandelas såkaldte ”freedom charter”, som han stjæler fra bibliotekets afdeling for forbudt litteratur. Under resten af filmen følger vi, hvordan Gregory hele tiden i smug må tage dette frem, men bliver hele tiden afbrudt i sin læsning – og han må pakke det væk. Den første tanke her er dog, at kunne sætte sig et lidt mere afsides sted (fx et lokum) end lige præcist midt i fængslet, der styrets højborg, for at læse forbudt litteratur – men så ville vi jo ikke få læst alle de centrale passager op undervejs i filmen. Sådan virker filmen for kalkuleret til at vinde troværdighed.

Men ser man igennem fingrene med, at Bille August er blevet en instruktør præget af en væsentlig grad af hollywoodisering, altså den sikre påpegning af budskab og politisk korrekthed, så vinder filmen sig ind igen på sine gode karakteristikker af specielt Mandela men også Gregory. Filmen er særligt gribende, når den skildrer uhyrlighederne, selvom disse aspekter er nedtonet til fordel for de centrale skikkelser. Alt i alt et hæderligt portræt af Mandela men med et noget for pædagogisk sigte.


Forrige anmeldelse
« Craig «
Næste anmeldelse
» Factory Girl »


Filmanmeldelser