Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Kika (110 min.) Købsfilm / Sandrew Metronome
Anmeldt 15/6 2008, 08:13 af Kim Toft Hansen

Movida erótica


Movida erótica

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er iøjnefaldende, hvor forskelligartede emner, Pedro Almodóvar tager op i sine film, men det er mindst ligeså iøjnefaldende, hvor mange elementer, der går igen i nærmest alle hans film – i større eller mindre dosering. Derfor er et gensyn med disse film – der om noget er inkarnationen af spansk post-Franco rebelskhed – som at vende hjem til en velkendt onkel. Et univers af bestemte stile, temaer og en lang række velkendte Almodóvar-skuespillere går på tværs af den ellers omfangsrige produktion fra den stadig nok mest kendte spanske filminstruktør i nyere tid. Alle disse ting gør sig også gældende i hans Kika fra 1993, som netop er blevet genfødt i serien Festival Series.

I ét stort smeltedigel er de centrale temaer hos Almodóvar kørt sammen i en vending mod et undertrykt samfund under Franco, hvilket giver sig til kende i et vildt æstetisk udtryk. Særligt den eklatante og markante brug af skarpe farver giver en subversiv kommentar til den grå fascisme. Men det er ikke kun politisk, at Almodóvar giver sin mening til kende; det er også over for det enkelte menneskes frihed og i den forbindelse dets forhold til sex, død og religion. Og straks tænker man, at her har vi en stærk modernist med tungsindige modernitetskritiske toner, hvilket i forbindelse med kritikken er ganske rigtig, men Almodóvar bliver aldrig tungsindig. Tværtom!

I stedet trangresserer han det grå og undertrykte ved hjælp af farver og livsglæde, men undervejs går det godt nok kraftigt ud over særligt den katolske kristendom og dens depraverende forhold til sex og livsudfoldelse. Snarere er hans film groteske, karnevalistiske omvendelser af en samfundsorden og en tilbageholdt generation i et knætvunget land, der først meget sent i historien fik lov til at være kritiske og til dels postmoderne i sine holdninger. Men helt postmoderne bliver Almodóvar – i sin mangel på nihilisme – aldrig, idet en lang række andre idyler prioriteres, såsom familieforhold, den lille pueblos sammenhold, respekt for kroppen og især et mellemmenneskeligt ligeværd.

En anden ting, der fravrister Almodóvar fra de blytunge modernismeværker, er hans respekt for genrer. Bizarre komedier, sentimentale melodramaer og nedtonede krimier går igen, ofte gerne i et blandingsforhold, der skaber en filmisk, fortællemæssig dynamik – det bliver aldrig kedeligt hos onkel Pedro. Derfor er Kika også et værk, der vægtigt trækker på først og fremmest en nedtonet puzzle-krimi, men samtidig også i høj grad krydrer dette med melodramatiske, soap-lignende intriger, som til sammen til sidst udløser en lang række bizarre og groteske situationer.

Med andre ord er Kika helt klassisk Almodóvar. Indbygget i denne iscenesættelse finder vi så de symptomatiske træk: Den katolske voldtægtsforbryder, de seksuelt frigjorte par (hvor far og stedsøn har en affære med den samme kvinde) og de mystiske mord eller selvmord, som undervejs ikke som sådan undersøges men snarere indirekte opklares. Ved siden af dette giver Kika et syrligt, kritisk blik på et tabloid-feticheret mediebillede, der – på bekostning af sin omverden – er på jagt efter det blodige, erotiske eller dødelige scoop, der kan give seertal. Således er filmen ikke blot en postmoderne leg med det værdiløse, men i stedet tager den fat om en selvforstærkende mediestorm, der i sig selv er medårsag til flere ulyksaligheder – og viser sig at være dødelig. Kritikken, humoren og selvbevidstheden er meningsfuldt udnyttet – som altid hos Pedro – i en film, der står blandt de stærkeste film hos dén spanske la movida-darling.

Læs også essayet 2 eller 3 ting jeg ved om ham om Pedro Almodóvar og de to anmeldelser af Volver og Passionens labyrint.


Forrige anmeldelse
« Breaking the Waves «
Næste anmeldelse
» Det som ingen ved »


Filmanmeldelser