Den amerikanske instruktør David Ayer er tilsyneladende glad for genren politifilm, for ikke alene har han skrevet manus til en række film om politifolk, han har også siddet i instruktørstolen på bl.a. Street Kings og Harsh Times. Fælles for filmene er, at de har fortalt rå historier fra forskellige politienheder i Los Angeles og den nye film End of Watch er derfor ikke overraskende i den forstand.

Filmens visuelle side er derimod ganske overraskende, for selv om de nævnte film alle har benyttet håndholdt kamera i de mest dynamiske actionsekvenser, er stort set hele End of Watch holdt i en rystet, dokumentarfilmagtig facon. Ideen er at vores hovedperson, Brian Taylor, ved siden af arbejdet som gadebetjent, forsøger at tage sig en universitetsgrad og i den forbindelse har han valgt at starte med at studere mediefag. Derfor er Brian i færd med at lave en film om sin dagligdag, så han filmer alt omkring sig. Fra samtaler med partneren, livet i omklædningsrummet over dokumentationer af forskellige aktioner i de mere skumle dele af LA.

Ideen med dette stilvalg er interessant, for det er denne type af håndholdte, rystede, hjemmegjorte optagelser vi er vant til at se fra et utal af reality programmer som Cops, The World’s Most Dangerous Car Chases og på forskellige sociale medier. Der klippes mellem politibilens fastmonterede kameraer, de trådløse miniaturekameraer, som Brian har sat fast på sin og makkerens uniform og så til det HD kamera vores hovedperson konstant bærer rundt på.

Det stopper dog ikke her, for flere af de gadebander, som også er en del af filmen optager med lige så stor ildhu deres dagligdag og deres lyssky handlinger. På den måde får seeren et mere varieret, nuanceret billede af de spændingsforhold der er mellem politiets og forbrydere. Det skal dog siges, at det er og bliver politilivet der er filmens fokus. For selv om stilvalget er meget selvbevidst, er selve handlingen centreret på forholdet mellem Brian og hans mexicanskfødte makker Mike. En film om venskab og sammenhold der byder både på alvor og en masse løsslupne situationer, der virker meget befriende, kontrasteret til den barske tone som også præsenteres.

Ud over at de subjektive kameraoptagelser fungerer som ublu referencer til dokumentarprogrammer, så synes filmen også stilistisk at henvende sig til en anden målgruppe end de der holder af dokumentarisme. Ofte er kameraet placeret så det peger ud gennem forruden på kølerhjelmen af politibilen (eksempelvis i filmens startscener) og senere oplever tilskueren to hænder knuge et håndvåben nederst i billedet – og på den måde gengiver filmen de perspektiver, som mange fans af computerspil nemt genkender fra de mest intense førstepersonsskydespil.

Filmens realisme brydes dog på udsatte steder, især den opmærksomme seer, der måske godt kan undre sig over hvordan Brian har fået sit kamera op i den politihelikopter, der filmer den patruljevogn han kører i, hvorfor han har monteret det på den bagerste kofanger på samme bil, eller for den sags skyld, hvem der mon fører kameraet når Brian og hans kæreste tumler omkring i soveværelset. Det er dog ikke ødelæggende for oplevelsen, for selv om filmen først ikke rigtigt synes at have en central handling, ud over at ville skildre en politimands liv, både på patrulje og i privaten, så præsenteres der i løbet af filmen for en rød tråd, der handler om at vore to betjente nærmest tilfældigt kommer på sporet af nogle endog meget farlige folk.

End of Watch er derfor ikke kun interessant rent filmteknisk og i sin visuelle narrative stil, for stilen bliver ikke det bærende – det gør derimod de personskildringer der bliver så gode, nuancerede og flot fortalt, at man som tilskuer synes at man kommer både virkeligt tæt på filmens hovedpersoner og de mange situationer, de pludselig befinder sig i.

Selv om det kan lyde ordinært, så ender dette hverdagsdrama faktisk med at blive utroligt medrivende. Skuespillerne leverer overbevisende, facetterede præstationer, for det virker fint, at der i dialogen både bliver givet plads til masser af alvor og til letbenede, lumre røverhistorier som de to betjente deler med hinanden. Så er man fan af realistiske politifilm og har lyst til at se hvordan en sådan fortælling har udviklet sig siden Distrikt Hill Street, så er der skynd dig på patrulje med Mike og Brian i biografen. God vagt og pas nu rigtigt godt på dig selv derude!