Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Ice Age 5 – Den vildeste rejse (100 min.) Biografversion / 20th Century Fox
Anmeldt 16/7 2016, 15:11 af Torben Rølmer Bille

Scratch i rummet


Scratch i rummet

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Animationsserien Ice Age er nået til den femte spillefilm. Har man én gang bevist, at man kan sælge biografbilletter, så kan man med garanti også gøre det igen ved at lave en ny film i samme serie. I afsnit tre tilføjede man en underjordisk dinosaurverden til det filmiske landskab (muligvis inspireret af Arthur Conan Doyles The Lost World), i fjerde del mødte vi dyrepirater (som var de trådt ud af den populære Pirates of the Carribean ), og nu truer et kæmpemæssigt meteor vores venner i, hvad der måske bedst kan beskrives som Ice Age møder Armageddon.

I filmens åbningssekvens møder man traditionen tro det utroligt holdbare og uheldige egernlignende væsen Scrat, der endnu engang forsøger at klamre sig til sin elskede hasselnød. Hvorfor han ikke bare sætter sig ned og æder nøden, forbliver et ubesvaret mysterie. Scrats nøddejagt er en tilbagevendende gag, der - selv om vi har set et utal af sekvenser med ham - stadig formår at underholde, især fordi animatorerne er så gode til at lave slapsticksekvenser. Denne gang kommer Scrat nærmest ved et tilfælde i nærkontakt med en UFO begravet i isen, en UFO som han får startet og sendt langt ud i rummet ved et uheld.

Ud over at skabe vores solsystem ved at hamre ind i de forskellige planeter og på den vis få dem til at gå i kredsløb om solen, får Scrat også uheldigvis sendt et ganske stort meteor i retning af vor blå planet og alle de forhistoriske dyr, som bor på den, altså Manny, Sid, Diego og alle de andre. Faktisk er der ret mange andre dyr og væsener, idet vi i løbet af de fire foregående film har fået præsenteret en lang række figurer, nogle mere elskelige end andre, som næsten alle sammen dukker op i denne femte spillefilm.

Den engelske undertitel Collision Course passer langt bedre til filmen, for selv om de animerede væsener endnu engang tager ud på den vildeste rejse, så har den danske titel ikke antydningen af den fare som meteoret udgør. Muligvis er dette for at få filmens indhold til at virke mere harmløst og indbydende, men det ændrer altså ikke på at filmens grundelement er et enormt meteor, som truer dem alle i filmen.

Animatorerne på Blue Sky Studios er virkelig dygtige til at bringe figurerne og de flotte omgivelser, som de besøger undervejs, til live, men det må efterhånden også være forholdsvis nemt for dem at animere hovedfigurerne - nu det er femte gang. Denne gang er det også som om, at manuskriptforfatterne har lagt sig lidt mere i selen, for selv om der hos et mere voksent publikum sikkert ikke hersker tvivl om, at filmens hovedfigurer nok skal klare det, så er historien faktisk et par hak bedre end de sidste to film. Det siges også, at dette muligvis er den sidste film i serien, men det må vise sig, om ikke den almægtige dollar er mere værd end kunstnerisk integritet?

Selv om filmen virker mere helstøbt, så ændrer det ikke ved at serien efterhånden føles lidt som en sæbeopera, idet figurerne ikke udvikles synderligt ud over, at figurerne forelsker sig og får børn, som de skal forholde sig til. Det er selvsagt farligt at afvige alt for meget fra en velkendt formel af frygt for, at publikum ikke længere vil kunne genkende deres favoritkarakterer, men det kunne faktisk klæde serien, hvis en lod en eller to af figurerne ryge i svinget eller bare drage bort fra de andre, idet figurgalleriet er blevet så stort, som det er.

Sagt på en anden måde, så er filmen ikke kun fyldt med stort set alle skabningerne fra de andre film, den tilføjer endda nogle helt nye – blandt andet den udsyrede guru Dalai Lama (som naturligvis er en rigtig Lama) – som både er sjove og føjer lidt nyt til serien. Muligvis finder Sid også denne gang sin udkårne. I denne anmelders optik er til trods for disse nye figurer faktisk ikke ret meget plads til flere karakterer, især når filmen ikke varer længere lidt længere end halvanden time. Pladsen er lidt trang.

Ice Age – Den vildeste rejse er mere veloplagt og en hel del sjovere film end de sidste to. Til gengæld lider den under at ville lidt for meget og favne lidt for bredt. Det er stadig en film, som vil appellere til såvel fans, de helt små og deres voksne, men som samtidig kræver, at man kender figurerne i forvejen, for ikke seeren skal blive alt for forvirret undervejs.


Forrige anmeldelse
« Terminus «
Næste anmeldelse
» The legend of Tarzan »


Filmanmeldelser