Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Ice Age 5 – Den vildeste rejse (94 min.) Købefilm / 20th Century Fox Home Entertainment
Anmeldt 14/12 2016, 06:56 af Torben Rølmer Bille

Alternativ skabelsesberetning


Alternativ skabelsesberetning

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

For de forældre, der gerne vil inspirere deres børn til at interessere sig for universet, findes der mange muligheder. Eksempelvis kan man læse højt fra Stephen Hawkings børnebog Gustavs hemmelige vej til Universet, eller for de lidt større unger man kan investere i BBC fremragende dokumentarserie Universe på BluRay og se den sammen.

Hvis man i en forbindelse også har lyst til at bringe lidt mindre videnskabelige, fantasifulde forklaringer i spil (om ikke andet så for at forklare, hvordan folk førhen forsøgte at forklare skabelsen), kan man alternativt tale om forskellige religioners versioner af skabelsen. Eller som noget helt tredje kan man vælge at anskaffe sig Ice Age 5: Den vildeste rejse, for i løbet af de første fem minutter får man animatorernes morsomme bud på, hvordan vores solsystem er opstået.

Som voiceoveren indledningsvist proklamerer: ”..siden tidernes morgen har vi spekuleret over, hvordan det [læs: universet] opstod. En storslået orkestreret plan? En række af tilfældige hændelser? Eller noget meget, meget dummere?”. Svaret er selvsagt det sidste, for som Kapellet nævnte i biografanmeldelsen af filmen, så starter den seneste film med en virkelig flot sekvens, hvor det nødeelskende rottevæsen Scrat finder en UFO ved et tilfælde, og ved at trykke på de forkerte knapper får han startet skibet og skabt vores solsystem ved at hamre rumskibet ind i planeter og andre himmellegemer i noget, der ligner en mellemting mellem en flippermaskine og billard.

Som i mange aktuelle (animations)film, så er det også muligt at opleve Ice Age 5 i 3D i hjemmet, forudsat man har det rette grej. Det kan i denne anmelders optik klart anbefales, for filmen udnytter den tredje dimension i rigtigt mange scener, hvor figurer eller kameraet ”flyver” gennem landskaber, hvor meteorer og andre objekter ”kastes” mod tilskueren osv. I det hele taget er dybdevirkningen, selv foran fjernsynet, virkelig god. Så er man fan af 3D, bør man ikke snyde sig for den oplevelse. For en nærmere handlingsbeskrivelse kan vi også henvise til biografanmeldelsen, men spørgsmålet er om filmen stadig holder i hjemmebiografen? Svaret er ganske enkelt: det gør den. Både husets drenge, som havde set filmen før, var rigtigt godt underholdt, og det var deres anmelderfar også. Femmeren er den bedste Ice Age film i mange år. Den holder rent visuelt, og ikke mindst så er historien rigtig sjov hele vejen igennem.

Selv om man sagtens kan se filmen uden at have noget forhåndskendskab til figurerne i filmen, så er det naturligvis en klar fordel at have set de andre film i serien, hvor de indbyrdes forhold mellem de forskellige talende dyr, som optræder, forklares. Heldigvis byder BluRay-disken på en 13-minutter lang film Ice Age: The Story so Far, der er et slags sammenklip af de andre fire film i serien, som ville være en god idé at se, hvis man vælger at starte med denne film. Her kan man også ganske tydeligt se, hvor meget computeranimation har udviklet sig på de 14 år, som der er sået, siden den første film i serien havde premiere.

For de seere der enten har et ønske om, at deres poder lærer lidt mere engelsk eller bare har lyst til at se filmen med det originale lydspor selv, er det selvsagt også en mulighed. For selv om de danske stemmer er fremragende, så bliver oplevelsen altså endnu bedre, når man kan høre det oprindelige voicecast folde sig ud og se stemmerne passe perfekt til figurernes mundbevægelser.

På BluRaydisken er det også muligt at se et sammenklip af Scrats rumeventyr samt en masse andre små features. Flere af dem fokuserer på Scrat. Som der blev skrevet indledningsvist, virker filmens startscene meget uvidenskabelig, men for at kompensere for dette er det muligt at finde en 10 minutter lang film med astrofysikeren Neil Degrasse Tyson, der sætter flere af filmens mere vilde scener i videnskabeligt perspektiv. Eksempelvis slår han fast, at solsystemets skabelse, dinosaurer og dyrene fra istiden rent tidsmæssigt ligger meget langt fra hinanden. Så er man en af de forældre, der irriteres over filmens noget lemfældige omgang med fakta, så kan man jo bare tvinge ungerne til at se den feature. Det er i al fald godt tænkt.

Alt i alt er der masser af spændende ekstramateriale, man kan give sig i kast med, men det er og bliver selve filmen, som er hovedattraktionen, og den er som nævnt meget seværdig. Selv om den er rigtig god, så holder vi her på kapellet stadig fast i, at det nok er en god idé, at folkene bag Ice Age stopper, mens legen er god, for det er begrænset, hvor meget mere materiale, de kan trække ud af konceptet. Vælger de, at denne femte film bliver den sidste, så vil det også være et virkelig værdigt punktum for serien.


Forrige anmeldelse
« The Purge – Election Year «
Næste anmeldelse
» Star Trek Beyond »


Filmanmeldelser