Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




13 Hours – the secret soldiers of Benghazi (142 min.) Købefilm / Paramount
Anmeldt 5/7 2016, 13:02 af Torben Rølmer Bille

Kampe uden lens-flares


Kampe uden lens-flares

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det kom som lidt af en overraskelse her i starten af 2016, at Michael Bay havde begået en film, der ikke bød på robotter, der kunne forvandle sig til biler eller muterede skildpadder, der sloges i kloarkerne under New York. For 13 Hours – the secret soldiers of Benghazi er Bays andet forsøg (det første var den klæge storfilm Pear Harbor) på at dramatisere virkelige begivenheder. Filmen er baseret på en bog af Mitchell Zuckoff, der beskriver en gruppe amerikanske soldaters oplevelser i Libyen i 2012, hvor deres base blev angrebet af lokale militser.

Egentlig er det en ganske simpel fortælling. Filmen giver indledningsvist seeren informationen om at i starten af 2012, takket være uro i området, havde stort set alle lande trukket deres diplomater og andet personel hjem fra Libyen. Situationen i området blev nemlig anset for at være så ustabil, at man ikke længere kunne garantere for de udstationeredes sikkerhed. USA valgte dog at blive, både med en ambassade, men samtidig også med en hemmelig base hvor deres efterretningstjeneste og CIA indsamlede oplysninger. Et compound, som officielt ikke eksisterede.

Filmen starter med at vi følger en lille gruppe elitesoldater der får til opgave at koordinere og styre en amerikansk ambassadørs besøg på ambassaden. En opgave som de helst ikke vil påtage sig, da soldaterne ikke mener de er i stand til at gøre dette besøg sikkert for hverken ambassadens ansatte eller ambassadøren. Det får de ret i, for de lokale militser angriber først ambassadeanlægget og da folkene under hårde kampe bliver nødt til at evakuere dette og søger ly på CIAs anlæg, så bliver dette det næste mål for islamisterne.

Ganske enkelt følger seeren så den lille eliteenheds desperate forsøg på at holde en overlegen styrke i skak, mens de venter på at en officiel evakuering. Det er bl.a. dette der har givet filmen sin titel, for de skal holde skansen mod fodfolk, mortergranater og RPGs i hele tretten timer, uden dog at vide om hjælpen nogensinde dukker op, for mod slutningen er kommunikation med omverdenen også stort set umulig. De kæmper en ulige kamp, hvor sympatien selvsagt er placeret primært hos de amerikanske soldater og deres utrolige indsats mod hvad der virker som endeløse, ansigtsløse styrker der konstant kommer dem i møde.

Selv om man kunne forvente at dette ville ende med en unuanceret, hyperpatriotisk hyldest til de brave amerikanere, som man f.eks. tidligere så det i melodramaet Pear Harbor så vil man overraskes glædeligt over at Michael Bay også præsenterer scener, der gør ideen om ’os mod ”de andre”’ en kende mere nuanceret. Eksempelvis vises vi også i et roligt øjeblik efter en intens ildudveksling mellem militserne og amerikanerne, hijabklædte kvinder – mødre og døtre, samt helt unge børn der grædende leder efter deres fædre og sønner blandt de dræbte. Patos virker begge veje og heldigvis bliver der på denne vis også gjort opmærksom på at fjenden bare er mennesker – ikke kun ansigtsløse horder med en middelalderideologi.

Filmen er også god til at vise hvor arrogant visse magtpersoner på den amerikanske side kan opføre sig. Ikke alle amerikanere i denne film er helte hvilket også gør, at filmen fungerer en hel del bedre, end mange andre mainstream krigsfilm fra Hollywood. Dermed ikke sagt at man ikke - når filmens rulletekster kører -har svært ved at se hvor den største sympati bør placeres, men det er stadigvæk overraskende, at billedet ikke er mere sort og hvidt, end tilfældet er her.

Selv om dramaet fodfolkene og deres overordnede imellem kan opfattes som det bærende element, så er det kamphandlingerne der er filmens drivkraft. De der måske irriteres over Michael Bays særtræk: et evigt bevægeligt kamera og en billedside hvor lens-flares dominerer de polerede glitterbilleder, vil opleve at han har skruet ned for de kulørte effekter her. Filmens billeder er selvsagt stadig håndholdte, for det giver et semidokumentarisk look. Vi ved godt dette ikke er dokumentarfilm, men kamphandlingerne og den måde soldaterne opererer på virker utroligt troværdige.

Troværdigheden styrkes naturligvis også af, at filmens handling er baseret på virkelige begivenheder, hvilket igen understreges af, at de skuespillere der har fået deciderede hovedroller ikke er synderligt kendte. De kan ganske vist godt være svære at skelne mellem de enkelte soldater, ikke fordi der ikke tegnes et godt billede af hver enkelt soldat, men mest fordi moden dikterer at de fleste af dem bærer et tidstypisk vikinge/hipster/ond-soldat-fuldskæg og er iklædt sandfarvet kakiuniform, der gør dem lige så svære at skelne imellem, som de skæggede mænd i mørkt tøj, der angriber dem. Måske er dette en bevidst visuel pointe, men også en der gør at man indimellem nemt kan forveksle den ene karakter med den anden.

13 Hours The secret soldiers of Benghazi er en virkelig intens oplevelse. For det kan godt være at der er seere som ikke ligefrem kan se det fascinerende i at bruge næsten to en halv time på at se folk kæmpe på liv og død med højkaliberrifler og stålsat beslutsomhed – men for alle os, der holder af action og krigsfilm, er man denne gang i gode hænder hos Michael Bay, der om nogen ved hvordan man holder seeren orienteret i et komplekst kampscenarie, hvor mange forskellige fjender angriber fra mange forskellige retninger.

Det er lige før filmen kan overbevise de filmelskere, der mener at Michael Bay for længst har tabt grebet om at lave actionfilm, for selv om det er nemt at blive forvirret når en af de seneste Transformers-film flimrer løs på skærmen, så er 13 Hours meget mere minimalistisk og voldsom realistisk.

Samtidig med at levere solid krigsaction, så retter den også en slet skjult kritik mod den måde USA fører deres udenrigspolitik på i de dele af verden, som synes at være gydeplads for dem, der hader USA allermest. Ikke at filmen er utroligt nuanceret, men den er heldigvis befriet for alt for megen Amerikansk selvforherligelse og glorificering af deres militærmaskine.


Forrige anmeldelse
« Den gode dinosaur «
Næste anmeldelse
» Independence Day – 20th Anniv... »


Filmanmeldelser