Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Mortdecai (102 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 7/6 2015, 23:15 af Torben Rølmer Bille

Forceret og usjov


Forceret og usjov

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Romanen Don’t point that thing at me skrevet af den engelskfødte forfatter med det eksotiske navn Kyril Bonfiglioni er ifølge flere kilder på nettet en kultklassiker. Den handler om en excentrisk, gennemført latterlig aristokrat ved navn Charlie Mortdecai. Bogen var den første i en serie med netop denne kunstelskende figur i hovedrollen.

Det skal lade være usagt om bøgerne er værd at læse, for Deres trofaste filmanmelder har dem desværre ikke stående i biblioteket (endnu). Til gengæld kan det med overbevisning i stemmen fastslås, at filmudgaven af ovennævnte roman, der har fået titlen Mortdecai, ikke er værd at bruge dyrebar tid på!

Det er dog ikke svært at forstå, at der er producenter, der har smidt penge efter et projekt, der kan pitches således: en kejtet, sær, engelsk aristokrat, der spilles af Johnny Depp, bliver mod sin vilje blandet ind i en sag om et mystisk maleri. Kvinden, der var i færd med at restaurere billedet, findes myrdet, og inden længe må Mortdecai og hans hårdtslående butler rejse kloden rundt - fra den ene mere eksotiske location til den næste - i jagten på maleriet og de hemmeligheder, det måske gemmer. Samtidig er både kinesiske og russiske kriminelle tæt i hælene på ham. Alt imens skal Mortedecai også forsøge at redde sit ægteskab med sin smukke hustru (Gwyneth Paltrow), der desværre begæres af den unge, flotte MI5 agent (Ewan McGregor), som har hyret Mortdecai til at finde maleriet og gerningsmanden.

Det lyder meget godt på tryk, men den færdige film er mildest talt ikke vellykket. Det er svært at sætte sin kritiske finger på blot én ting, som ikke fungerer i filmen, da der er mange elementer til stede som faktisk virker. Musikken er veloplagt. Billederne er flotte. Der er flere figurer, der til trods for, at de er karikerede, synes at fungere i konteksten. Der er gode skuespillere. Den er flot filmet og lyssat - og alligevel er der noget ravruskende galt.

Det er nemlig som om, at Mortdecai forsøger alt for hårdt at være morsom. Indrømmet! Der er gags, der fungerer, men disse gentages så ad nauseam, så de mister det, der indledningsvist gjorde dem sjove. Eksempelvis kan nævnes hovedpersonens insisteren på at anlægge sig en moustache som hans adelige forgængere til trods for, at hans viv er ved at brække sig over den – helt bogstaveligt. Mortdecai sympatibrækker sig så også, men selv om denne idé er meget sjov, så går det ikke at gentage den hele fire gange i løbet af filmen. Se, det er faktisk til at brække sig over!

Dertil kommer, at Depp endnu engang bliver typecastet som excentriker. Der er efterhånden mange fans, der synes at dette er lidt for meget af det gode. Manden kan jo godt spille skuespil, for er man i tvivl om dette udsagn kan man jo blot gense Polanskis fremragende The 9th Gate. Depp er jo også god til den slags skæve roller, hvad enten det er som piratkaptajn, saksehånd eller vampyr, men figuren Mortdecai synes bare ikke at passe ham ligeså godt. Figuren minder mest om en slags falleret Austin Powers-aristokrat fusioneret med en Arthur’sk drikfældighed (og Depp er modsat Dudley Moore eklatant dårlig til overbevisende at spille beruset). Dette komplet med en handlekraftig butler, der forekommer tyvstjålet fra Den lyserøde panter, hvis vi altså lige ser bort fra at Mortdecais hårdtslående tjener ikke er af asiatisk oprindelse.

Kort og godt er det bare svært at tro på hovedfiguren og ikke mindst på, at Mortdecais omverden reagerer, som de gør på hans gøren og laden. Det holder simpelthen bare ikke. Velfungerende komedier afhænger af timing, og dette savner denne undskyldning for en komedie konsekvent! Det er som om punchlines enten kommer lidt for tidligt, men oftest alt for sent, til at de bliver morsomme og på den måde skyder langt de fleste scener, som sikkert er tænkt som komiske helt forbi deres intenderede mål. Det er – ganske enkelt - bare ikke morsomt.

Lad derfor være med at blive lokket af filmomslagets dragende design, teksten bagpå kassetten eller din kærlighed til Johnny Depp, for du vil med garanti blive skuffet slemt. Filmens tagline påstår, at ”Sophistication has a name”, men det er bestemt ikke Mortdecai!


Forrige anmeldelse
« Det Magiske Hus «
Næste anmeldelse
» A Hard Day’s Night »


Filmanmeldelser