Dansk animationsfilm har altid haft charme, men den er begyndt at vise ganske stort format de senere år. Siden Terkel i Knibe har den computeranimerede animationsfilm vundet indpas og filmene har både lokalt og internationalt fundet et stort, begejstret publikum. Man kunne nævnne så forskellige film som Jensen & Jensen, Den kæmpestore bjørn og senest Ronal barbaren, der forener Robert E. Howard med heavy metal ikonografi og pruttehumor.

Ronal Barbaren er en klassisk ”underdog”-fortælling, idet den handler om Ronal der på trods af at han er født ind i en barbarstamme, er alt andet en muskuløs og farlig. Faktisk er Ronal lidt af en vatarm og en kolossal tøsedreng når det kommer til stykket. Barbarene er ellers frygtet af alle og der har ikke været et angreb på deres landsby i mands minde, men alt dette ændrer sig en aften, hvor Ronal er blevet sat til at holde vagt.

En enorm hær nærmer sig barbarbyen, for den onde, onde, onde Volcacar har nemlig fundet ud af at han kan fremmane en oldgammel dæmon der kan give ham uanede kræfter - såfremt Volcacar indfanger alle barbarer. De er nemlig direkte efterkommere af den usandsynligt seje helt, som i sin tid jog førnævnte dæmon til Hel. Da Ronal ikke har luft nok i sit fuglebryst til at puste i det enorme alarmhorn bliver barbarene rendt over ende og taget til fange i løbet af filmens første ti minutter. Kun Ronal slipper fra at død eller trældom, nærmest ved et mirakel.

God råd er nu dyre, for Ronal starter bestemt ikke ud som nogen helt, som heldet vil det får han dog undervej følgeskab af både den storsnakkende skjald Alibert, den hårdtslående krigerpige Zandra og den ufatteligt fimsede elver Elric, der tilsammen udgør det umage hold, som skal forsøge at redde Rolands frænder.

Ud fra denne beskrivelse kunne det muligvis lyde som en hvilken som helst animeret heltefilm, i stil med Sådan træner du din drage eller Beowulf, men forskellen er blot at Ronal Barbaren følger i en stolt tradition af danske animerede film, der både må og skal være platte, føre alle vittigheder langt ned under bæltestedet op langt op i *****. Samtidig gør filmen kærligt grin med såvel fantasygenren generelt og barbargenren i særdeleshed.

Selv om filmen på denne måde tager tykt pis på de genrer den benytter sig af, bliver dette dog gjort med så stor indsigt i konventionerne, at det i sidste ende bliver en ublu kærlighedserklæring til alle de fjollede, bombastiske og latterfremkaldende elementer, som selv mere seriøse barbarfortællinger også indeholder.

Kender til den humor, som mange måske har oplevet i Korgoth of Barbaria, så er det ikke svært at vide hvilken type humor Ronal Barbaren benytter sig af, men ulig Korgoth bliver Ronal Barbaren aldrig udpenslet blodig. Den er så stopfyldt med groft sprog, konstante referencer til sex og en masse scener, hvor voldsomme nærkampe er i fokus, men til trods for dette er det samtidig en film der kan ses af hele familien – forudsat at familien naturligvis synes at prutter er vildt sjove og at man ikke har noget i mod at poderne hører et bredt udvalg af nudanske profaniteter.

Filmen er udsendt på blandt andet BluRay disk, som også giver seeren mulighed for at opleve filmen i 3D, ganske som da filmen gik i biograferne i efteråret 2011. Så har man teknologien til at se tre dimensioner i hjemmet, så bør man gøre dette, da der er god dybdevirkning og fordi filmen i enkelte scener udnytter effekten ganske fint. For selv om Ronal sagtens kan nydes i to dimensioner, så giver 3D oplevelsen en ekstra tand.

Ronal barbaren er både opfindsomt fortalt og ganske flot animeret med en masse gode detaljer. Det er især imponerende når man tænker på at danske animationsfilm kører med helt andre budgetter end de konkurrerende film fra især USA. Filmen byder på både en fin lille fortælling – der dog følger formen for denne slags historier, krydret med en række vildt morsomme scener (undertegnedes personlige favorit må være den sekvens hvor Ronal skal bruge usynlighedscreme i et forsøg på at snige sig ind i en borg for at læse i en hemmelig bog. Desværre løber Ronal tør for creme, så det eneste vi kan se af ham er hans pungsæk. En smule umodent og plat, jovel, men samtidig ufatteligt sjovt).

Så holdt man af film som Rejsen til Saturn og Terkel i Knibe, som de herrer Thorbjørn Christoffersen og Kresten V. Andersen tidligere har instrueret, så vil man frydes over at Ronal barbaren bestemt ikke mister pusten, tværtimod giver dens publikum præcis det man kunne forvente. Sjov, grov, uforpligtende animationsunderholdning, der tåler mange gensyn.