Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




House at the end of the street (101 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 15/3 2013, 19:52 af Torben Rølmer Bille

Den stille nabodreng


Den stille nabodreng

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Vi har set det hele så mange gange før. En ung pige, flytter med sin mor ind i et hus, som de har købt lidt for biligt. Den lave pris skyldes at nabohuset lokalt er kendt som "morderhuset". Her slog en lille pige, for år tilbage, sine forældre ihjel, hvorefter hun flygtede ud i skoven. Lokale vandrehistorier hævder at hun stadig huserer derude. Denne slags historier er ikke gode for ejendomsmæglerne, men er man fraskilt, kan det virke som en bagatel, da man så kan få et drømmehus til en spotpris.

Vores unge heltinde, datteren Elissa, opdager at der en sen nattetime er lys i et af vinduerne fra det berygtede nabohus. Efter hun får talt med de lokale, finder hun ud af, at familiens ældste søn, Ryan, stadig bor i huset. Han var ikke hjemme på den fatale aften og er nu ved at sætte huset i stand, så det forhåbentlig kan sælges og han endelig kan komme videre med sit liv.

Det er nemlig ikke nemt at være en indelukket, stille dreng med så megen psykisk bagage når man bor i en lille amerikansk flække, hvor snakken går over ligusterhækken. Elissa synes derfor indledningsvist, at det er synd for den unge mand, men da hun lærer ham bedre at kende og der at han er en følsom, kunstnerisk sjæl, får hun ligefrem varme, teenagefølelser for ham. Spørgsmålet er nu om han virkelig er så uskyldig som han lader til, og hvad der virkelig skete dengang i morderhuset?

Titlen på teengyseren House at the end of the street vækker umiddelbart en række assoicationer hos gyserfans, fra klassiske "home invasion" film som eks. Wes Cravens Last house on the Left og Deodatos The House at the edge of the Park, til andre gyseligheder med ordet "house" i titlen som eks. Dream House eller House of the Devil.

Faktisk er det som om gysere og huse nærmest hører sammen. Hvad den dystre borg var for den gotiske gyser, er den småborgerlige idyl blevet for den nye horrorfortælling. Hvad enten der er tale om antropomorfiserede bygninger, hjemsøgte huse eller blot huse der danner rammen om forbrydelser. Fremmedgørelsen fra hjemmet og de fortrængte traumer der knytter sig til hjemmet er da også essensen i Freuds eneste litteraturteoretiske betragtning om det unheimliche, den tvetydighed der ligger i oversættelsen hvor det på een gang betyder noget "u-hjemmeligt" og "u-hyggeligt".

Det er da også tragedien inden for kernefamiliens rammer, der skaber det altoverskyggende drama i House at the end of the street, for det er præcist traumer og fortrængninger, der arbejdes bevidst med. Sagen er blot, at de, der i forvejen har set et utal af denne typer film, ikke har svær ved at gætte hvordan filmen vil udvikle sig, idet de fortællemæssige rammer først er blevet tegnet op. Filmen arbejder bevidst med en række suspense-elementer, hvor vi som tilskuere, vanen tro, får adgang til mere information end vor unge Elissa har. Af same grund vokser seerens frustrationen over ikke at kunne advare hende mod det, som vi har set komme.

Selv om filmen er generisk og i visse henseender utroligt forudsigelig, er der sikkert enkelte der genuint vil blive overrasket over filmens forskellige twists. Selv om skuespillerne ikke har fået ret meget originalt materiale at arbejde med, gør især filmens to primære figurer, Elissa (spillet af Jennifer Lawrence kendt fra bl.a. The Hunger Games) og Max Theriot (som vi før har set i Jumper og Chloe det ganske godt - i hvert fald så godt, at man nærmest overbevises om, at de selv tror på de figurer som de er blevet sat til at spille.

House at the end of the street er altså ikke en hverken original eller særligt overraskende teengyser, men er man ny til genren og har lyst til at se en film, der undervejs leverer et par ganske hæderlige chok og overraskelser, så vil man ikke føle sig fuldstændigt snydt hér.


Forrige anmeldelse
« Kufferten «
Næste anmeldelse
» Arkitektens mave »


Filmanmeldelser