Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Bad Neighbours (97 min.) Købsfilm / Universal
Anmeldt 22/2 2015, 08:43 af Teddy Tofte

Nabokrig!


Nabokrig!

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

I Bad Neighbours er et nyt forældrepar, Mac (Seth Rogen) og Kelly (Rose Byrne), blevet de stolte ejere af et nyt hus i én af de amerikanske forstæder. For at gøre tilværelsen så stabil som muligt for deres nyfødte datter, har de lagt deres ungkarleliv bag sig og opgivet rockkoncerter og drinks til langt ud på natten. De ryger dog stadigvæk hash engang imellem og dyrker sex i alle husets værelser, for ligesom at bevare spontaniteten i deres forhold.

Så dukker slangen i Paradis op. Ikke lang tid efter bliver huset ved siden af deres opkøbt af et broderskab af universitetsstuderende, ledet af Teddy Sanders (Zac Efron) og Pete Regazolli (Dave Franco) og Mac og Kelly må indse, at de ikke er så tolerante, som de engang havde været i deres unge dage. Efter adskillige søvnløse nætter ringer de til strisserne, men da broderskabet finder ud af, at det var deres naboer, som tilkaldte dem, begynder en månedslang krig mellem de to parter. Mac og Kelly kan ikke sælge deres hus, uden at miste en formue, så parret udtænker en plan, der skal få broderskabet smidt ud, i samme øjeblik hvor de studerende holder årets fest, som skal give dem en plads i broderskabets tvivlsomme historie.

Filmen er instrueret af Nicholas Stoller (Forgetting Sarah Marshall) og er fyldt med grinebidder-øjeblikke og skarpe jokes. Følsomme seere vil måske blive stødt af et par scener her og der, men på trods af filmens præmis bliver vittighederne aldrig for barnagtige eller for ulækre, som man kunne have frygtet, og Stoller lader sine skuespillere sørge for at levere komikken.

Hvis du regner med at se en blanding af drama og komedie (som Knocked Up), vil du blive noget så skuffet, da filmen hellere vil se sit publikum skrige af grin i stedet for at give dem en indsigtsrig oplevelse. Dermed ikke sagt at du ikke kan få noget ud af filmen, ud over et godt grin, for det kan du. Filmen viser på en munter måde, hvad det vil sige at blive forælder og have et ansvar over for sin nye familie. Hvis du overvejer at stifte familie, eller netop er begyndt på det, vil Bad Neighbours uden tvivl appellere til dig. Mac- og Kelly-karaktererne er til dem, som ikke er helt unge mere, men som er unge nok til stadig at være lidt barnlige. Teddy og hans broderskab af universitetsstuderende er til dem, som står på grænsen mellem teenage- og voksenlivet, hvor de store beslutninger skal til at tages.

Der er masser af komisk potentiale i filmen, og Stoller formår at gøre begge sider af konflikten interessant og sjov at se på. Næsten hver og en af karaktererne er seværdige og sympatiske. Rogen spiller endnu engang en elskværdig hverdagsmand, en velmenende fyr, som gør sit bedste til daglig som far og mand. Komikken er typisk for Rogen og er hele filmens hjerte, hvilket skaber en morsom platform for resten af skuespillerne, så de kan flekse deres improvisationsmuskler, især tænkes her på Rose Byrne. Hun har haft biroller i længere tid, men Bad Neighbours får hende frem i rampelyset i nogle af filmens mest grinværdige øjeblikke.

På trods af gode præstationer i film som The Paperboy og Liberal Arts, ruller man stadig lidt med øjnene, hver gang man hører Zac Efrons navn, men den unge skuespiller bliver ved med at bevise, at han er mere end et kønt ansigt. Efrons rolle som Teddy bliver reduceret til en noget tom skal mod slutningen af filmen, men Efron sørger for, at han er indtagende fra start til slut, og injicerer rollen med sårbarhed og desperation, som ofte bliver tabt midt i alle løjerne. Det samme gælder med Dave Francos rolle som Pete Regazolli, som, på trods af hans dedikation til Teddy, er den første, der sætter spørgsmålstegn ved broderskabets metoder. Det er en birolle, men Franco kommer med nok humor til at konkurrere med både Efron og Rogen.

Bad Neighbours er en sjov og smart blanding af Stollers tidligere komedier, men denne fungerer bare så meget bedre, fordi humoren læner sig mere op ad Rogens typiske hverdagshumor, blandet med jordbundne karakterer og genkendelige livsscenarioer. Filmen har et klogt præmis, smarte komiske talenter, og en stabil strøm af sjove narrestreger i dette uhyrlige opgør mellem student- og forstadslivet.


Forrige anmeldelse
« Steppeulven «
Næste anmeldelse
» The Quiet Ones »


Filmanmeldelser