Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Vådområder (105 min.) Købsfilm / Midget Entertainment
Anmeldt 19/9 2014, 07:35 af Torben Rølmer Bille

Grænseoverskridende


Grænseoverskridende

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Da Charlte Roches bog Nassgebeite kom i 2008, skete der to ting. Anmelderne var delte. Der var de der elskede bogen for dens bramfrie tone og så var der langt flere, der gav sig til at hade den. Dette var også tilfældet da bogen kom på dansk og dumpede ned i Kapellets dyb. Når så mange anmeldere og forargede læsere giver sig til at hade noget, ja, så bliver det naturligvis en bestseller!

Filmen, baseret på selvsamme bog, starter da også med et læserbrevscitat, der er alt andet end positivt stemt overfor romanen og ligefrem spørger hvor Gud er i alt dette. På den vis gør filmen opmærksom på, at den udmærket godt ved, at den henvender sig til alle de, der havde fanget det glimt i øjet og den ironi, som ret beset også er en del af Roches ulækre roman.

Filmen er derfor er tiltænkt de, der har opdaget at forfatterindens projekt ikke udelukkende har været at levere provokationen, men også at fortælle en historie, der både byder på en god portion sort humor og ikke mindst fortællingen om et skilsmissebarn, der tilsyneladende ikke sætter nogle grænser for sig selv, eller på nogen måde er hæmmet af det som samfundet (og især hendes dominerende mor) mener, er god takt og tone. En pige der, selv om hun tilsyneladende er helt fri for hæmninger, hvad angår hendes egen krop, desperat forsøger at finde ind til kernen af sig selv.

Forfatterinden er tydeligvis selv begejstret for filmudgaven, hvilket hun bl.a. har givet udtryk for i forskellige interviews, og har man nerver (og mave) til at gennemleve de halvanden timers kropslige excesser, hvor vi kommer endog meget tæt på vores hovedperson Helen, så vil man opleve at man faktisk kommer sært forløst ud på den anden side. For selv om portrættet af den unge kvinde er alt andet end skønt, opbyggeligt og forbilledligt, så er det også svært ikke samtidig at holde af hende.

Filmen starter, lige som bogen, lige på og hårdt. Vi ser vores barfodede hovedperson køre på skateboard, mens hendes voice-over fortæller, at hun har haft hæmorider lige så længe hun kan huske. Denne snak går over i et flashback hvor vi ser Helens mors fokus på vigtigheden af at holde badeværelset og ikke mindst fissen ren og bakteriefri. Dette gør datteren tydeligvis gør oprør mod, idet vi ser hende træde barfodet ind på et ulækkert, oversvømmet, offentligt toilet, hvorefter hun trækker trusserne af og tørrer det vederstyggelige toiletbræt ren med hendes underliv. Som hun siger, hun mener at det med renlighed på lokummet blot er en myte, for hun er aldrig blevet syg af denne praksis.

Under en intimbarbering får Helen snittet sig og pådrager sig en såkaldt ”analfissur” der ikke vil holde op med at bløde. Derfor indlægger hun sig selv på byens hospital. Fra sygesengen følger vi således at hun tænker tilbage på sit liv, på forholdet til hendes lillebror, på forældrene, hendes bedste veninde Corinna og fyrene hun har mødt.

Nogle af de tanker vi bliver indviet i er i sagens natur fri fantasi, andre forekommer langt mere realistiske, jordnære og til tider ubehagelige. Det er måske ikke så meget scenerne der fokuserer på Helens krop og diverse udsondringer (en god titel til Roches 3. bog?) men scenerne, hvor vi oplever Helens psykotiske mor forsøge at manipulere den unge pige er næsten ikke til at holde ud. For det skal vise sig, at der måske er et enkelt traumatiserende barndomsminde, der om noget har gjort at Helen er blevet så ”fucked up” som hun er, men dette skal man naturligvis se filmen for ved selvsyn at opleve.

Det hele er dog ikke det rene elendighed, for hun tænker også tilbage til episke byture med Corinna, spændende mænd og ikke mindst fascineres hun helt aktuelt af sin sygeplejer Robin, som hun uhæmmet flirter med, selv om han tilsyneladende er involveret med en af stedets sygeplejersker.

Selv for en hærdet splatterfilmsfan er Vådområder en hård film og se. Det handler nemlig her om tabuer, der konstant brydes og selv om filmen ikke er pornografisk eksplicit, er det så tæt på, som man kan forestille sig. Helens gerninger synes intellektuelt at lægge sig op af George Batailles ideer om eroticismens tilknytning til tabuer og døden, men med en klart neofeministisk agenda. En feminisme, der lystent udforsker kroppen, som ikke lader tabuer komme i vejen og som ikke automatisk antager at mænd er fjenden.

Vådområder er en af den slags film, som man bestemt ikke glemmer når man først har set den, dels på grund af de meget klamme scener, men samtidig på grund af dels Carla Juris meget bramfri præstation i rollen som Helen og fordi det er sjældent at se noget så ekstrem en mainstreamfilm fra Tyskland. Statsstøttet til og med. Det er en film, der sikkert lige som romanen vil dele vandene, men også en film der beviser at selv de mest ekstreme værker godt kan filmatiseres nærmest direkte, uden at det ender med at blive decideret pornografisk. En ganske interessant film der både gør op med mainstreamens skildring af den mandlige objektificerede, idealiserede kvindekrop og som sikkert også forholdsvis realistisk giver et billede af en ung kvinde, der forsøger at få det meste og bedste ud af sit liv.


Forrige anmeldelse
« Rio 2 «
Næste anmeldelse
» The Amazing Spider-Man 2 »


Filmanmeldelser