I præsentationen af Charlotte Roches roman Vådområder hedder det, at der er tale om en ”ny, vild og sjov feminisme, der frygtløst gør op med damebladenes retoucherede kropsæstetik og reklamernes undertrykkende iscenesættelse af den kvindelige seksualitet.” Og det lyder jo både spændende og interessant, men står i skærende kontrast til romanen selv.

Fortællingen i Vådområder er fortalt af Helen, der er indlagt med et betændt sår ved numsehullet, der kræver en operation. Da hun samtidig har hæmorider, får hun dem fjernet ved samme lejlighed, hvilket giver et temmelig omfattende kødsår i røven, for at holde fast ved Helens ordvalg.

De fire dage, hun er indlagt, følger vi hendes tanker og handlinger nøje. Hun er meget optaget af alle kvindekroppens åbninger og sekreter, ligesom hun har en ubændig trang til at indoptage alle kroppens udsondringer som tis, menstruationsblod, sårskorper og bussemænd, blot for at nævne nogle enkelte. Hun synes alle disse abjekter – som man har kaldt det, der hverken er subjekt eller objekt – har en særlig smag og indtagelsen af disse støder en hygiejnisk moral, som hun stærkt engageret har sat sig for at trodse. Hun tror ikke på, at bakterier er farlige, så hun forsøger at sprede sine egne så meget som muligt eksempelvis ved at lade sin egenproducerede menstruationsprop hænge i rækværket på sygehusets elevator.

Det er naturligvis interessant at diskutere, hvorfor kroppens udskilninger i den grad lægges for had og hævdes at være ulækre, ligesom det er interessant at diskutere kvindelighed, krop og seksualitet fra en anden vinkel end den gennemkontrollerede og velfriserede, der ligger i en traditionel skønhedsdyrkende tilgang.

Men – og her ser det ud til, at de fleste er gået glip af romanens anliggende – det er egentlig ikke, dette romanen sætter på dagsordenen. Jeg ved ikke, hvad Roche selv har sagt om sin roman, men fortælleren Helen repræsenterer ikke et feministisk opgør mod reklamens eller damebladenes kvindebillede. Hun fortæller sin sygehistorie. Hun er et barn, man gjorde fortræd. Hele hendes adfærd med at smage på bussemænd, menstruationsblod og bræk er styret af hendes kærlighedslængsel. Forældrene har svigtet hende følelsesmæssigt, hvilket har gjort Helen psykotisk og neurotisk. Hun flygter fra sig selv og sit selvhad – og det er svært at se dette som en ny, vild og sjov feminisme.

Helens projekt er at få moren og faren til at finde sammen igen, selvom familien hele tiden har været dysfunktionel, og alle er ude af stand til at kommunikere med hinanden. Helens grundlæggende traume fortættes i et billede af moren, der forsøger at begå selvmord og tage Helens lillebror med sig i døden. Og selvom faren tegnes i et blødere lys end moren, så er billedet af ham også kendetegnet ved følelsesmæssig afstumpning og manglende anerkendelse af Helen som selvstændigt individ.

”Jeg er min egen affaldsskakt. Kropsekretgenbruger”, siger Helen om sig selv. Dette er det tætteste på en selverkendelse, vi kommer i romanen. At læse dette positivt som ’kvinde kend din krop og vær glad for den’, finder jeg meget vanskeligt. Spørgsmålet bliver snarere om romanen så fungerer som sygdomshistorie og som en litterær undersøgelse af familiens fortrædeligheder. Og det gør den faktisk ikke, selvom det manisk repetitive i Helens sygelige optagethed af at æde alt, hvad der kommer ud af hendes krop kunne være en interessant udfoldet trope – og kedsomheden en pointe. Men sygdomshistorien bliver mere et postulat end udfoldet tematisk. Romanens synsvinkel virker her blokerende for en sådan fremstilling – og romanens slutning understreger utroværdigheden, så man ryster på hovedet.

Altså: en lortebog!