Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Into the forest (104 min.) Købefilm / Another World Entertainment
Anmeldt 25/8 2016, 17:33 af Torben Rølmer Bille

Når strømmen går


Når strømmen går

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Normalt når fiktioner skildrer samfundets opløsning, hvad enten det handler om vira, zombier, meteorer eller noget helt 4., er fortællingerne dystopiske. Altså dystre advarsler om hvor grimme vi mennesker er under vores civiliserede overflade. Af samme årsag er det faktisk en ganske opløftende oplevelse at se Into the forest, der rent titelmæssigt måske minder mest om en af de utallige gyserfilm, der foregår i en skov, men som viser sig at være noget så sjældent som en film, der henad vejen nærmest hilser katastrofen velkommen.

Filmens hovedpersoner er søstrene Eva og Nell, der bor langt ude i skoven i et ganske lækkert hus med deres rare far. Nell er i gang med at forberede sig til en adgangseksamen, og Eva træner superhårdt på en danserutine til en audition, så hun forhåbentligt på sigt kan blive professionel danser. Dette ændrer sig dog drastisk på, hvad der ellers starter som en helt almindelig aften.

At dømme efter den lille families tablets og monitorer, så befinder vi os en 10-15 år ude i fremtiden, et sted i USA eller Canada. En aften forlyder det på tv, at en stor strømafbrydelse har ramt store dele af Østkysten, og kort derefter slukkes lyset og gør alle andre elartikler i hele huset ubrugelige. Dette medfører i første omgang ikke total panik blandt pigerne og deres far, i stedet finder man lommelygter og stearinlys frem og hygger sig.

Strømafbrydelsen er dog ikke midlertidig. Strømmen kommer nemlig aldrig igen. Hverken dagen efter eller en uge efter. Så efter et par uger tager familien ind til den nærmeste by for at proviantere. Her finder de ud af, at beboerne allerede har støvsuget det lokale supermarked for de fleste artikler. Alle mangler benzin til deres transportmidler og generatorer. Desperationen er så småt ved at finde rodfæste. Vore hovedpersoner lader sig dog ikke ryste af dette, finder de mest basale ting, de behøver, og begiver sig tilbage til deres hjem, dybt inde i skoven.

Into the forest er en film, der ikke fokuserer på det negative i en desperat situation, men snarere på evnen mennesker har til at tilpasse os svære situationer og overleve for enhver pris, hvis det ultimativt er det, der kræves. I en af nøglescenerne i filmen diskuterer pigerne med hinanden. Eva er utroligt frustreret over stadig at mangle strøm, hvortil Nell stiller hende et spørgsmål: ”Hvor lang tid har vi mennesker været på jorden?”. Den anden svarer: 100… nej, 200.000 år!”. Nell svarer, ”..og vi har kun haft elektricitet i ca. 180 år, så vi klarer den nok”.

Vi oplever, hvordan pigerne forsøger at stå sammen mod væmmelige mænd udefra, mod de vilde dyr, der bor i skoven, og ikke mindst mod den følelse af total isolation, der uvilkårligt opstår som følge af at være gennet sammen i et hus uden megen mulighed for at tage hen til et andet sted.

Filmen er ikke en decideret hyldet til at leve i et med naturen, en slags science fiction-udgave af Walden, men det er snarere en hyldest til den menneskelige foretagsomhed og ideen om at holde fast i traditioner, rutiner og ikke mindst sin egen menneskelighed, selv om verden omkring en er ved at falde fra hinanden. Således er seeren vidne til Nell, der stadig læser videre i hendes fagbøger og i bøger, der kan gøre hende klogere på agerbrug, skovens planter eller diverse sygdomme – og Eva, der med en metronom som eneste musik, dagligt arbejder hårdt med at få sine danserutiner til at fungere, selv om hun inderst inde godt ved, at hun aldrig kommer til en audition.

Hvordan det går pigerne og deres far, skal naturligvis ikke afsløres i dette forum, for selv om filmen er hovedsagelig optimistisk, har den også en dyster og mørk undertone, som hele tiden lurer under pigernes forsøg på at holde hovedet højt under disse vanskelige omstændigheder.

Nell spilles af den altid skønne Ellen Page, der nok bedst huskes for hendes rolle som Juno, mens søsteren Eva af Even Rachel Wood, måske huskes fra Mickey Rourke comebackfilmen The Wrestler. Det er disse to, der bærer store dele af filmen, og deres spil over for hinanden er både rørende, gribende og ganske smukt. Det er i al fald ikke særligt svært at blive overbevist om, at de to er søskende og virkelig elsker hinanden uanset, hvor meget omgivelserne ellers forsøger at skabe splid mellem dem.

Into the forest er ikke nogen stor film, men det er et forfriskende bud på, hvordan man også kan skabe en fortælling med en potentielt deprimerende fremtidsvision som rammehistorie. Det er en film, der kan minde om et intimt teaterstykke, hvor de nære, nuancerede følelser er i fokus, og hvor det er opfindsomhed, tilgivelse og kærlighed, der for en gang skyld overtrumfer barbarisme, mismod og nihilistisk sortsyn.

Det er ikke hverken udefrakommende faktorer, Gud eller held, der i sidste ende bliver løsningen på deres problemer, men det er viljen til at gøre det rigtige, godt hjulpet på vej af en stabel fagbøger og ikke mindst pigernes sammenhold. Et budskab, der i den grad glæder en gammel humanist.


Forrige anmeldelse
« Scherzo Diabolico «
Næste anmeldelse
» Ratchet & Clank »


Filmanmeldelser