Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Adéles liv (179 min.) Købsfilm / Midget Entertainment
Anmeldt 27/4 2014, 21:14 af Kim Toft Hansen

Undervejs til et selv


Undervejs til et selv

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det var et interessant valg, da den tunesiske instruktør Abdellatif Kechiches franskproducerede Adéles liv fik De Gyldne Palmer sidste år. Nogle mente, at det var et politisk valg, fordi temaet er homoerotisk kærlighed. Andre fremhævede bare, at det var en fremragende film. Om de førstnævnte havde ret, står hen i det uvisse, men om det sidste hersker der absolut ingen tvivl: Det er en helt enestående og gribende film. Den er netop udkommet som købefilm.

Filmen handler om den smukke og sensuelle Adéle, der går i gymnasiet. Hun er eftertragtet og afprøver frivolt sin blomstrende seksualitet. Men hun kan ikke finde sig selv i forholdet til det mandlige køn, og opdager – da en pige i klassen på et tidspunkt kysser hende – at hun måske er tiltrukket af sit eget køn. Det indleder en seksuel og personlig identitetsjagt, der for alvor udfolder sig i forholdet til kunstnerstudenten Emma.

Adéles liv er ikke kun en elementært troværdig beretning om en piges søgen efter selvforståelse. Det er også en film, der formår at trænge helt tæt ind på Adéle. Ydermere er det ganske flot, hvor meget plads, der levnes til andre personer. Den ellers vanvittigt godt spillende Adéle Exarchopoulos i hovedrollen får også saft og kraft (på mere end én måde) fra den ligeså velspillende Léa Seydoux i rollen som Emma. Tilsammen er de ganske simpelt filmens drama.

Der er heller ingen tvivl om, at en del af den omtale, som filmen har fået, hænger sammen med dens ekspliciteringsniveau i de mange, lange sexscener. I modsætning til Lars von Triers seneste forsøg på grænseoverskridelser i Nymphomaniac, så spiller Exarchopoulos og Seydoux sig selv helt ud. Flere scener er eksplicit pornografiske, men stilmæssigt holdt i en nærgående realismegrad, som ikke fremhæver det lystfyldte. Men i stedet fokuseres der på skabelsen.

Skabelsen af en identitet og fundet af en personlig ro (og genskabelse af uro) er filmens centrale ærinde. Adéles liv bruger ikke pornografi, fordi den vil overskride grænser – her er hensigten at skildre en persons selvsyn via billeder. Det er heller ikke (kun!) en kærlighedshistorie. Det er ligeså meget en film, der vil understrege, hvor sårbar så store personlighedsforandringer, som Adéle går igennem, betyder for personen selv.

Derfor er filmen præget af en relativt fragmentarisk opbygning, hvor tidsspring ikke signaleres klart og tydeligt. I stedet går det undervejs oftest langsomt op for én, at den er sprunget frem i tid. Som da Adéle går fra at være gymnasieelev til at være skolelærer, bliver det kun klart, fordi hun nu i mange scener underviser og leger med børn. Disse spring er en illustration af seerens jagt efter mening, der kun gradvist indfinder sig – for derfor at springe videre. Ligesom hos Adéle selv.

Disse fragmenter er ikke værre, end at filmen har en helt klar og fremadskridende kronologi, der handler om forholdet mellem de to unge piger. De mange scener, der i andre film ville synes overflødige, handler om at fastholde et stramt fokus på den skrøbelige Adéle, der udad til holder facaden, men indad til krakelerer. Fint kryber kameraet hele tiden tæt ind på Adéle, der i ansigtet signalerer mere end, hvad tusinde handlingstråde ville fortælle.

Filmen varer næsten tre timer. Men på trods af, at filmen kun dribler frem og tilbage mellem forskellige daglige sekvenser i Adéles liv (jævnfør filmens titel), så er filmen ikke et eneste sekund for lang. Scenerne med Exarchopoulos og Seydoux driver af nerve, sensibilitet og dramatik. Derfor er det faktisk ikke en film, der i bund og grund handler om homoseksualitet, selvom det selvfølgelig er stærkt tematiseret. Den handler om at finde hinanden – og sig selv.


Forrige anmeldelse
« Hobbitten – Dragen Smaugs ød... «
Næste anmeldelse
» Michael Kohlhaas »


Filmanmeldelser