Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Elysium (109 min.) Biografversion / Sony
Anmeldt 14/1 2014, 20:20 af Torben Rølmer Bille

First world problems


First world problems

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der var bred enighed blandt såvel fans af science fiction genren som anmeldere, at Neill Blomkamps spillefilmsdebut District 9 var fascinerende både for øjet og hjernen, idet den benyttede mock-documentary stilen til at levere en parabel over apartheid og vores generelle syn på og behandling af fremmede. Det gjorde den så godt, at instruktøren i 2013 kom med en film, der både have fået et langt større budget og internationale (læs: Hollywood-)stjerner på rollelisten. Elysium kom filmen til at hedde, og den er nu ude på BluRay og DVD, spørgsmålet er nu om Blomkamp kan levere den svære opfølger, nu da forventningerne til filmen givetvis er meget høje.

Svaret er både ja og nej. Ja, fordi Elysium har alle de elementer der skal til for at lave god science fiction. Nej, fordi filmen, til trods for sine gode intentioner og større budget, ikke helt når op på siden af forgængeren. Det skyldes måske især at begge film ønsker at levere en humanistisk baseret samfundskritik, men da dette allerede er blevet berørt i den første film, kan både temavalg og filmens håndholdte stil godt synes for genbrugt til at det bliver virkeligt originalt.

Dermed ikke sagt at Elysium ikke er værd at se, det er den bestemt. Der er mageløst flotte effekter, den formår ikke at indeholde ret mange kedelige øjeblikke. Den skaber konstant situationer, som syntes umulige for vores protagonist at komme ud af. Dens dystopiske fremtidsvision er skræmmende troværdig og endelig er der virkelig kælet for alle detaljer i filmen, være det sig designet af robotter, rumskibe og ikke mindst Elysium (der dog udmærker sig ved at være bygget i en meget konform stil. Som om Jordens førende arkitekter udelukkende har været i stand til at skabe beboelse i rummet, der allesammen minder om Beverly Hills-palæer i nyklassisk stil). Alligevel er det som om man sidder tilbage og ville ønske sig noget mere når først filmen er slut.

Der arbejdes med en vision for fremtiden, der på en gang syntes velkendt og fremmedartet. Jorden er blevet udpint og alle verdens fattige bor tilbage på den forfaldne planet hvor de roder gennem skraldet for at overleve, eller i bedste fald arbejder hårdt manuelt for et af de store konglomerater, for at tjene til dagen og vejen.

Filmen foregår i et Los Angeles der mest af alt ligner et stort slumkvarter fra Mellemamerika. Her bor filmens hovedperson Max i armod. Han forsøger at få sin hverdag til at hænge sammen, selv om det er svært. Forældreløs, opvokset på et børnehjem i slummen har målet hele tiden været at bringe ham selv og sin bedste veninde til Elysium, en rumstation placeret udenfor jordens atmosfære, fri for sygdomme, fri for armod og ikke mindst fri for alle de illegale flygtninge der konstant forsøger at snige sig ind på stationen via rumfærger, der som oftest skydes ned når det nærmer sig.

Elysium styres egentlig at præsidenten der, men en dag ser forsvarsministeren Delacourt (Jodie Foster) sit snit til at overtage magten på Elysium, da hendes egen politiske position trues. Samtidig på jorden går noget galt for Max. Han er ude for en arbejdsulykke hvor han rammes af en heftig dosis radioaktiv bestråling, og robotlægen der tilser ham giver ham under en uge at leve i. Derfor bliver hans ønske om at tage til Elysium mere presserende end nogensinde før.

Af samme grund bliver Max nødt til at alliere sig med lyssky elementer fra fortiden, for at kunne komme til Elysium – for rumstationen er det eneste sted som har teknologien der kan redde hans liv. Delacourts og Max skæbner krydses, idet Max pludselig kommer i besiddelse af noget information, som forsvarsministeren skal bruge. Derfor sætter hun en samling garvede dusørjægere, under ledelse af den nådesløse Kruger (spillet med stor, sadistisk indlevelse af stjernen fra District 9 Sharlto Copely) til at få fat i Max og de informationer han har fået svejset ind i hjernen.

Som nok kan læses ud af ovenstående er Elysium primært tænkt som en kritik af den grænsepolitik som især USA fører overfor sine nabolande sydover, men filmen kan også nemt ses som en generel kritik af det polariserede som vi alle er blevet en del af. Denne del lykkes også filmen virkeligt godt og dette kombineret med en veloplagt præstation fra Matt Damon, der faktisk får en interessant rolle at arbejde med, sikrer filmens succes langt hen af vejen.

Problemer er blot, at den heller ikke helt kan lade være med at blive lidt for karikeret, lidt for klichéfyldt i overleveringen af sit budskab. Det er ikke fordi den tvinger dette ned i seerens hals, men der er som i District 9 ikke lige så megen plads til at fokusere på gråzonerne mellem det gode og det onde. I Elysium er de privilegerede emmigranter på stationen de onde, onde kapitalister, der er fuldstændigt ligeglade med de forarmede, sultne, syge masser, som de har efterladt på jorden og det er disse folkets slavehær, der i form af en enkelt handlekraftig person, forsøger at få vendt denne verdensorden helt om.

Især mod filmens slutning bliver budskabet (uden spoilers!) virkeligt slået fast og selv om der sikkert er en masse filmfans der holder af denne slags slutninger, så stikker den i undertegnedes øjne lidt imod det budskab som filmen indledningsvis forsøger at formidle. Her ville det måske have klædt Blomkamp at skele mere til Terry Gilliam. Nuvel, i sidste ende handler dette vel om hvad man foretrækker. Elysium er derfor en science fiction film der helt sikkert skal ses, men med det aber dabei at man ikke kan forvente sig en oplevelse, der er lige så intens og nyskabende som forgængeren.


Forrige anmeldelse
« Broen II «
Næste anmeldelse
» The Colony »


Filmanmeldelser