Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Looking for Eric (116 min.) Biografversion / SF-Film/Filmcompagniet
Anmeldt 3/10 2009, 17:31 af Claus Krogholm

Looking for Eric


Looking for Eric

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Er der noget vigtigere end fodbold? Ja, det er der, men for nogle mennesker fylder fodbold ganske meget. Det gælder fx Eric Bishop (Steve Evets), hovedpersonen i Ken Loachs seneste film Looking for Eric. Titlens Eric er dog i lige så høj grad den af Eric Bishop forgudede Eric Cantona, der spillede for Manchester United 1992-97, hvor han var stærkt medvirkende til at genrejse Manchester United som et storhold. Eric Bishop er postbud, og hans liv er i opløsning. For 30 år siden mødte han Lily (Stephanie Bishop). De var dansepartnere, blev gift og fik datteren Sam (Lucy-Jo Hudson). Eric gik i panik og forlod kone og barn. Senere blev han gift med Chrissie, som forlod ham. Nu bor han sammen med sine to stedsønner Ryan (Gerard Kearns) og Jess (Stefan Gumbs). De er involveret i noget småkriminalitet og har ingen respekt for Eric. Det går bedre med datteren Sam, der er i gang med at afslutte en universitetsuddannelse, samtidigt med at hun er alene med datteren Daisy. For at få tid til at få skrevet sit speciale beder hun Eric hjælpe med at passe datteren. Det samme gør Lily, og det bliver stadig vanskeligere for Eric at undgå en konfrontation med Lily og fortiden.

Kollegerne på posthuset forsøger at hjælpe Eric. Især Meatballs (John Henshaw) prøver med hjælp fra diverse selvhjælpsbøger at få Eric bragt på fode. Der er kostelige scener, hvor de midaldrende postbude med arbejderklassedialekt og ølmaver praktiserer diverse terapeutiske øvelser for at finde deres indre selv. Det hjælper ikke Eric, men da han en aften ryger en joint, sidder Eric Cantona pludselig i hans værelse. Cantona er kendt for sine filosofisk-mystiske udtalelser ("Når mågerne flyver efter trawleren, er det fordi de venter på, der bliver kastet sardiner i vandet"), og hans råd og vejledning er med til at bringe Eric langsomt tilbage på sporet. Han sætter sig i respekt hos stedsønnerne, der er kommet længere ud i kriminalitet, end de selv kan overskue; og han får også mod til at tale med Lily og forklare, hvorfor han i sin tid stak af. Men pludselig overstiger problemerne, hvad Eric kan klare på egen hånd. Og så handler det om holdånd.

I mere end 40 år har Ken Loach stædigt skildret tilværelsen, sådan som den tager sig ud for de, der lever i nærheden af eller på bunden af samfundet. Looking for Eric er ikke anderledes i den henseende, men den er nok det nærmeste, Ken Loach endnu har været på at lave en komedie; ja, det er nærmest en feel-good film. Fodbold, og nok især fodboldens tilskuerkultur, har i England altid været forbundet med arbejderklassen. Det er derfor signifikant, at filmens postbude ikke længere går til Manchester Uniteds kampe, fordi de ikke har råd til at købe billet. Fodbold er blevet big business, og de der har råd, er rigmænd og gangstere. På den måde understreger Ken Loach, det tema han vender tilbage til igen og igen: at arbejderklassen og dens kultur er blevet smadret - først af Thatcher og siden af Tony Blairs New Labour - hvilket har efterladt en stor underklasse som kulturelt hjemløse.

Fodbold bliver en allegori over den nyere engelske historie. Når Eric og Eric diskuterer Cantonas kampe, så er Eric (Bishop) mest optaget af Cantonas mange mål. Cantona var stjernen, hele Uniteds King Eric. Men Cantonas største øjeblik var i egne øjne en målgivende aflevering. Og på den måde vendes Erics opmærksomhed langsomt fra eneren og individet til holdet og kollektivet. Nok var Cantona en stjerne og et geni, men det var han kun, fordi han forstod, hvordan alle spiller sammen på det samme hold og med det samme mål. Eric indser, at hans problemer ikke kun er hans, men er problemer en hel klasse er fælles om, og som kun kan løses gennem holdarbejde og solidaritet. Man må stole på holdet.

Det kan lyde som en banal - og måske utidssvarende - morale. Men historien er fornemt forløst, og skuespillet af vanlig, fornem britisk kvalitet. Eric Cantona spiller sig selv med klædelig ironi (og er i slutteksterne krediteret som "Lui-même"), og har den aura og pondus, der skal til. Det er svært at forestille den film lavet med en Beckham eller Rooney. Nok skildrer Ken Loach en kultur i opløsning, men han er dybt solidarisk med sine karakterer, og her - i komediens form - lykkes det endda at indføre lidt optimisme i en ellers dyster historie.


Forrige anmeldelse
« Krokodillerne «
Næste anmeldelse
» Op »


Filmanmeldelser