Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




D-War (103 min.) Købsfilm / Panvision
Anmeldt 12/2 2008, 12:15 af Torben Rølmer Bille

Haan og Imoogi


Haan og Imoogi

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er i koreansk mentalitet et udtryk som er uoversætteligt. Det hedder haan og kan bedst oversættes med uindfriede længsler eller melankoli. I bogen Korean Cinema (2003) sammenlignes denne mentalitet med the blues i mangel på bedre, og har man det i baghovedet, når man ser koreanske film, så giver det perfekt mening, idet langt de fleste er gennemsyret af mismod, trøstesløshed eller længsel efter den uopnåelige kærlighed. Man kan selvfølgelig kæde dette sammen med landets splittede historie, men det er ikke hele sandheden, for haan kan spores meget langt tilbage i den koreanske kunst. Der er nu ikke meget haan i den absolut dyreste koreanske spillefilm nogensinde: D-War. Det er tydeligt, at der her er blevet satset på det internationale publikum, for foruden et par flashback-sekvenser, er alle skuespillerne engelske. Måske er det takket være den store internationale succes med The Host, at koreanerne i 2007 gav instruktøren Hyung-rae Shim muligheden for at lave endnu en film om monstre der angriber. I følge IMDB har Shim nemlig tidligere lavet mindst to film om drager, og det gør ham jo nærmest til en ekspert på området.

Det undrer næppe nogen at plottet i film, hvor en mængde monstre skal have en undskyldning for at hærge en storby, ender med at være tåbeligt. Historien tager udgangspunkt i en legende, der fortæller om en specielt udvalgt kvinde, som af himmelske kræfter har fået tildelt en mægtig energikugle yeo-ui-ju fra fødslen. Denne energi skal overgives til den store slange Imoogi, så denne kan blive forvandlet til en rigtig drage og flyve til himmels. Men dette vil den onde slange Buraki forhindre. Buiraki vil selv have energien, blive drage og derefter sprede død og ødelæggelse. I modsætning til Imoogi har Buraki evnen til at mobilisere en hel hær af monstre, der kan hjælpe ham med sit foretagende. Det er så her filmen bliver rigtigt spændende for alle, der kan lide CGI-effekter og fantasy.

Problemet er blot at der næsten går en hel time før dragerne for alvor slår sig løs. Indrømmet er der før nævnte flashback-sekvens, hvor drager og udyr får lov til at smadre en koreansk middelalderby, men selve krigen, der omtales i titlen, bryder først for alvor ud i filmens sidste 40 min.

Det havde heller ikke været et alvorligt problem, hvis manuskriptet havde forvaltet sekvenserne uden drager bedre. Seeren bliver tæppebombet med en stor mængde usammenhængende dialog om profetier og drager, og er vidne til disse forvrøvlede hovedpersoner, som ikke engang selv lader til at tro på det, der kommer ud af deres mund. Bedst i dette ensemble er Robert Forster, som de fleste sikkert kender fra fx Jackie Brown eller Mulholand Drive, men det er næsten pinagtigt at se Forster indtage rollen som Buchun, en slags erzats-Mr.Myagi, der fortæller den reinkarnerede sværdkæmper Haram, der nu hedder Jason, legenden om dragerne, den unge kvinde og energikuglen. Det lykkes Jason at spore den unge kvinde, der hedder Sarah, men samtidig får Buraki og dennes horder også færden af hende. Nu går den vilde monsterjagt på Sarah.

Når monstrene slår sig løs, får man så også helt klart den dragekamp som Reign of Fire noget så grusomt snød publikum for, for nogle år tilbage. Der er masser af små drager, der ligger i hidsig kamp med gunship-helikoptere. Der er enorme slanger der hamrer gennem bygninger og parkeringskældre, og som knugende snor sig op ad højhuse. Der er enorme panserklædte frøagtige reptiler med raketstyr på ryggen, der sender missiler mod det mobiliserede militær – og den endegyldige kamp mellem Imoogi og Buraki er enhver rollespillende knægts våde feberdrøm.

Det ærgerlige er blot at billedet på den DVD-udgave, der udsendes herhjemme, mest af alt ligner en 2. generations VHS-kopi. Billedet er flere gange gnidret, og hverken farver eller kontrast står særligt stærkt. Det er måske meningen at filmen skal have dette look, men det er da sært, at scenerne uden drager også står så gnidret tilbage. Det gnidrede billede er især ærgerligt idet effektsekvenserne – uanset hvor meget der er lånt fra World of Warcraft, Lord of the Rings og de nyeste Star Wars-film – er så lækkert animeret.

Er man ikke så fascistisk som undertegnede med hensyn til billedkvalitet, og kan man holde den første times formulariske karakterfloskler og dialoger ud, så er D-War en fin og flot genrefilm, der nok desværre kommer til at virke alvorligt gammeldags i skyggen af den formidable Cloverfield.


Forrige anmeldelse
« Fantomas Collection «
Næste anmeldelse
» Calibre 45 »


Filmanmeldelser