Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Hitler: The Rise of Evil (180 min.) Købsfilm / Panvision
Anmeldt 20/2 2008, 22:35 af Kim Toft Hansen

Blindhed griber alt


Blindhed griber alt

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

”Blindhed griber alt”, skriver Theodor W. Adorno og Max Horkheimer, ”fordi den intet begriber”. Det handler specifikt i dette tilfælde om antisemitisme, men generelt er det også den grundidé, som de indfører som en kritik af deres samtid, 30’erens og 40’ernes Tyskland under nazisternes rædselsregime. De ser i Oplysningens dialektik den historiske udvikling i mellemkrigstiden – hvor demokratiet var indført i Tyskland, men blev fjernet af Hitler – som et resultat af moderniteten. Moderniteten er forblændet, fordi den som generelt projekt slår tilbage i myten. Blindhed, antisemitisme, modernitet og især mytisk stof er således drejet grundigt ind tv-filmen Hitler: The Rise of Evil fra 2003, der nu er ude på dvd.

Det er klart fra starten, hvad filmen mener om Hitler, historien bag manden og politikken, som han kom til at stå for. Det ligger allerede i undertitlen The Rise of Evil, af hvilken grund det tydeligt, at det ikke er en tilnærmet objektiv skildring af Hitlers liv fra barns ben til indførelsen af diktaturet i 1934. Derfor tager den sig nogle dramatiserende friheder og må ikke ses som en dramadokumentar. Ian Kershaw, ekspert i tysk historie og Hitler-skribent, var med under filmen som rådgiver, men han valgte til sidst at få sit navn fjernet fra filmen kreditering pga. historisk fejlagtighed. Dette har i filmen til formål at dæmonisere Hitler yderligere end hvad ville være historisk korrekt.

Eksempelvis benyttes naziflaget lige fra det nationalsocialistiske parti bliver stiftet, hvilket ikke gjorde sig gældende, før Hitler var blevet kansler i 1934. Desuden skildres Hitler som noget nær et psykotisk tilfælde fra barns ben af, og her giver filmen ’ondskaben’ – som jo er filmens centrale tema – en naturalistisk forklaring, idet Hitler skildres som undertrykt af sin pryglende far. Dette resulterer i, at skildringen af Hitler generelt giver et portræt af en ilter, skarp og underdrejende manipulatorisk person fra starten, der aldrig trækker på smilebåndet og lader hånt om humor, selvom øjenvidneberetninger fra samtidig har fortalt om Hitler som yderst en humoristisk person (hvem der end vil tro det). Derfor skal man ikke se Hitler: The Rise of Evil som et historisk dokument, men som en instruktør subjektive mening om en af det tyvende århundredes centrale figurer.

Men det suspenderer ikke filmen, der dog skal ses med yderst kritiske øjne, hvilket kan være farligt, når eftertiden allerede har dæmoniseret og dømt Hitler (uden at dette skal blive et forsvar). Det gør sig dog gældende, at filmen har skruet kraftigt op for velkendte filmiske argumenter, såsom sammenstillende montager. Som eksempel kan vi nævne det tidspunkt, hvor Hitler for alvor begynder at få magt i parlamentet gennem agitationer og kraftfulde udladninger, hvilket sammenstilles med en jødisk cabaret, der satiriserer over nazisternes magtudnyttelse. Dette er yderst veldrejede og særligt opulente filmtekniske argumenter, men det er ikke troværdig historisk skildring, hvilket filmens generelle stil lader til at påstå.

Dette kendetegner da også filmen, der er et godt stykke håndværk, der dog er præget af et tv-budget, som giver nogle temmelig kulisseprægede scener, mens Robert Carlyle som Hitler dog hæver niveauet noget over filmens generelle stil – selvom han er inkarnationen af den ondskab, filmen partout vil skildre. Der er dog andre måder at skildre dekadencen i Tyskland omkring Hitler (dekadence, som jo er et særligt træk ved cabaret’ens genre), og vil man se et større mesterværk, som – med fuldt overlæg og ikke tildækket i en historiedokumentarisk stil – skildrer nazirigets dekadence, må man ty til for eksempel Tinto Brass’ Salon Kitty fra 1976. Men tager man de kildekritiske briller for øjnene, kan Hitler: The Rise of Evil sagtens bekræfte det billede, som vi alle har fået overleveret af Hitler: 30’ernes ondskabsakse. Som historisk blindhed fra de sejrendes side kan filmen fungere fint som kulturindustriel fredagsunderholdning om en dæmoniseret figur.


Forrige anmeldelse
« Jumper «
Næste anmeldelse
» The Dead Girl »


Filmanmeldelser