Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Ørnen er landet (130 min.) Købsfilm / Panvision
Anmeldt 11/4 2011, 20:49 af Kim Toft Hansen

Kontrafaktisk ørneflugt fra realiteterne


Kontrafaktisk ørneflugt fra realiteterne

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

I 1943 sætter Adolf Hitler sig for at kidnappe den engelske premierminister Winston Churchill. I det skjulte sætter han oberst Radl til at samle en gruppe personer, der kan udføre denne dristige dåd bag om ryggen på alle øvrige øverstbefalende. Sådan lyder en grovskitse til plottet i den klassiske krigsfilm Ørnen er landet (1976). Der er ikke meget, der tyder på, at der fandtes sådanne planer, men det gør ikke filmens historie mindre eventyrlig – for det er netop sådan, den skal betragtes: et kontrafaktisk eventyr, der udnytter alle de simple kneb, der skal til. Ørnen er landet – der på engelsk også hedder The Eagle Has Landed – er på vej i genudgivelse på dansk dvd.

I tresserne og halvfjerdserne fik amerikansk film for alvor øje på de gode muligheder i Anden Verdenskrig. Indtil da – og særligt under krigen – var flere af filmene besynderlige værker, der i højere grad fungerede som propagandafilm, der skulle forsvare amerikansk engagement i filmen. Bataan (1943) er et hovedeksempel på det. Da krigen var kommet på afstand, begyndte en række film at dukke op, som i dag betragtes som klassikere. Film som The Guns of Navarone (1961), Where Eagles Dare (1968) og Kelly’s Heroes (1970) viste vejen for et møde mellem krigsfilmens suspense og actionsfilmens energi. Det er i tråd med denne tradition, Ørnen er landet skal ses.

Actiongenren har også nogle fællestræk med komediegenren, som særligt giver sig udslag i begges genrers brug af relativt flade, simple karakterer. I den første tid efter krigen var tyskerne skildret særdeles onde med en helt særlig tysk intonering af engelsk. Flere af filmene lå i tråd med midtkrigsskrildringen af amerikanske soldater som helte. Ørnen er landet er særlig, da den i stedet placerer fokus hos tyske soldater, der skal kidnappe Churchill i England. Filmen drager i denne forbindelse også nytte af det generiske sammenfald med komediefilmen, idet projektet nærmest fra starten er skildret som latterligt og langt ude.

Filmen bæres af 70’ernes helt store navne. Michael Caine spiller lederen af gruppen, der skal infiltrere det sydøstengelske landmiljø for at fange premierministeren. Robert Duvall spiller den lettere karikerede tyske oberst med klap for øje og kun én handske. Donald Sutherland spiller en irsk IRA-agent, der kæmper på tysk side for bekæmpe England, som han hader. Mindre roller domineres af større navne som Treat Williams og Larry Hagman. Filmen var en stor satsning, og henter også inspiration fra samtidens interesse i konspirationer. Samlet er den derfor en film for enhver, der gerne igen vil have bekræftet, at verdensbilledet er dualistisk og simpelt.

Tiden har ikke været god ved Ørnen er landet, der i dag fremstår væsentligt mere komisk, end den var tænkt. Det kontrafaktiske plot virker fortænkt og – selvsagt – historieløst, mens dens forsimplede karakterer og moralske spil ikke længere fungerer. Det er denne type film, som eftertidens komediegenre har parodieret så tykt, at det er svært at vende tilbage. Det er ikke længere muligt at tage filmen alvorligt. Det gør ikke i sig selv filmen til en dårlig film, men dens intenderede betydning har i den grad forandret sig. Der er her kun ét år til, at fx Castellaris kontrafaktiske The Inglorious Bastards (1977) – som Ørnen er landet på sin vis er i familie med – ændrer genren med et ironisk glimt i øjet.

Ørnen er landet er i stedet gravalvorlig og ment sådan. Netop det gør den ufrivilligt komisk, pudsig, forvredet storladen og ikke mindst helt skæv i lyset af eftertidens tykke parodier. Det er med andre ord nødvendigt, at man hænger fast i fordums dualismer eller kan tåle at se sin barndoms klassikere i et nyt lys. På den måde har Ørnen er landet måske noget at byde på. Det er måske bare svært at sige hvad. Og så afslutningsvist en lille korrektion til filmens cover: Filmen er ikke instrueret af Fernando Trueba (gudskelov!), men af John Sturges.


Forrige anmeldelse
« Vredens Dag «
Næste anmeldelse
» Ordet »


Filmanmeldelser