Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Dear Frankie (100 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 3/12 2007, 18:43 af Kim Toft Hansen

Realisme i børnehøjde


Realisme i børnehøjde

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Med en høj realismeværdi fortæller Dear Frankie en følelsesladet historie om en mors ubetingede kærlighed til sin søn. Med humor og liv stifter vi bekendtskab med den døve Frankie, der savner sin far. Filmen er et godt mødested mellem britisk humoristisk sans og slagkraftig realisme.

Instruktøren Shona Auerbach har haft en lidt utraditionel vej ind til filmen, hvor Dear Frankie er en hendes spillefilmsdebut. Hun har tidligere instrueret en enkelt kortfilm, mens hun indtil Dear Frankie har levet af at instruere reklamefilm. Hun fortæller selv, at der er blevet rynket en del øjenbryn af denne vej undervejs, men hun fremhæver kreativiteten i reklamefilmen, der er så høj, at den ikke findes andetsteds: Der skal (ligesom i filmen) fortælles en historie gennem en troværdig fremtrædelse – dog kun på 30 sekunder. Det skærper de effektive sanser at arbejde i reklameverdenen, mens det samtidig har givet Auerbach en chance for at vælge mellem flere projekter og ikke mindst arbejde på Dear Frankie i seks år. Hun vil sågar anbefale nye instruktører at gå samme vej.

Reklamefilmen er dog svær at få øje på i Dear Frankie, hvilket har sin årsag i en stærk social realisme. Hvor vi træder ind i fortællingen, befinder vi os i et alt andet end rigt skotsk kvarter og i et havnemiljø. Familien bestående af Lizzie, som er mor til Frankie, Lizzies mor og Frankie selv er flyttet gentagende gange, men hvorfor bliver ikke helt klart – det antydes blot, at de har været på flugt fra Frankies far. Dette dog uden, at Frankie selv er bevidst om dette. Han skriver i stedet breve med, hvad han tror er sin far, som skulle arbejde på en fragtskib, hvorfor han aldrig er hjemme. Frankie kan ikke huske at have mødt sin far, men han holder ved med brevene. Det er nu kun Lizzie, der skriver brevene fra en fiktiv far, for at Frankie ikke skal opdage sin familie dystre fortid. Lizzie siger dog også, at disse breve er den eneste måde, hvormed hun får mulighed for at høre Frankies stemme. Af samme grund får vi også mulighed for samme, idet vi får Frankies breve til sin far som voice-over. På den måde bliver filmen også et studium i virkeligheder, idet man samtidig kunne spørge om, hvilket indsigt Frankie har brug for. Vil han have bedst af at kende sandheden om sin virkelige far, eller skal han blot holdes hen i håbet om at se sin fiktive far en dag? Svaret synes nemt, men det er det ikke for Lizzie.

Der er flere små tvists undervejs på denne fortælling, men jeg vil holde tilbage på dem, for filmen skal ses med de overraskelser, den bringer. Den bærer de kvaliteter, en film skal have for at brænde igennem. Den er velinstrueret – specielt vil jeg fremhæve den unge Jack McElhone, der spiller den døve Frankie, endog er filmen generelt velspillet og derfor vedkommende. Den er derfor også blevet godt modtaget, hvor den er kommet frem – primært på Cannes, hvor den modtog stående ovation af pressen. Dette med rette. Filmen justerer, som feel-good-film skal, de følelser, der er på vej ud af kurs. Den sætter hjertet på rette plads.


Forrige anmeldelse
« Thumbsucker «
Næste anmeldelse
» Masters of horror 6-13 »


Filmanmeldelser