Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Masters of horror 6-13 (Pr. film: 60 min.) Købsfilm / Mis Label ApS
Anmeldt 3/12 2007, 18:57 af Kim Toft Hansen

Hjertets paradoks - part II


Hjertets paradoks - part II

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

John Landis’ Deer Woman, William Malones Fair Haired Child, Lucky McKees Sick Girl, Takashi Miikes Imprint, Larry Cohens Pick Me Up, Mick Garris' Chocolate og John McNaughtons Haeckel’s Tale.

De resterende otte dele af den amerikanske tv-serie Masters of Horror er udkommet, men kvaliteten svinger mere denne gang. Der er lige fra fremragende, små fortællinger til penible, ufrivilligt selvkarikerende historier. Vi møder navnene John McNaughton, Larry Cohen, Mick Garris, Takashi Miike, Lucky McKee, John Landis, William Malone og Joe Dante, der alle skulle – tager man seriens titel alvorligt – går ind under kategorien mestre. Jeg nævner dem her i vilkårlig rækkefølge, hvilket også gælder nedenstående behandlinger af filmene, da filmene ikke er udkommet i den rækkefølge, som de er udsendt i amerikansk tv.

Skulle man ikke være andet end flygtigt bekendt med horror-genren, er serien her et godt sted at starte. Her får vi nemlig stiftet bekendtskab med gyset i sine noget disparate afstøbninger, hvilket vil sige lige fra morsomme gyserkomedier til voldshårde terroriseringer. Dette brede parameter af horror-modi har været med til at styrke genrens udbredelse, men det har så sandelig (og måske desværre) sat sig sine selvparodierende spor. Horror’en er nemlig blandt de genrer, der for alvor har brug for udvikling, idet seerens erfaring hurtigt optager metoderne til at få seeren til at gyse – det er jo det, en gyser skal. Så snart man har vænnet sig til en bestemt teknik, udebliver gyset, fordi man ved, hvornår det kommer. Og så må genren mutere, hvilket sker hyppigt.

Apropos mutation (fristes jeg til at sige) så handler John Landis film i serien om en Deer Woman, altså halv kvinde, halv hjort. Filmen virker fornuftigt nok, men det ligner mest af alt et glemt afsnit af X-files. Det arketypiske makkerpar bliver sendt ud til et mystisk mord, som de så skal kæmpe for at få opklaret. Det er, når alt kommer til alt, ikke så meget filmen, der undrer – den er såmænd hverken eller – men nærmere er det John Landis som ”master of horror”, der undrer mig. Godt nok har han instrueret varulveklassikeren An American Werewolf in London (1981), men både der før og derefter har det været så som så med gysergenren hos Landis. Han brød igennem i 1980 med Blues Brothers, mens han gennem firserne egentlig er mest kendt for sine komedier, såsom ¡Three Amigos! og Coming to America. Der ud over var han også ansvarlig for Michael Jacksons klassiske ”Thriller”-video, der bærer varulvetemaet videre. Hovedparten af Landis bagkatalog er alt andet end horror, hvilket gør det besynderligt at kalde ham mester – mest af alt er han mester i veldrejede komedier, der så til tider kan have et element fra horrorgenren, hvilket han fx viser i slutsekvensen af Blues Brothers 2000. Med andre ord kan det måske ikke undre, at Deer Woman havner som en middelmådig film.

Det samme kan man sige om, hvad der er kommet fra William Malones hånd – han skænker filmen Fair Haired Child til serien. Her har vi også at gøre med en forholdsvis klassisk fortælling om ondskaben, der mødes uforvaret af en ung pige, der er kidnappet til et bestemt formål, som langsomt dukker frem under overfladen. Det er i det hele taget, hvilket gælder de fleste horrorfortællinger, klassisk at arbejde med, hvad Edgar Allan Poe i sin tid kaldte for upper og under current, altså en slags under- og overstrøm af informationer. Hvad vi møder, når vi får fortællingen fortalt, er upper current, men der er en under current, der langsomt kigger frem bid efter bid. Dette får gysergenren til at ligne krimikompositionen ganske meget, hvilket da også afspejles i Tzvetan Todorovs parametriske fortolkning af ”det uhyggelige” og ”det vidunderlige”, der er dele af samme forståelsesmønster. Således er Fair Haired Child også sammen med mange andre af seriens film. William Malone er relativt ukendt på vores breddegrader, idet han næsten kun har instrueret afsnit i amerikanske tv-serier som fx Freddy Nightmares og Tales from the Crypt. Det er egentligt kendetegnende for mange af de instruktører, der medvirker i denne serie, at de har været med i Tales from the Crypt- eller Twilight Zone-sammenhæng – serierne har åbenbart været en udmærket træningsbane for horrorinstruktører.

Derimod er en af de helt uhørt ringe film i serien Lucky McGees Sick Girl, der bærer så mange kendetegn på en negativ klassiker, som jeg har kaldt film, der er så dårlige, at de bliver morsomme. Den bærer intentions- og receptionsfriktion, idet filmens basale intention (at være uhyggelig) fuldstændig mislykkes og tangerer en komedie. Man kunne måske påstå, at den skulle være en gyserkomedie, men der er små kendetegn på, at den ikke skal være det: nemlig den uforsætlige selvkarikerende replikudveksling, der virker så opstyltet, at det bliver besværligt at lade sig gyse. I øvrigt er det også noget tidligt at kalde Lucky McKee for en mester – han har trods alt kun to film på bagen og en enkelt medinstruering.

Så er det, hvad gyserkomedier angår, en helt anden sag med Joe Dantes Homecoming. Selve grundtesen i filmen er simpelthen hamrende morsom: Under en meget præsent (men unavngiven) krig kommer amerikanske soldater hjem i kister, men de forbliver ikke døde. De ønsker nemlig at stemme en sidste gang imod styret. Dette betyder, at USA befolkes pludselig af omvandrende soldaterzombier, der vil til stemmeurnerne. Dette er simpelthen noget af det mest propagandafyldte, jeg længe har set fra amerikansk produktionsside – og det er egentlig, hvad der gør det morsomt. Filmen anerkender sin ideologiske magt og bruger den. Den er kort og godt en vaskeægte kritik af Bush-styret og dens krigsmania. Joe Dante er da også kendt for de mere moderate gyser, der som regel henvender sig med en kombination af gys og komedie. De bedste kendte er Gremlins-filmene, men samme forundring som hos John Landis kan genbruges her: Dantes film spreder sig i så mange genrer, at det er svært at fæstne ham i én.

Så har vi i stedet at gøre med en helt anden spændende instruktør, når vi tager fat på japanske Takashi Miike. Hans del, Imprint, er en velgennemtænkt, syret eskapade udi tortur meget lignende hans film Ichi: The Killer. Miike er en umulig instruktør både at hitte rede i (grundet genrespring mm.), men også i det hele taget at følge med i. Han er blandt verden mest produktive instruktører, der allerede med sine ca. 70 instruktioner (alt fra tv-serie, kortfilm til spillefilm) siden 1990 virkelig har et katalog, der er uoverskueligt. Men Imprint er et rigtig godt sted at starte, hvis man har maven til det. Den er simpelthen blandt de allerbedste i Masters-serien.
Derimod møder vi på mere mainstream-facon Larry Cohens Pick Me Up – titlen bærer stort set, hvad filmen handler om: En bus bryder sammen på en øde hovedvej og så går den vilde flugt fra en psykotisk lastbilchauffør og en ligeså ”spændende” jæger, der hver især kæmper om sit bytte: folk strandet på hovedvejen. Det er rimeligt velspillet, ganske pænt instrueret og produceret, men kort godt noget, vi har set utallige gange før. På den måde er Cohen og Miike gode eksempler på henholdsvis en stagneret genre og en dynamisk udviklende genre – de forudsætter hinanden og lever derfor side om side, men Cohen formel virker ikke helt mere.

Mick Garris selv, som er hovedmanden bag hele konceptet Masters of Horror, har også selv erhvervet sig plads i serien med filmen Chocolate, hvilket er et ganske værdigt bud. Han står i øvrigt også bag teleplay’et på Haeckel’s Tale, som er instrueret af John McNaughton. Og når vi nu har haft fat på Edgar Allan Poe, så er disse to film ganske gode eksempler på Poe-struktureringer af gyset. De benytter sig nemlig begge af en indre fortæller, hvilket er et klart kendetegn på Poes fortællemåde. I Chocolate er det et politiforhør, der ligger til grund for den indre fortælling, hvilket egentlig giver filmen et dejlig, sært paradoks: Betjenten siger til vores hovedperson, at han skal blive ved med at fortælle historien til dem, indtil de når ind til sandheden, men hvem siger så, at det vi får at se netop er sandheden? Samme indre fortællemønster finder vi i McNaughtons film, som også henlægger scenariet til et Poesk 1800-tallet. Hvad dog angår McNaughton, så er det også lidt besynderlig at inkludere ham i mester-kategorien, men det er jo egentlig underordnet, når filmen er god. Mick Garris derimod ganske godt indgroet i genren, hvilket har båret flere Stephen King-filmatiseringer med sig. Dette kendetegner tilsyneladende også flere af disse mestrer, at Kings bøger har været frugtbare for at skabe karrierer for nye instruktører.

Serien har sit potentiale set over alle tretten afsnit, men der er blundere undervejs, der for alvor viser genrens handicap: fornyelsen. Men en serie som denne må gerne afspejle genren i sin bredde – og det gør den. Derfor kan den kun anbefales, men for den kræsne kan der med fordel plukkes lidt, for der er enkelte fremragende gysere iblandt. Serien har da også vist sig som en succes i USA, hvilket har sat endnu en sæson i produktion. Der er jo også masser af navne at tage af til næste serie. Jeg savner fx Clive Barker, der dog har skrevet novelleforlægget til Haeckel’s Tale, mens navne som George A. Romero og Sam Raimi også kunne finde vej – og det blot for at nævne nogle gængse amerikanske navne. Der er europæiske og asiatiske instruktører nok at invitere. Under alle omstændigheder glæder jeg mig til anden sæson.


Forrige anmeldelse
« Dear Frankie «
Næste anmeldelse
» Seven Swords »


Filmanmeldelser