Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Factory Girl (90 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 5/2 2008, 07:53 af Claus Krogholm

Factory Girl


Factory Girl

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Edie Sedgwick (1943-1971) kom fra en af USAs kendteste familier, med rødder helt tilbage til kolonitiden hvor Robert Sedgwick blev udnævnt til Major General i Massachussets Bay Colony i 1695. Edie Sedgwick blev kendt som en af Andy Warhols superstars, og medvirkede i flere af Warhols film. Hun døde kun 28 år gammel i 1971.

Filmen Factory Girl (2006) følger Edie Sedgwick (Sienna Miller) fra hun i 1965 kommer til New York, tiltrukket af byens kunstscene og bohemeliv. Hun møder Andy Warhol (Guy Pearce). Warhol havde været fascineret af de rige og de berømte lige siden han var barn, og blev naturligt nok tiltrukket af den unge Edie. Hun begynder at færdes i The Factory, Warhols sølvfarvede atelier, hvor Warhol laver sine silketryk, omgivet af medhjælpere og freaks, mens der samtidig indspilles film og tages stoffer. Edie får først en lille rolle i filmen Vinyl (Warhols udgave af A Clockwork Orange), siden i Horses (Warhols western – også indspillet i The Factory). Derpå rykker hun op og bliver hovedrolle i Poor Little Rich Girl, en film om hende selv. Gradvist afsløres det, at hendes opvækst har været alt andet end harmonisk og at en af USAs kendteste familier har hemmeligheder, der ikke tåler dagens lys.

At være en del af Warhols entourage betyder også et meget aktivt socialt liv. Her møder hun Musician (Hayden Christensen), som han kaldes i filmen (da Bob Dylan havde truet med sagsanlæg, hvis han navn blev brugt). Da forholdet til Warhol af gode grunde er meget platonisk, tiltrækkes hun af Musician. Warhol reagerer ved at miste interessen for Edie, der er blevet stadig mere afhængig af de stoffer, der findes i rigt mål i miljøet. Da Musician kort efter gifter sig i hemmelighed, begynder nedturen for alvor for Edie Sedgwick. Familien vil ikke længere støtte hende økonomisk, da hendes adfærd i New York pletter familiens rygte. Warhol beklager, at han ikke kan hjælpe hende, da filmene ikke har tjent penge. Hun kan heller ikke længere bruges som model pga. stofmisbruget. Tilbage i filmens rammehistorie fortæller Edie, at hun nu (1970) er stoffri og har håb om, at hun kan genoptage den kunstnerkarriere, hun oprindelig kom til New York for at forfølge. Slutteksten meddeler lakonisk, at hun døde af en overdosis i november 1971.

Filmen er interessant af flere grunde. Dels giver den et billede af kunstscenen i New York i 60’erne, og naturligvis især scenen omkring Warhol. Dels har den to af de mest betydningsfulde amerikanske kunstnere – Warhol og Dylan – som centrale figurer, men altså med Edie Sedgwick som den figur, der forbinder de to gennem deres rivalisering. Filmen gør i en vis grad Edie til et offer for deres rivalisering (hvilket var grunden til, at Dylan ikke ville have sit navn nævnt); men hovedansvaret for hendes skrøbelige psyke og den deraf følgende deroute lægges entydigt på den familie, der skjulte såvel faderens incestuøse overgreb som broderens selvmord. Endelig er det oplagt at se paralleller til den celebrity-kultur, vi kender i dag. David Cronenberg har sagt: ”Basically, Andy Warhol invented Paris Hilton”. Warhol gjorde Edie til superstar uden at hun behøvede gøre andet end at befinde sig foran kameraet. Warhols superstars var sådan set ikke væsensforskellige fra hans suppedåser og Brillo kasser. Det er ofte blevet udlagt sådan, at Warhol i virkeligheden ikke interesserede sig for de mennesker, han omgav sig med. Hans tilsyneladende uberørthed, da han hørte om Edies død, er blevet udlagt som kynisme. Filmen er tvetydig, men antyder dog, at der var genuine følelser på spil mellem Warhol og Edie, og at han blev såret, da hun gik til Dylan.

Filmen fungerer især i kraft af Sienna Miller som Edie Sedgwick. Hun er overbevisende både som udadvendt og intelligent og som skrøbelig og nedbrudt. Guy Pearce ligner den anæmiske Warhol, og Hayden Christensen efterlader heller ikke nogen tvivl om, hvem Musician i virkeligheden er. Men det gælder for såvel Warhol som Dylan, at de er for sammensatte og gådefulde personer til, at de kan dækkes ind blot med det (hvilket I’m Not There jo klarer ved at lade flere skuespillere spille Dylan). Det er dog ikke noget større problem. Det er ikke en film om Warhol og Dylan, men om Edie Sedgwick, en ung kvinde mellem Warhol og Dylan. Og som sådan ganske seværdig.


Forrige anmeldelse
« Farvel Bafana «
Næste anmeldelse
» National Treasure 2 – Book of... »


Filmanmeldelser