Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Skytten (94 min.) Biografversion / Nordisk Film
Anmeldt 12/3 2013, 20:11 af Torben Rølmer Bille

Den samvittighedsfulde attentatmand


Den samvittighedsfulde attentatmand

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er hermed et faktum! Remakes er nu også en bevidst strategi for nye danske film. Indledningsvis kan det undre, at DFI ublu støtter produktionen af en dansk thriller med politiske undertoner, i stedet for at satse deres midler på langt mere interessante projekter. På den anden side kan konsulenterne bag de tonede ruder sikkert nemt se ideen i at skyde midler i sådan en film, især nu da den nye danske krimibølge - med Sarah Lunds sweater som fane – er blevet så utroligt populær i både USA og især England. Udbud og efterspørgsel.

Det skal dog ikke forstås som om nærværende anmelder er utroligt indebrændt over dette og hellere ville have set DFI smide penge efter smalle kunstfilm som ingen havde lyst til at se, men det er til stadighed et mysterium hvordan de offentlige filmmidler bliver fordelt. Derfor skal denne debat også hurtigt forlades til fordel for en diskussion om hvorvidt Kim Bodnia er lige så cool som Jens Okking.

For selv om man, med rette, kan diskutere om der virkelig er brug for at opdatere historien om miljøforkæmperen, der med riffel i hånd søger at påvirke den offentlige debat, så har nyindspilningen af Skytten faktisk alligevel noget at byde på.

Fokus er i den nye film flyttet fra senhalvfjerdsernes diskussion for og imod atomkraft til en debat om Grønlands undergrund og især hvorvidt man bør stole på politikernes løfter. I starten af filmen, der består af en mængde fingerede nyhedsmontager, der viser at danskerne vælger en ny, grøn regering, der lover at de vil gøre alt for at få vendt den globale opvarmning. Dette glæder vores kommende skytte, der arbejder med netop Grønlands undergrund.

Før du kan nå at tænke ”hvor er Alan Simonsen?” har de nyudnævnte ministre i regeringen dog vendt på en tallerken, da de indgår et samarbejde med USA om at udvinde betydelige olieressourcer ud for Grønlands nordøstlige kyst. Vores skytte ved hvad der er på spil. Da han en aften ser en kritisk journalist - Mia Moesgaard - debattere på tv og levere en mindre heldig udtalelse om, at de almindelige danskere måske ligefrem skal gå drastisk til værks for at få vendt den politiske skude om, beslutter han at tage hende på ordet.

Mia er samtidig på vej til Bangladesh for at adoptere, men da skytten udelukkende vil benytte hende som kontaktperson, får Mias chefredaktør hende overtalt til at blive et par dage ekstra, med lovning om at hun vil få en førsteklassesbillet senere på ugen. Der er derfor dømt klassiske thrillertræk, hvor der er flere deadlines der konkurrer med hinanden for at skabe fremdrift. På den ene side skal Mia afsted for at hente sit barn og på den anden side vikles hun mere og mere ind i sagen om den mand, der bliver tiltagende brutal i forhold til de mål han udvælger.

Selv om filmen bliver lidt vel frelst i forhold til pointerne om at vi skal passe på miljøet før den globale opvarmning dræber endnu flere uskyldige mennesker i mudderskred, syndfloder og orkaner, så er det faktisk lykkedes filmmagerne at skabe en antagonist som på én gang er yderst sympatisk og som vil gøre det rigtige, men hvis metoder naturligvis kan diskuteres. Bodnia spiller rollen med en indadvendt charme som ikke er til at komme udenom. Samtidig er filmens handling og plot skruet så tilpas godt sammen, at man ikke keder sig på noget tidspunkt mens filmen kører.

Dertil kommer at filmen benytter sig af en både visuel og klippemæssig hittepåsomhed. Eksempelvis ser og hører tilskueren hver gang der præsenteres et nyt kapitel i fortællingen, i form af en ugedag, is der langsomt smelter og idet situationen spidser til ser vi skyttens store fotografi af et isbjerg i hans lejlighed synke i havet. Det er også værd at lægge mærke til, hvordan Københavns byrum er brugt utroligt ekspressivt, eksempelvis er vendepunktet i filmen, hvor vores skytte for første gang, nærmest i selvforsvar, tager et liv, virkeligt opfindsomt klippet.

Den tekniske side er, i sidste ende, alligevel ikke med til at hæve Skytten over det jævne. For de der holder af thrillers er der ikke meget nyt under solen og dertil kommer, at det ret beset jo er en fortælling vi har set før. Det vil sikkert være en film, som mediefagslærere vil benytte - sammen med den gamle - til at fortælle noget om filmæstetikkens udvikling over de sidste 30 år, samtidig med at det interessant nok at se at hvordan miljødebatten har flyttet sig fra at det er atomkraften som er den store synder til at det er olien, men det er svært ikke, som indledningsvis antydet, at være kritisk overfor at netop en film som denne burde have DFIs støttekroner, især når man tænker på hvor meget TV2s mikrofoner fylder i billederne. Man kunne spørge sig selv, om ikke de alene kunne have finansieret remaket?


Forrige anmeldelse
« Breaking Dawn – Part 2 «
Næste anmeldelse
» Cloud Atlas »


Filmanmeldelser