Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Breaking Dawn – Part 2 (115 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 12/3 2013, 20:08 af Kim Toft Hansen

I can hop, I can run


I can hop, I can run

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Visuel og hypergotisk ekstravagance og dybfølt melodrama er de umiddelbare kendetegn for sidste og afsluttende del af Twilight-sagaen. Breaking Dawn – Part 2 er netop udkommet på købsfilm.

Vi forlod Bella i første del, da hun – efter at have været døden nær – måtte lade menneskelivet for at blive vampyr. Edward måtte omvende hende, fordi fødslen af deres fælles barn – halv vampyr, halvt menneske – var en for stor mundfuld for Bella. Nu vågner Bella som vampyr – og føler sig, siger hun – mere i live end nogensinde før.

Filmen engagerer sig derfor igen i tematisering af identitet og eksistentiel essentialisme. Der var noget bestemt, der kendetegnede Bella, da hun var menneske, men nu er der noget andet, der gør hende til den, hun er. Filmene er tilsammen en langstrakt understregning af, at det er ok at være den, man er, og at folk er det, de er født som. Indtil Edward bider sig fast og suger blod.

Det ryger derfor selvfølgelig lige ind hos teenageren, der – om nogen – føler sig splittet mellem barn og voksen. The Twilight Saga er det moderne eventyr, der handler om at lede teenageren over broen. Ind i de voksnes rækker. Den indarbejdede mytologi er en sofistikeret version af eventyrets indramning af overgangsritualerne. Trolden er bare udskiftet med en attraktiv vampyr, som man kan forelske sig i. Og hænge op på sit ungpigeværelse som plakat.

Derfor er filmene – og Stephanie Meyers romanforlæg – interessante victorianske regressioner til en anden forestillingsramme end den moderne. Filmenes samlede udtryk er et særegen specifikt fokus på racer og køn, der virker ude af trit med moderne forestillingsrammer. Bella er kvinden, der ikke kan klare sig uden en mand(lig vampyr). Vennen Jacob er en indiansk efterkommer – og kan ikke afvige fra det. Han er født sådan – og kan ikke kulturelt lade sig aflede.

Alle disse elementer understreges i denne sidste del af filmserien. Alt sammen grundigt indrammet af visuelle travellings, der i længden bliver så overvældende og flotte, at de nærmest bliver ligegyldige. De mange flotte natursekvenser og kamerakoreograferede animationer bliver så omfattende, at de kommer til at trække et meget sparsomt plot i langdrag. Musikvideoæstetikken tager i denne afrunding overhånd. Måske fordi plottet er meget, meget tyndt.

Den første time af en film på syv kvarter går hovedsageligt med, at Bella skal finde sig selv. Sin essens, sin eksistens som vampyr. En metaforisk version af en kvinde, der nu er blevet voksen – og skal affinde sig med sin nye rolle. Dette er tungt understreget af det faktum, at hun nu er blevet mor til Renesmee – den lille pige, der vokser alt for hurtigt, og ender med at blive omdrejningspunktet for den lille konflikt, som skal bære hele det afsluttende kapitel.

Det er faktisk synd for filmserien, at den afsluttes med en så tynd afrunding som denne. Filmene er rettet mod et andet publikum end denne anmelder. Indrømmet. Men de første film formåede på et langt højere niveau at visualisere og tematisere det konfliktuelle i Bellas overgangsrite. Godt nok var bryllupsscenen i Breaking Dawn – Part 1 noget lang, men der blev lagt op til et brag af en slutning, som faktisk falder til jorden. Måske skulle Breaking Dawn have været klippet til kun en enkelt film. Der er ganske simpelt ikke materiale til at holde teten til slut.

Filmen er – ligesom sine forgængere – visuelt overlegen på mange punkter. Billederne er principielt flotte at kigge på. Men den har i høj grad også sine overraskende skønhedsfejl. Renesmee som lille baby og barn er faktisk ret svagt animeret, og det meget mekaniske udtryk på barnet kommer ikke til at understrege hendes mellemværende identitet mellem menneske og vampyr. Det kommer slet og ret til at se utroværdigt ud ift. de øvrige udmærkede animationer af fx ulvene, der også spiller en rolle. I de mange sekvenser, hvor Bella træner, visualiseret fra trætoppene, minder hun mest om en ilter smølf på speed.

Filmen er i princippet ikke uinteressant, og den har i høj grad fået sit publikum. Det er derfor overraskende, hvordan et hastighedshungrende ungt publikum faktisk har taget denne meget langsomme film til sig. Filmen er også interessant, fordi Kristen Stewart – hende, der spiller Bella gennem alle filmene – selv i princippet er gennemgået opvæksten fra barn til moden ung kvinde gennem de seneste fem-seks år, som produktionerne har taget. Nu er tiden blot kommet til, at hun skal bryde med sit filmfædrende ophav – og blive en selvstændig skuespiller.

Breaking Dawn – Part 2 er afsluttende, men den lægger også op til, at der kan komme flere dele, hvis producenterne skulle komme til at mangle penge i kassen. Men den antyder på det kraftigste, at karaktererne er ved at være brugt op. Der var ikke meget mere at komme efter i denne sidste film i serien.


Forrige anmeldelse
« Viceværten «
Næste anmeldelse
» Skytten »


Filmanmeldelser