Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Lincoln (150 min.) Biografversion / 20th Century Fox
Anmeldt 2/2 2013, 09:14 af Torben Rølmer Bille

En nations fødsel


En nations fødsel

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Steven Spielberg har støt, men roligt, bevæget sig væk fra ungdommens UFO’er og kæmpehajer og har i de senere år fokuseret nærmest udelukkende på historiske dramaer og fortællinger der tager udgangspunkt i virkelighedens verden. Det er der måske enkelte filmelskere der begræder, mens andre jubler. Mandens seneste projekt har været en film, som han har haft lyst til at lave i flere år, siden han sikrede sig rettighederne til at filmatisere Doris Kearns Goodwins bog Team of Rivals: The Political Genius of Abraham Lincoln. Det er blevet til en ganske atypisk, nedtonet film om Amerikas mest berømte og indflydelsesrige præsident til dato.

Der er mange måder man ville have kunnet valgt at gribe fortællingen om Lincoln an på, for hans liv er så inspirerende, at man nemt kunne forestille sig en hel serie film, men Spielberg har valgt at fokusere på en hel central periode i mandens liv, nemlig perioden omkring den amerikanske borgerkrigs afslutning. Der ville sikkert være instruktører, deriblandt også Spielberg selv, hvor den nemme løsning for at sikre fremdrift i filmen på havde været at krydsklippe mellem de politiske rænkespil på den ene side og de sidste voldsomme krigshandlinger i borgerkrigen på den anden. På den måde kunne man peppe den ”tørre” politik op med nogle spektakulære scener voldsscener fra slagmarken.

Man bliver dog slemt skuffet hvis det er forventningen man sætter sig til rette i biografmørket med, for Lincoln er i højere grad fokuseret på at fremtrylle et politisk kammerspil, hvor det er de politiske beslutninger, studehandler og Lincoln som både præsident og privatperson der er i højsædet. Det er altså mere biopic og langt mindre borgerkrigsdrama, seeren får serveret.

Om dette så er en cocktail der smager, afhænger i høj grad om hvorvidt man er interesseret i perioden, i amerikansk historie og ikke mindst i hvordan amerikansk politik stadig foregår den dag i dag. For meget af handlingen er henlagt til Senatet, der - som bekendt - skal være 2/3 enige, for at et lovforslag fra kongressen kan gå igennem. Det helt centrale lovforslag i denne filmen er den 13. tilføjelse til den amerikanske forfatning (The 13. Amendment), det lovforslag som skulle sikre, at det blev ulovligt for nogen i USA at holde mennesker som slaver.

Lincoln bliver i filmen sat i et utroligt svært dilemma. For han ved udmærket, at han næppe kan få sit kontroversielle lovforslag trumfet igennem i fredstid, for her vil både Nordstaterne og Sydstaterne modsætte sig, da Syden traditionelt er i mod og Norden frygter en veritabel invasion af farvede, især hvis Sydstaterne i deres statslige lovgivning forsøger at lempe på den føderale beslutning. Samtidig er Nordstaterne utroligt tæt på at kunne kalde sig for sejrherrer og en gesandt er endda udsendt fra Konføderationen, som kort fortalt ønsker at få afsluttet krigen. Præsidenten står dog hårdt overfor sine nærmeste politikere på, at han skal have sit lovforslag ført ud i livet – så han står med dilemmaet om at skulle få en række republikanske senatorer til at stemme for sit lovforslag inden freden, så at sige, bryder ud.

Derfor allierer Lincoln sig, gennem sin udenrigsminister, sig med en mindre gruppe mænd, der på forskellig vis skal sørge for at påvirke de trodsige senatorerne til at stemme for lovforslaget, men det skal vise sig at blive langt mere vanskeligt end først antaget.

Parallelt følger filmen også Lincolns som privatperson og her får vi et noget mere nuanceret blik bag kulisserne end tidligere set. Vi oplever præsidenten som jovial historiefortæller, som far og ikke mindst som en mand, der bliver nødt til at fortrænge en stor personlig sorg i lyset af, at han har et land i dyb krise som han skal lede.

Daniel Day-Lewis spiller hovedrollen med stor charme, fysisk indlevelse og et nærvær, der gør at præsidenten fremtræder både lyslevende, troværdig - jovial men samtidig med en autoritet og en stålsat vilje, der forekommer uden sidestykke. Det er både intenst og ikke mindst utroligt rørende at være vidne til – og det skyldes ene og alene skuespillet og den måde dialogerne bliver leveret på, for selv om John Williams endnu engang har skrevet et fantastisk score til filmen, er det en af den slags soundtracks som ikke trænger sig på.

I en central scene mod filmens slutning skændes præsidenten med dennes hustru og han synes at blotte sit inderste overfor hustruen, der er fortvivlet over at deres ældste søn har meldt sig til krigen. Denne scene kunne nemt have været blevet overdrevent melodramatrisk, men fravalget i af musik i denne nøglescene gør, at dramaet, indfanget af Janusz Kaminskis smukke billeder, virkelig får lov til at træde helt i forgrunden og at dramaet bliver endog uhørt gribende.

Filmens styrke ligger derfor ikke i staffagen og det excessive, men derimod i dialogerne og intrigerne som opstår i det enorme persongalleri. Dette kan seeren sagtens blive forvirret betydeligt over indledningsvis, for der er mange figurer med i Lincoln: politikere, embedsmænd, venner, soldater, budbringere, telegrafister osv, osv. - men heldigvis går der ikke langt tid før man, såfremt man er interesseret og vågen, er i stand til at følge med.

Det enorme persongalleri og filmens fokus på politiske beslutninger gør, at Lincoln ikke er en decideret underholdningsfilm, men derimod en film skabt til et voksent publikum, der både er interesseret i at opleve en fiktionaliseret udgave af historien, men som også kan se paralleller mellem Lincoln og mere aktuelle politiske beslutninger i Washington, for uanset om man vil det eller ej, så er Amerika på mange måder stadig et demokrati der er delt over på midten, et land hvor befolkningen er splittet i to der har et politiske system, der gør at fremskridt og ændringer i både holdninger og love kan være endog meget besværlige.

Der er sikkert flere historiekyndige, der vil påpege at filmen leverer en noget forenklet udgave af bl.a. årsagerne til den amerikanske borgerkrig – for som de fleste ved, brød den ikke kun ud på grund af spørgsmålet om slaveriet. Til gengæld forstår man godt at Spielberg har valgt at lade dette centrale spørgsmål være centralt for dramaet, da det er lovforslaget der i sidste ende kommer til at fylde mere end krigen. Så kan man leve med dette, er Lincoln bestemt en seværdig film, men hører man til de der er helt ligeglade med historiske facts og ærgrer sig over at Spielberg ikke har mere action med i sin film, så hedder alternativet Abraham Lincoln: Vampire Hunter som nu ude på både BluRay og DVD.


Forrige anmeldelse
« You & Me Forever «
Næste anmeldelse
» Alle for to »


Filmanmeldelser