Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Hvem pukler kamelerne for? (85 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 22/12 2012, 23:23 af Torben Rølmer Bille

Munter ørkenpastiche


Munter ørkenpastiche

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Marty Feldman instruerede i sin lange karriere som skuespiller og komiker to film, som begge er blevet genudsendt på DVD fra Another World Entertainment. Den anden er Vorherre til vejrs. Hans første spillefilm fik, traditionen tro, en dansk titel, som langt de fleste sikkert kan huske. Selv om der sikkert ikke er mange der kan nikke genkendende til The Last Remake of Beau Geste, er der lige så mange fra undertegnedes generation, der kender til Hvem pukler kamelerne for? Spørgsmålet er så om filmen er lige så memorabel sin danske titel – og svaret er lidt afhængigt af hvilket humør man er i.

Leder man efter en raffineret komedie, der gennem godt skuespil, fantastisk timing og elegante dialoger får os til at more os, skal man lede andetsteds, for langt det meste af humoren i denne film har grobund i lige dele visuelle, fysiske gags og lumre antydninger. Til trods for denne slapsticktilgang til komikken er der mange ting i filmen der stadigvæk er både rudimentært morsomme og opfindsomme. Især måske fordi filmen flere gange, som originaltitlen også antyder, er meget selvbevidst og bruger filmmediet på flere originale måder.

Eksempelvis bevæger Feldmans figur, Digby, da han er havnet i fremmedlegionen, ind i et såkaldt ”fatamorgana område” og i næste nu spiller han overfor Gary Cooper i den originale Beau Geste fra 1931. Denne redigeringsmæssige gimmick blev fem år senere, i 1982, genbrugt til at lave en hel spillefilm: nærmere bestemt i en af filmhistoriens sjoveste, mest bizarre anakronismer: Carl Reiners Dead Men Don’t Wear Plaid – et overset lille mesterværk der hyldes af alle de, der har prøvet at redigere film.

Det er dog ikke kun denne scene der leger med filmmediet, for flere gange undervejs i filmen italesættes fastforankrede klicheer, som eksempelvis den obligatoriske duel mellem helten og skurken. Her spørger Peter Ustinov, der spiller den sadistiske skurk general Markov, filmens egentlig helt om de skal duellere med eller uden spydige kommentarer. Vor helt vælger naturligvis med.

Filmen handler om de to brødre Beau og Digby Geste, der som ganske unge adopteres af en barnløs rigmand. Han ligger i den næste scene nærmest for døden da han kort tid forinden har giftet sig med den meget smukke, unge, rødhårede, barmfagre Flavia (Ann-Margaret), der tilsyneladende kun er ude efter Geste-familiens formue – repræsenteret af Den blå safir diamant. Diamanten forsvinder dog sporløst og det samme gør brødrene. De har nu begge valgt at søge til fremmedlegionen og det er her den sidste del af filmen udspiller dig.

Man kan ikke komme udenom, at Hvem pukler kamelerne for? er en virkelig fjollet film, men selv om den er over tredive år gammel, så formår den stadig at være underholdende. Der er siden den kommet mange film, der i lige så høj grad intra- og intertekstuelt leger med både format og indhold, tænk blot på film som Airplane og Naked Gun serierne, for slet ikke at tale om mange af de filmparodier vi har måttet lægge øjne til op gennem halvfemserne. Derfor er der sikkert ikke meget nyt at hente i denne film for tilhængere af denne type film, men for de, der måske har lyst til at (gen)se en af de allerførste film der blev lavet i denne parodiske genre, foreligger muligheden der nu.

Det er ligeledes sjovt at se glimrende karakterskuespillere som Peter Ustinov og Michael York på slap line – det virker virkelig som om de har nydt at være med i filmen. Desuden er det ganske mærkværdigt og kuriøst at opleve en ung, slank James-Earl Jones tale med überbritisk accent, klædt ud som araber.

Det kan derfor godt være, at alderen ikke har været helt nådig overfor filmen, for selv om den forsøger at proppe så mange gags ind pr. minut som menneskeligt muligt, så var tempoet altså noget helt andet i 1977 og dertil kommer, at når der skal være plads til så mange platte vitser og visuelle vitser, så sker det på bekostning af den gode historie. Sagt på en anden måde, så er filmen i dag måske nok et mere af alt et kuriosum, men også en skævbenet komedie man også få de, der er i humør til det, at smile ganske bredt.


Forrige anmeldelse
« Madagascar 3 – Efterlyst i he... «
Næste anmeldelse
» Vorherre til vejrs »


Filmanmeldelser