Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Vorherre til vejrs (97 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 22/12 2012, 23:26 af Torben Rølmer Bille

Munk får kutte


Munk får kutte

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Selv om den beløjede, engelske skuespiller Marty Feldman har medvirket i et utal af virkeligt morsomme film, har han kun instrueret to spillefilm. Det drejer sig om Hvem pukler kamelerne for? og Vorherre til Vejrs, der havde originaltitlen In God We Tru$t. Hvor den første film fungerer ganske glimrende som letbenet, fjantet underholdning, selv lidt over tredive år efter den havde biografpremiere, er Vorherre til vejrs, en noget fesen og uddateret komediefilm.

Filmens hovedperson er munken Ambrose, der er vokset op, isoleret fra den moderne verden, i et afsidesliggende kloster. Da han opdager at klosteret er lukningstruet, må han begive sig ud i den virkelige verden for at se om ikke han kan skaffe penge og redde klosteret. Ude i virkeligheden venter der den uskyldsrene Ambrose både store overraskelser og skuffelser.

Komedieelementerne i filmen ligger på to planer. For det første er der tale om at vi følger en naiv hovedperson i mødet med en bundkorrupt og syndig verden udenfor klosteret. De komiske elementer opstår derfor i Ambroses åbenlyse ignorance overfor ting, som vi tager for givet.

Spørgsmålet er så om Ambrose kan bibeholde hans gudetro, eller om han lidt efter lidt bliver omvendt fra gudsfrygtig munk til en verdslig synder. På filmens andet fortælleplan leverer den en åbenlys kritik mod de mange typer af kirker og sekter, som bevidst skider højt og flot på moral og kun er interesseret i at omforme en et godt, kristent budskab til noget der udelukkende handler om ussel mammon – noget der med al tydelighed fremgår i dollartegnet, der indgår i filmens originale titel.

Selv om filmens halvanden time byder på større eller mindre roller til nogle af startfirsernes største amerikanske komikere, mest fremtrædende er Richard Pryor og Andy Kaufman, så er filmen ikke en der aftvinger seeren mange grin undervejs. Selv om der da bydes på mange visuelt opfindsomme gags lige som i Hvem pukler kamelerne for?, er de langt fra lige så hyppige eller lige så gode. Dertil kommer at filmens bevidst karikerede, ensidige repræsentation af religiøse tosser, bliver noget anstrengende i længden.

Grundlæggende har filmen dog hjertet på rette sted, men den måde som den administrerer sin religiøse socialsatire på, virker alt for gammeldags og selv om der måske var enkelte der i 1980 lod sig provokere af en munk der pludselig fik sine skæve øje op for kønslivets vidunderligheder, eller for den sags skyld at der findes mange prædikanter der udelukkende tilbeder klingende mønt, så har den filminteresserede set mange andre komedier både før og siden som gør dette både langt sjovere og mere interessant.

I den forbindelse er det derfor nærliggende at tænke på film som Life of Brian, der skabte enorm furore året før (og man kan måske postulere at Feldmans film var et forsøg på at skabe en lignende medieskandaleomtale) og ser man på sluthalvfemserne finder vi blandt andet Kevin Smiths fremragende Dogma, der langt mere underholdende end Feldmans film søger at belyse dobbeltmoralen i visse religiøse praksisser.

Kort sagt, så er det kun værd at opsøge Vorherre til vejrs, hvis man er fuldstændigt vild med Marty Feldman og har trang til at gøre sin filmsamling med ham komplet. Hvis ikke dette er tilfældet og man alligevel har lyst til at grine af religion, så findes der langt bedre film og skulle man ligefrem have rigtig god tid så er rådet herfra at finde Terry Pratchetts gamle roman Good Omens frem fra gemmerne – for her er der absolut garanti for en god, guddommelig komedie.


Forrige anmeldelse
« Hvem pukler kamelerne for? «
Næste anmeldelse
» Titanic: Blood and Steel »


Filmanmeldelser