Det var næppe nogen hemmelighed, at Kapellet var i nærmest festhumør efter at have set den første John Wick. Det var en film, der måske er gået under radaren hos mange, men som actionfilmfans tog imod med stor begejstring.

Selv om filmens hovedfortælling om banal hævn og tørst efter retfærdighed var en man havde set i mange afskygninger før, så var det selve udførelsen af denne fortælling der kunne vække begejstring. For det viste sig hurtigt at Mr. Wick var en utrolig effektiv dræbermaskine. Wick virkede som en slags opdateret version af heltene fra firsernes Heroic Bloodshed-film fra Hong Kong, idet han var så ustyrlig brutal i den måde han ekspederede alle sine fjender på. Ingen tricks for feje, ingen nåde. Kort sagt, var det en nærmest fysisk oplevelse at bevidne Wick nedlægge fjende efter fjende på den ene mere opfindsomme måde efter den næste.

Nu er John Wick – Chapter 2 så landet i biograferne og fans kan indledningsvist godt begynde at glæde sig, for det andet kapitel både blevet mere ambitiøst, flottere iscenesat og så kan filmen flere steder ses som en ublu hyldest til både skydespil og så ikoniske kampsportsfilm. Når det så er sagt, så lider filmen samtidig under at dens hovedperson er så god til sit arbejde, at man som seer aldrig rigtig kommer til at frygte for hans liv. Disse elementer vil selvsagt blive uddybet herunder.

Lad os starte med det positive, for filmen starter virkeligt stærkt ud – lige som Dødbringende Våben 2 startes der midt under en biljagt. Wick skal have ordnet et sidste mellemværende fra første kapitel, for han opsøger den russiske gangster som nu har Wicks bil. Den bil, der blev stjålet i den første film. Den får Wick naturligvis fat i efter først at have tilført en spandfuld smerte på de der forsøger at stoppe ham. Til gengæld er den tophemmelige forbryderorganisation, som han var en del af, ikke begejstrede for at Wick gør væsen af sig. Da de opdager, at han ikke længere er pensioneret, opsøger de ham kort tid efter, for at hyre ham til et job.

Wick nægter at adlyde, men dette er selvsagt ikke acceptabelt. Derfor presses han til at skulle likvidere et højtstående medlem af forbryderorganisationen, hvilket resulterer i at han efter en halv times film, jagtes af en veritabel horde af mordere, håndlangere og voldspsykopater. Kort sagt, er det ikke en film man skal se, for dens nuancerede plot eller bevægende karakterskildring.

Stort set alle figurerne virker som om de er trådt ud af en Frank Miller-tegneserie, forbryderne betaler hinanden med særlige guldmønter og deres forskellige æreskodekser (blandt andet at der er ”helle” på de steder, hvor organisationen holder til) sørger for at der kan skabes lidt afveksling og tiltrængt ro mellem de mange hårdtpumpede skud- og nærkampsdueller.

Filmen flytter undervejs handlingen fra USA til Rom, hvor der selvsagt skal deles øretæver ud og skydes i Colosseum, hvilket sender dennes anmelders tanker mod Bruce Lees klassiske Way of the Dragon, hvor Lee som bekendt kæmpede mod Chuck Norris i samme omgivelser. Senere i filmen kan man opleve en helt vildt flot sekvens der er optaget på et kunstmuseum, i en udstilling der består næsten udelukkende af spejle og hemmelige døre. Dette er ligeledes et visuelt vink med en vognstang til Lees sidste ”rigtige” film Enter the Dragon, der netop slutter med et opgør hvor hovedpersonen står ansigt til ansigt med skurken i en spejllabyrint. Undervejs i Wick – Chapter 2 er der andre, mindre tydelige referencer til både klassiske kung-fu og actionfilm, samtidig med at den også formår at være lige så flot og stilren som den første film i serien.

Der hvor filmen virkelig fungerer er, lige som i kapitel et, når de mange, flot koreograferede actionsekvenser afvikles. Både biljagter, nærkampe både med og uden forskellige våben er imponerende iscenesat og det er helt tydeligt at både hovedpersonen men også mange af hans medspillere er virkeligt godt trænet, forud for filmen. For selv om klippetempoet er højt, benyttes der indimellem også længere klip, der med al tydelighed viser, at der er blevet brugt mange timer i træningscenteret før kameraerne begyndte at rulle.

Det der som nævnt er filmens svaghed, er dens hovedperson. Ikke så meget selve figuren, for der er noget meget sympatisk (og asiatisk) i skildringen af en plaget lejemorder, der forsøger at lægge sin fortid bag sig. Lige som med mange af de helte man husker fra firserne, er Wick nærmest en usårlig superhelt, der til trods for knubs og skrammer og et overvældende antal modstandere altid – læs: ALTID - klarer ærterne. Dette faktum gør at man som tilskuer måske mangler lidt regulær spænding undervejs. Man frygter aldrig reelt for Wicks liv, for man ved nærmest på forhånd at han nok skal klare den, uanset hvor sort det ellers måtte se ud. Derfor kan dele af filmen, det høje tempo og de mange fjender til trods, godt forekomme en smule repetitiv. Det er fedt at se folk blive skudt i fjæset, men omvendt er der kun så mange forskellige måder dette kan gøres på.

Dommen er derfor, at man som fan af actionfilm sagtens kan løse billet til John Wick – Chapter 2 - for der er en af den slags film, som kaster seeren direkte ud i vild action og som ikke stopper før et par timer senere, alt imens man sidder med et stort smørret grin på læberne. Til gengæld er der heller ikke mere at komme efter ud over flotte billeder, lækker action og et vildt tegneserie-noir-univers.