Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




John Carter (127 min.) Købsfilm / Disney / Buena Vista
Anmeldt 29/8 2012, 19:30 af Jørgen Riber Christensen

Flot og spektakulært helteepos med CGI-overkill


Flot og spektakulært helteepos med CGI-overkill

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Medierne var hurtigt ude med at kalde biograffilmen for et flop pga. dens dårlige økonomi og dens indledende ringe billetsalg. Den kostede angiveligt 250 millioner dollars at producere plus 100 millioner dollars i marketingsudgifter, og den gav et tab på ca. 125 millioner dollars. Chefen for Walt Disney Studios Rich Ross måtte forlade sin stilling pga. filmen. Til gengæld er dvd-salget gået godt. Hvorfor blev John Carter indledningsvist et flop? Er filmen ikke seværdig? Anmeldelsen her vil forsøge at give et nuanceret svar, for det er oplagt, at filmens publikum faktisk får meget for de høje produktionsudgifter. Der er også noget, man ikke får.

På baggrund af et utal af gode filmatiseringer af Edgar Rice Burroughs Tarzan-bøger var det oplagt at filmatisere hans anden store helts, John Carters eventyr på planeten Mars, som i bøgerne kaldes Barsoom. Burroughs fortællinger blev til 11 romaner, der er populærklassikere og har været det, siden den første udkom i 1912. Genren er en fascinerende blanding af pulp med tidlig distribution i billige hæfter, science fiction (handlingen foregår i rummet), apokalypse (Mars er ved at tørre ud og miste sin atmosfære), sværd og trolddom (med meget kampaction, og de jordiske naturlove er sat ud af kraft) og fantasy. Hvad angår den sidste genre er Barsoom-serien fuldt udviklet og af den encyklopædiske slags, der ligesom fx Lord of the Rings har sin egen verden med speciel fauna og flora, religioner, folkeslag, kunst og sprog. Altså et komplet univers. Pulp-aspekterne af bogserien kommer først og fremmest frem i Burroughs sjuskede og primitive fortælleteknik, hvor han ikke bekymrer sig om dramaturgiske setups og payoffs, men i stedet bruger tilfældige møder og begivenheder til at drive handlingen fremad. Det bliver den til gengæld også med en dynamik og et tempo, der gang på gang overrasker læseren positivt. Et andet pulp-aspekt er kvindefigurerne, der i romanerne altid synes at være letpåklædte og under angreb af uhyrer, så de er lige til at redde af heltefigurerne. Her har Disney-filmatiseringen gjort den kvindelige heltinde, prinsesse Dejah Thoris, mere politisk korrekt, idet hun nu både er en flot action chick og en dygtig naturvidenskabelig forsker.

Filmen lider desværre også under fortællemæssige svagheder, der dog forsvinder efter de første tyve minutter, hvor persongalleriet begynder at etablere sig hos publikum. Man vildledes af filmens anslag, der egentlig ikke drejer sig om dens hovedpersoner, men blot er actionfyldt, og præsentationsfasen af personerne virker rudimentær. Man har forsøgt at reparere på dette ved at indlægge en voice-over, der forklarer de indviklede konflikter på Mars. En fortællemæssig nødløsning som selveste David Lynch måtte ty til i sit lignende space-epos Dune. Burroughs litterære forlæg har ikke været det letteste at omsætte til en spillefilm.

Filmens store produktionsudgifter er bl.a. brugt til CGI, hvor bl.a. racen af de grønne, fire-armede Tharks naturligvis er computerskabte. Man kan som publikum have svært ved at kapere sammenspillet med menneske-skuespillere og disse digitale, grafiske skabninger, og troværdighed og publikumsidentifikation med karakterne i filmen kan gå fløjten. Til gengæld, og det er et stort plus ved filmen, er både de jordiske og Mars-lokationerne fremragende. Det er lykkedes at kreere Mars-lokationer, som man både accepterer og nyder, og dette er i sig selv grund nok til at se filmen – som et supplement til NASAs virkelige, men ikke just actionfyldte fotos fra Mars. Her er det, at Disney som altid kan sætte billeder på fantasien. John Carter er til trods for de nævnte svagheder en film, som grundlæggende er flot og spektakulær, som et helteepos også bør være det.


Forrige anmeldelse
« Eventyret om Snehvide – Lille... «
Næste anmeldelse
» Young Adult »


Filmanmeldelser